»Lige meget hvor mange taev jeg får, vil jeg altid blive ved med at tro på det«
Cykelrytteren Mads Pedersen kan bruge mindet om en bristet drøm, når han skal forsøge at vinde yndlingsløbet ParisRoubaix — tilmed som den første dansker nogensinde.
Det er sjaeldent en god idé at lade vreden simre og forplante sig til hele kroppen. At dyrke den dybe frustration, indtil det efterlader én indebraendt.
For folk som Mads Pedersen er det anderledes. Som cykelrytter skal man kunne hente naering i modgangen. Selv den mest succesfulde stjerne vil tabe oftere, end han vinder. Nogle nederlag gør mere ondt end andre.
Sådan ét oplevede den 26årige Trek-Segafredo-rytter på den mest ikoniske straekning under Paris-Roubaix i 2021. Den tidligere verdensmester sad forrest i favoritgruppen, da den nåede ind i den brostensbelagte Arenbergskov. Og så gik det galt.
»Styrtet har gjort, at jeg har endnu mere blod på tanden til at komme staerkere tilbage og vinde løbet. Jeg gik på saesonpause med en iver efter at komme i gang igen, selv om jeg vidste, at det var smartest at holde fire-fem ugers pause. Laenge gik jeg bare og ventede på at komme i gang med at cykle igen,« siger Mads Pedersen og fortsaetter:
»Jeg kan helt klart bruge det, der gik galt, som motivation til at komme tilbage og sidde der blandt de forreste drenge i Arenbergskoven.«
»Idioter som mig«
Måske er det den form for indebraendthed, der har ført til en forrygende forårsform. Allerede nu har danskeren erobret flere sejre end i de foregående to saesoner ved at vinde etaper i Etoile de Besseges, Paris-Nice og senest i Circuit Cycliste Sarthe, hvor det blev til to triumfer.
Søndag kan Mads Pedersen blive den første danske vinder af Paris-Roubaix, der er et af cykelverdenens fem største endagsløb. Det er også eks-verdensmesterens erklaerede yndlingsløb, som han vandt juniorudgaven af i 2013.
De seneste to år har forårsklassikeren imidlertid efterladt danskeren med knuste illusioner. Først drømte han om at erobre brostenene iført den regnbuestribede VMtrøje. Det fik coronapandemien forpurret, da løbet blev aflyst for første gang siden Anden Verdenskrig.
Siden da blev forårsklassikeren udskudt, så det endte som et efterårsløb i 2021. Da rytterne omsider stod klar til start, kunne de se regnen sile ned og forvandle ruten til et mindevaerdigt mudderkaos.
»Der var sådan nogle idioter som mig, der bare stod og taenkte ”det bliver det fedeste nogensinde”. Andre, der er mere rationelle, var mere sådan, ”det er ikke det sjoveste, vi kan gøre, men vi bliver betalt for det”,« siger Mads Pedersen med et grin.
Da der stadig resterede halvdelen af løbet, var der ikke mere bremseklods tilbage på Mads Pedersens cykel. Andre var allerede blevet faeldet af de glatte brosten, mens de tilbagevaerende ryttere var smurt ind i klaebrigt mudder.
»Jeg sad bare og taenkte »spis, drik, sid de rigtige steder, jeg kan ikke se en skid, hvordan tørrer jeg mine briller?«. Efter de første fem pavé-stykker har du tørret dine briller så meget af, at glassene er for ridsede til, at du kan se ud ad dem,« siger Mads Pedersen, inden han indskyder:
»Det var et sindssygt ParisRoubaix. Sådan må det gerne blive igen.«
Vigtig laering hjemmefra
Derfor var frustrationen tilsvarende stor, da danskeren kolliderede med Team Ineosrytteren Luke Rowe i Arenbergskoven. Kort efter var Mads Pedersen tvunget til at udgå på grund af sine skader. Drømmen var knust. Eller som han selv konstaterer:
»Når man kommer for at vinde og så roder rundt i Arenbergskoven, så er det uforløst, ja.«
Det ville vaere naerliggende at tro, at Mads Pedersen trods alt kunne hente noget selvtillid i, at det var muligt at sidde med blandt favoritterne i en afgørende fase af løbet. Helt så enkelt er det imidlertid ikke ifølge hovedpersonen selv:
»Om jeg var røget ud ad ”bagdøren” i feltet 40 kilometer tidligere, så ville jeg nok stadig tro, at jeg kunne vinde året efter. Jeg var bare brandaergerlig over endnu en misset chance – isaer når det var blevet regnvejr, som jeg havde håbet på i lang tid.«
Som cykelrytter er det typisk en fordel at kunne sidde sammenbidt, når udholdenhedskampen går i gang. Det kan give styrke at vaere indebraendt – isaer hvis det bliver kombineret med den form for selvtillid, der er blevet et varemaerke for Mads Pedersen.
»Meget af det kommer hjemmefra. Mine foraeldre eller brødre har aldrig pacet mig, men vi har altid fået at vide, at det er okay at tro på sig selv og at saette barren højt. Modstanden vil altid vaere der. Men hvis du kan blive ved med at tro på dig selv, selv om det ikke går din vej, så skal det nok gå dig godt i livet. Lige meget hvor mange taev jeg får, vil jeg altid blive ved med at tro på det,« siger han.
(QUICKSTEP - ALPHA VINYL)
Der er fare for at blive beskyldt for at vaere danskerfikseret, når to danskere bliver fremhaevet som favoritter i et af cykelsportens største løb. Ligesom Mads Pedersen har Kasper Asgreen imidlertid bevist, at han skal regnes med i verdenseliten under flere af de største endagsløb. Formen har ikke vaeret lige så blaendende som i foråret 2021, men den hårdføre koldingenser kan meget vel sidde med, når Paris-Roubaix bliver afgjort.