To indiske halvsøstre får folk til at juble over populaer Netflix-serie
Netflix-succesen ”Bridgerton” portraetterer en farveblind overklasse i 1800-tallets London. Historisk korrekt? Naeppe, men verden over roses serien for at bringe diversitet ind i folks stuer.
I den nyeste saeson af Netflixhittet ”Bridgerton” er øjnene rettet mod den britiske skuespiller Simone Ashley, der i rollen som den unge kvinde Kate Sharma ankommer til London for agere Kirsten Giftekniv for lillesøsteren Edwina, der debuterer i overklassens selskabsliv.
De to søstre bliver med deres smukke ydre hurtigt et populaert samtaleemne i 1800-tallets London og har lige så vel vakt positiv opmaerksomhed blandt nutidens indiske kvinder, der er begejstrede for at se en mørk kvinde med sydasiatisk afstamning som den ene af seriens to hovedroller. Det skriver blandt andre det amerikanske medie NPR.
Sammen med de rosende ord påpeger flere stemmer på de sociale medier nemlig, at den indiske filmindustri har en tendens til kun at vise indere med en lysere hudtone, på trods af at en stor del af befolkningen har en mørkere hud magen til Kates.
Mangel på repraesentation
Ifølge lektor i moderne indien- og sydasienstudier på Københavns Universitet Ravinder Kaur skyldes det bl.a., at den verdenskendte Bollywood-industri, som udgør den hindisprogede del af den indiske filmindustri, i mange år har favoriseret et aeldgammelt skønhedsideal, hvor det at have lys hud forbindes med en højere socialklasse og kaste. Mens en solbraendt kulør vidnede om et hårdt udendørs arbejdsliv i landbruget, blev den blege hud et symbol på velstand og et behageligt liv i skyggen.
»Der er tale om et skønhedsideal, som har rod i det nordlige Indien. I Sydindien kan de sagtens have andre praeferencer, men da Bollywood er et nordindisk faenomen, er det den del af Indien, som vises frem til verden, selv om inderne har mange forskellige hudfarver,« fortaeller Ravinder Kaur.
Dog er det fortsat den lysere hud, som praeger indisk populaerkultur, hvad end der er tale om film- eller modeindustrien, og i lande som Indien, Pakistan og Thailand findes der en kaempe industri inde for diverse hudblegende produkter, hvis formål er at lysne pigmentet i huden, tilføjer lektoren.
Også i Hollywood kritiseres filmindustrien for at vaelge mørke skuespillere, der befinder sig i den lysere ende af hudfarveskalaen.
I 2016 skabte det blandt andet heftig debat, da den afrolatinske skuespiller Zoe Saldana blev castet til at spille den afroamerikanske sanger og borgerrettighedsforkaemper Nina Simone. I forsøget på at efterligne Nina Simones udseende, blev den lyse skuespiller iført en naeseprotese samt makeup, der fik hendes hud til at se mørkere ud. Eller da skuespilleren Halle Berry blev castet til rollen som ”Storm” i superheltefilmen ”X-Men”. En karakter med kenyanske rødder, som er mørkere i huden end den amerikanske skuespiller, som har en hvid mor.
Diskussionen om manglende diversitet i Hollywood er flere gange blevet bragt op af Zendaya, en af tidens mest populaere skuespillere, som blandt andet har vaeret ude at sige, at hun er den »acceptable udgave af en sort kvinde i Hollywood« på grund af sin hudfarve, som befinder sig i den lyse ende af skalaen for en mørk kvinde.
»Jeg føler et ansvar for at vaere en stemme for de smukke nuancer, som mit folk kommer i. Desvaerre er jeg mere privilegeret i forhold til mine mørkere søstre og brødre.«
»Kan jeg aerligt sige, at jeg har vaeret udsat for den samme racisme og de samme kampe som en kvinde med mørkere hudfarve? Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke gået i hendes sko, og det er uretfaerdigt af mig at sige det. Men jeg står fuldstaendig bag den kvinde,« sagde skuespilleren blandt andet under et interview i 2018.
Overklassen er farveblind
Mens ”Bridgerton” hyldes for sin diversitet på de sociale medier, kritiserer andre serien for ikke at vaere historisk korrekt, fordi den portraetterer en sydasiatisk kvinde i 1800-tallets engelske aristokrati.
Ingen fordomme
I ”Bridgerton”-universet er søstrenes mor, Mary, barn af en britisk jarl og en indisk kvinde. Da hun efter mange år i Indien vender tilbage til England med sine to døtre, møder de ingen fordomme fra hverken hoffet eller det resterende samfund. Tvaertimod bliver den yngste datter
Edwina udnaevnt til årets ”diamant” af dronning Charlotte, der selv har aner i Sydamerika. En titel, som gør lillesøsteren til saesonens mest eftertragtede parti blandt elitens bejlere.
Frem for at portraettere et aristokrati, som primaert bestod af lyse europaeere, afspejler serien et multikulturelt samfund magen til det London, vi ser i dag, og viser alle nationaliteter iklaedt balkjoler og pudderparykker. En kreativ fortolkning af virkeligheden, jovist, men faktisk var det ikke usaedvanligt at finde kvinder fra Indien og Sydasien i toppen af det engelske samfund i samme periode, som serien finder sted, forklarer Ravinder Kaur.
»Det er ikke helt fiktion på den måde, at der var kvinder fra eliten i Sydasien og Indien, der indgik aegteskab med britiske embedsmaend som et resultat af kolonial interaktion. De børn, som kom ud af aegteskabet, endte ofte med at blive sendt tilbage til England for at få en ordentlig uddannelse,« siger lektoren, der samtidigt understreger, at serien i langt de fleste tilfaelde ikke når historien til sokkeholderne.
Det er ikke helt fiktion på den måde, at der var kvinder fra eliten i Sydasien og Indien, der indgik aegteskab med britiske embedsmaend som et resultat af kolonial interaktion.