Han udnytter de tricks, han har laert i livet som alkoholiker

Det er aldrig for sent at vende sit liv på hovedet og udleve en barnedrøm. Eller er det? En ting er at stoppe med at drikke øl, vodka, snaps og gin og tonic, når man som Roald Jensen har gjort det i 30 år. Det er svaert. Men hvad fylder man i sit livs indkøbskurv, når kroppen endelig er afgiftet efter mange forgaeves forsøg? Svaret afgiver en saerlig snurrende lyd. Den kommer fra en rød banecykel med hårdtpumpede daek, der hamrer rundt i ring på den 333 meter lange slidte betonbane i Aarhus.

»Når jeg er ude på banen, kan jeg ikke tale med jer. Der er jeg nødt til at have 100 procent fokus, så jeg ikke vaelter,« siger Roald Jensen, mens han piller ved en aerodynamisk hjelm med integreret visir.

Kan man erstatte et hårdt liv med alt for meget alkohol og perioder som hjemløs med en ny identitet som atlet? Roald Jensen er godt i gang med at gøre forsøget. I stedet for at udlaegge forråd af alkohol og drikke uhaemmet bruger han nu naesten alle sine vågne timer på at traene, spise og leve som banecykelrytter.

»Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke laengere. Min hjerne er braendt af og ødelagt af for meget snaps. Jeg har ptsd og en psykisk diagnose til hver dag i ugen. Jeg er førtidspensionist og bor i en skodlejlighed i Viby. Det er jo ikke en identitet, der kan holde mig i live og vaek fra flasken. Så nu har jeg taget en beslutning: Jeg vil vaere banecykelrytter. Jeg er banerytter, og en atlet drikker ikke.«

Roald Jensen viser rundt i den gråmalede traebygning, der udgør ryttergården på Aarhus Cyklebane, hvor han har fået lov til at traene på den skrånende cement i den udendørs velodrom, selv om årstiden stadig er til den kolde side.

Han har byttet 30 år med for meget alkohol ud med en rød banecykel og en dagligdag, der minder om livet som professionel banerytter. Seks dage om ugen traener han på banen, dertil kommer daglige styrketraeningspas, intenst arbejde i romaskine og løb. Han har konsulteret en fysisk traener, en diaetist og arbejdet med en åndedraetstraener. Han har investeret i en ny, brugt Fujibanecykel uden gear og bremser og med carbonhjul med de rigtige banedaek, der kan pumpes ekstra hårdt op, og selvfølgelig en aerodynamisk, spids hjelm. Han taler om traeningsprogrammer og watt-tal, der på sigt skal give ham mere fart rundt på banen.

»Jeg ved godt, at mange synes, at det er alt for meget, at jeg taler om at ville deltage i DM i 2023 og VM i 2024 uden at have erfaring med banecykling overhovedet og aldrig kørt nogle konkurrencer. Men jeg bliver nødt til at have de her store mål for at kunne holde fokus. Det vil ikke vaere nok for mig at traene to gange om ugen i et fitnesscenter. Og jeg siger jo ikke, at jeg vil vinde DM, jeg vil bare stille op.«

Han er 50 år. Og når han taler om at stille op ved DM og VM, er det i veteranraekken, men også her bliver der kørt virkelig staerkt. Banecyklingen har han valgt af flere årsager. Det har vaeret en drøm siden ungdommen. Og så er det en sportsgren, han kan dyrke og konkurrere i selv i en høj alder, også når han fylder 70 år.

»Jeg er i gang med at opbygge en ny identitet som atlet. Banecykling er ikke så fysisk belastende som løb, så jeg kan holde flere år. Det skal vaere et langtidsholdbart projekt.«

Vi sidder begge med huer på i et uopvarmet klublokale inde på banen med kig til den slidte betontribune. Sådan så den også ud for 35 år siden, da Roald Jensen som ung arbejdede på cyklebanen: Han gjorde rent.

»Det var gulvet, trapperne og lokummerne. Jeg har helt sikkert gjort rent efter nogle af stjernerytterne.«

Han boede i naerheden af banen i familiepleje, fordi hans egen familie brød sammen og undervejs påførte ham ar på sjaelen, som han insisterer på at holde for sig selv.

Rengøringen foregik om eftermiddagen efter skole, og imens Roald Jensen rensede lokummer og vaskede trapper, ankom ungdomsrytterne i deres farvestrålende cykeltøj. De fandt deres skinnende cykler frem og gjorde klar til at traene.

Roald Jensen drømte også om at køre rundt på banen, men det blev ikke til noget. Kun i smug.

Når der ikke var nogen i gang på banen, tog han sin BMX-cykel og kørte et par omgange på betonen. Han så med fra tribunen, når der var løb, og han drømte om selv at komme i gang med banecyklingen. Men det forblev ved drømmen. I stedet kom han i gang med at drikke.

Tidligt blev han rundet og formet af den danske alkoholkultur. Det begyndte med almindelig ungdomsdruk. Øl og smøger hos kammeraterne i slutningen af folkeskolen i kaeldervaerelser fredag og lørdag, som også blev til torsdag.

Ølbil på kajen

Efter folkeskolen kom han tre år i søvaernet og sejlede på togt med inspektionsskibene. Der var øl, masser af øl, og når de menige ikke havde vagt, måtte de gerne drikke, selv om de var om bord på skibet.

»Når vi lagde til kaj i Frederikshavn, kom

Tuborgs ølbil og fyldte skibet op. Når vi ikke var på vagt, blev der drukket. Og når vi lå i havn, gik vi i byen. Sådan var kulturen.«

Efter søvaernet gik han fra job til job som ufaglaert, og han laerte hurtigt at arbejde med en funktionspromille.

Han var rodløs og en rod, der gik til kickboxing og godt kunne slå fra sig i byen, men fik navigeret uden om politiet. Og så kunne han godt lide at drikke alene.

Han arbejdede hos en fiskehandler i Aarhus, og også her blev flaskerne åbnet og tømt som den mest naturlige ting i løbet af dagen.

»Jeg har også haft et gulvsliberfirma, og bag i vognen havde vi ud over maskinerne altid to kasser øl. Vi drak med de andre håndvaerkere.«

Han solgte også tulipaner på Clemens Bro: Det var helt i orden at drikke, ja, rart og nødvendigt at stive selvtilliden af, når man skulle levere som kaek saelger på Strøget og brøle: »To bundter for en 20’er.«

Roald Jensen har skiftet 30 år som alkoholiker ud med professionelt banecykeludstyr med drøm om DM og VM.

»Det er aldrig for sent at laegge sit liv om, selv om man har vaeret langt ude. Hvis jeg kan rejse mig efter alt det lort, jeg har vaeret igennem, kan andre også. Det kan vaere banecykling eller måske en anden sportsgren. Det er bare vigtigt, at man får noget at gå op i for alvor.«

Han har igennem årene forsøgt at stoppe med at drikke hundredvis af gange. Men hver gang er han faldet i igen. Han mistede job, familie og til sidst sin bolig. Han beskriver sit liv som tumultarisk med flere op- og nedture og indlaeggelser på psykiatrisk hospital. Nogle gange også med blå blink og tvang.

Han har også forsøgt at tage sit liv ved at køre direkte ind i autovaernet på autobahn Tyskland.

»Jeg orkede bare ikke mere. Men det skal man altså ikke gøre i en Volvo, fordi den er for sikker. Jeg overlevede, og i stedet blev der en masse ballade med forsikringen, fordi jeg havde drukket.«

Når han fortaeller sin historie i dag, møder han ofte stor forståelse. Alkoholisme er en sygdom, lyder det. Men medlidenheden og sympatien stopper, når man taler om spritkørsel. Men selvfølgelig har der også vaeret det, indrømmer han.

»Folk bliver forargede og sure, naturligvis, når jeg fortaeller, at jeg har kørt rundt i en chiptunet Audi med en alt for høj promille. Jeg mistede mit kørekort i fem år, fordi jeg blev taget af politiet, da jeg sad og sov i min bil på Djursland.«

For nogle år siden røg han helt igennem og mistede sin lejlighed. Han endte på gaden med rygsaek, sovepose og snaps. Han foretrak at overnatte i Marselisborgskovene, hvor han spaendte en saerlige haengekøje med telt op imellem traeer. Det var mere trygt end at sove i centrum.

Et af mine mål med det her er også, at jeg kan få et forhold til mine børn.

Det var sidste chance

i

Efter godt to år som hjemløs skaffede kommunen ham en lejlighed i Viby. Her drak han videre. Men efter flere års tilløb og mange forgaeves forsøg lykkedes det at stoppe med at drikke. Han trappede langsomt ud af alkoholen, i takt med at han skruede op for fysisk traening.

Den sidst dråbe drak han, tre dage før han fyldte 49 år. Nu er han blevet 50 år.

»Det var ved at vaere sidste chance. Eller det er sidste chance. Det er jo uvaerdigt, at jeg har drukket i 30 år. Jeg skammer mig. Men nu står jeg her. Og hvis jeg ved at fortaelle min historie kan få bare en anden til at droppe flasken og kaste sig over banecykling eller roning eller noget tredje, så er det det hele vaerd.«

Han har en kaereste, der bor i Silkeborg. Og tre børn fra tidligere forhold, fortaeller han. Men han har ikke kontakt til sine børn i dag.

»Det har jeg desvaerre ikke. Et af mine mål med det her er også, at jeg kan få et forhold til mine børn. Men jeg kan ikke bare valse ind i deres liv lige nu, fordi der er sket for meget. Jeg skal først bevise, at det her kan holde over en laengere periode.«

Han har igennem de seneste år uddannet sig til blandt andet personlig traener og boksetraener.

»Diplomerne haenger på min vaeg. Så kan jeg kigge op på dem og minde mig selv om, at jeg er andet end en tørlagt alkoholiker.«

Evnen til at planlaegge strategierne for sit daglige alkoholindtag har han overflyttet til planlaegningen af sin traening.

»Jeg ved da godt, at det, jeg har gang i med to-tre traeningspas om dagen, minder om et misbrug. Men det er bare et meget sundere misbrug.«

Han har også valgte banecyklingen, fordi der ikke er modkørende trafik.

»Min hjerne er braendt af. Jeg har mistet evnen til at socialisere normalt med andre mennesker. Tidligere foregik det altid igennem alkohol. Det skal jeg laere på ny. Det passer mig fint, at jeg kan køre og traene her på banen alene. Og når jeg skal til at køre løb, kommer der heldigvis til at vaere en afstand og et styr imellem mig og de andre.«

Holder det denne gang?

»Det er min plan. Det vil jeg. Men det kan ingen i verden jo love.«