Håbets pligt i en gudsforladt tid

Hvis der i disse tider er mange mennesker i Ukraine, der vender en knyttet naeve mod himlen og som Jesus på korset råber et fortvivlet ”min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig”, så er intet mere forståeligt. Det er vanskeligt lige nu at forestille sig et sted i verden, der er mere gudsforladt, draenet for håb og tro på, at død og destruktion kan bekaempes.

I Ukraine udspiller der sig menneskelige lidelser, som vi i Europa bildte os ind, at vi for laengst havde lagt bag os. Efter Anden Verdenskrigs moralske og menneskelige sammenbrud og Balkans blodige forbrydelser i 1990’erne havde vi ikke troet, vi på europaeisk jord atter skulle se ødelaeggelser, fornedrelser, tragedier og menneskelig lidelse i det omfang. Men civilisationen er en tynd fernis, som der skal meget mindre til at gennembryde, end vi tror, isaer når man har at gøre med despoter som Vladimir Putin og hans inderkreds, der ser stort på alle aftaler, al moral, al menneskelighed. Alt sammen bortforklaret med statsinstrumenterede løgne, når endnu et bevis for ondskabens brutalitet dukker op.

Vi ser et bestialsk overgreb på et demokratisk og uafhaengigt naboland baseret på ingenting andet end forvanskede, vanvittige og løgnagtige historiske spin om sammensvaergelser og trusler mod Rusland. Et verdensbillede hos en statsleder baseret på en undergangspsykologi, der finder naering i løgne, fortaellinger og myter om alle de historiske uretfaerdigheder, som ramte Rusland, da Sovjetunionen som en livstraet hval gik under i 1992 og efter mere end 70 års dysfunktionalitet og forstemt menneskesyn efterlod et sammenbrudt samfund. Og en krigserklaering baseret på en bekaempelse af nynazisme og homoseksualitet i Ukraine – det kan dårligt komme laengere ud.

Det er ondskab af en anden verden, og selv om påskens og kristendommens budskab er, at vi alle besidder ondskaben, og alle er skyldige, så har skyldbevidstheden heldigvis ikke fået de vestlige stater til at ryge i den faelde at indrømme skyld i krigen i Ukraine. Den ligger på Putins bord, selv om der findes stemmer i den vestlige og danske opinion, som forsøger at relativere det. Interessant nok lader der til at vaere et sammenfald mellem dem, der mener, at vi med vores fremfaerd har fremtvunget Putins og Ruslands reaktion, og dem, der sjaeldent kunne drømme om at udpege vestlig skyld i forhold til f.eks. kolonihistorien eller imperialismen. Men det er en anden diskussion.

Krigen i Ukraine er et ondsindet eksempel på, at Gud har forladt verden, og at vi er overladt til os selv og hinanden. Det inkluderer også Vladimir Putin og hans destruktive mørke. Påskens fortaelling om Jesu død foregår også i en ramme af vold, magtmisbrug, fortvivlelse og gudsforladthed. Det handler om døden som det eksistentielle grundvilkår, men det er også fortaellingen om et håb og lys, der overvinder død og mørke.

Det kan vaere svaert at overbevise sig selv og hinanden om i disse tider. Men om man tror på påskens budskab om opstandelse eller ej, så er det en pligt, at man insisterer på, at der er en vej ud af selv det mørkeste mørke, både som individ og faellesskab. Heldigvis er der meget i den vestlige samling om at byde Putin modstand og Ukraine og dens stakkels befolkning hjaelp, der dokumenterer denne pligtfølelse. Dermed bekraeftes også troen på et fremtidsvendt håb, der tror på, at det gode overvinder det onde og insisterer på frihed, frimodighed og frisaettelse og er sin historie og kultur tro.

Glaedelig påske.