Påskens budskab fra Ukraine: Tilgiv dem ikke, thi de ved, hvad de gør
Påsken er det kristne livs inderligste øjeblik, og påsken er over os – om end senere i det ortodokse Ukraine end i det katolske og protestantiske Vesteuropa – med et af Biblens mest indtraengende budskaber: »Herre, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.«
Vladimir Putin, den russiske krigsherre og hans kumpaner, ved ganske nøje, hvad de gør. De korsfaester Ukraine, de har gang i deres fjerde eller femte krig mod Europas civilisation og Europas kultur, siden de tog magten i 2000. Det putinske Rusland har igen og igen kraenket internationalt bindende aftaler, herunder FN-charteret af 1945, Slutakten af 1975 om Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Budapest-traktaten af 1994, hvori Moskva forpligter sig til at respektere Ukraines graenser og territoriale integritet mod, at Ukraine afgiver sine atomvåben. Putins seneste aggression anslås indtil videre at have kostet 25.000 mennesker livet, og myrderierne fortsaetter.
Brutalitet, løgn og bedrag er ikke nyt i Rusland, hverken det zaristiske, det kommunistiske eller den putinske afart. Patriark Kiril har helt officielt velsignet Putins storrussiske-ortodokse korstog i det ortodokse Østukraine. At muslimske terrorister – tjetjenere og syriske lejesoldater – myrder kristne ukrainere, fortier den KGB-uddannede Kiril behaendigt.
I Kyivs Volodymyr Katedral mindes jeg Jesu Kristi ord som fortalt af apostlen Lukas: »Herre, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.« Gudsønnen, sømmet op på sit kors, tilgav ikke. Det lod han sin fader i himlen om. »Det er ingen synd at draebe en fjende,« fastslår metropolit Epifanius, den ukrainske nationalkirkes overhoved. »Vi ønsker ikke vore naboers død, men de er traengt ind i vort hus. Vi må beskytte vore familier, vore hjem og vort faedreland … Den, der kommer til os med svaerdet i hånd, må forvente at dø ved dette svaerd.«
Ortodoksien har interesseret mig og grebet mig i årtier. Jeg kender den fra Konstantinopel over Balkan og Østeuropa til det fjerne Sibirien. Katolikkerne og protestanterne har muligvis de bedre teologer, de ortodokse er de bedre troende. Der er mere inderlighed, praesternes sang, menighedens andaegtighed, røgelseskarrene og den gyldne ikonostas. Der er den levede og levende tradition, småkirkerne ude på landet fjernt fra de højere klerikale lag, der alt for ofte – russerne isaer – blamerer sig i statsmagtens forbryderiske aerinde og gør det endnu engang denne påske.
For nylig mødte jeg en gammel ven i Aarhus, tidligere biskop Kjeld Holm. Mennesket kan ikke tilgive, mente han.
Tilgivelsen kan kun tilstås af
Gud og kun, når den gjorte skade er udbedret. Da de døde i Ukraine forbliver døde, kan skaden ikke udbedres. Altså er ingen tilgivelse mulig. Jeg har siden tilbagelagt omkring 2.000 km på de ukrainske landeveje. Jeg har mødt jaevne mennesker, bønder og arbejdere, akademikere og soldater, praester og flygtninge, ortodokse, katolikker og protestanter. De fleste var staerke i troen, kun få forestillede sig en forsoning mellem ukrainere og russere. Tilgivelse kom ikke på tale. Det ville vaere ukristeligt.
I Ukraine gaelder det denne påske om at overleve. Tilgivelse må Gud tage sig af. Putin og hans håndlangere korsfaester Ukraine. De ved, hvad de gør. Det kan ikke tilgives.
I Ukraine gaelder det denne påske om at overleve. Tilgivelse må Gud tage sig af. Putin og hans håndlangere korsfaester Ukraine.