JP I UKRAINE
30 km
UKRAINE
ni maend at få dem trukket op.
»Hun var min bedste ven. Jeg elskede hende så højt. Vi skaendtes aldrig. Så mange gyldne unge mennesker er taget fra os af fjenden,« råber Natalia Oleksiivna Bohun.
Hun er Vala Kozlovskas bedste barndomsveninde, paedagogkollega fra børnehaven, hvor de arbejdede sammen. Opløst i gråd foran den lille forsamling af naer familie og venner i Oleg Kozlovskyjs have fejer hun først den tunge kiste ren for jord og sørger dernaest for, at Vala får sine yndlingsstøvler pakket med i sin nye kiste. Så forsegles den endeligt med søm og kan transporteres mod kirkegården.
Det er anden gang, at Oleg Kozlovskyj skal køre afsted med sin draebte familie på blot en måned. Da han med hjaelp fra Michaël gjorde det efter skudepisoden, foregik det på langt mere dramatisk vis.
»Oleg måtte efterlade ligene ved bilen. Men efter tre dage vendte vi tilbage. Nogle kvinder havde syet to hvide veste sammen til os. Med deres laebestift malede de røde kors på dem, og så tog vi til checkpointet og spurgte, om vi kunne afhente ligene,« forklarer vennen Michaël.
Forinden havde de lokaliseret to indkøbsvogne fra et naerliggende ødelagt supermarked. Daekket af hvide plasticposer rullede de derefter de to lig afsted i indkøbsvognene ned ad Butjas tomme gader og hjem til haven. En bizar scene, der er blevet fanget på et foto af en tilfaeldig borger og siden delt på de sociale medier.
Storebroderen likvideret
I dag står Oleg Kozlovskyj så igen og stirrer ned i et hul for at tage afsked med sine naermeste. Først siger følget farvel til broderen Jurij i et af de nygravede huller, som kirkegården i Butja er blevet fyldt med. Placeret lige ved siden af en grav, hvor en anden knuget lillebror forleden forklarede Jyllands-Posten, at han tog afsked med sin storebror, der var blevet decideret likvideret.
Graverne kører i pendulfart fra Butjas haver til kirkegården, hvor de hver dag daekker tre-fire grave til med jord.
Familien kører selv den korte tur mod de naeste jordbunker for at se graverne saenke endnu en kiste i jorden og stede Valentyna ”Vala” Kozlovska til hvile ved siden af Oleg Kozlovskyjs far. Selv siger han fortsat ikke et ord. Men i en anden passage af kirkegårdens raekke står en praest og to nonner og messer smukt. Også de tager afsked med en af Butjas draebte.
Selv skal Oleg Kozlovskyj hjem til haven og fylde det dystre hul op igen. Imens våger det Jesus-ikon, som Vala Kozlovska placerede i vinduet til Oleg Kozlovskyjs vaerelse, over haven. Han tror, det er et tegn på, at hun har reddet hans liv.