Ringere kvalitet skaber sundhedsvaesenets Bermudatrekant

Ad flere omgange har en raekke konservative regionsrådsmedlemmer og folketingskandidater skrevet i JP om Bermudatrekanten mellem regioner, almen praksis og kommuner og mener, at den praktiserende laege, kaldet ”familielaegen”, bør vaere omdrejningspunktet for borgernes sundhed.

Familielaegen eksisterer muligvis i tyndtbefolkede områder med én eller få laeger, men har i årevis vaeret en illusion i større byer. Personligt har jeg haft den samme laegepraksis siden 1963 og er på min sjette laege uden selv at have skiftet laege. Ringer jeg for en hurtig tid, må jeg tage den laege i praksis, som tilfaeldigvis har plads, og ofte har det vaeret en turnuslaege, som jeg ikke har set før og ikke kommer til at se igen. Fagligt er jeg tryg ved det, men familielaege min bare ...

Med 61 års type 1-diabetes, 32 års hjertesygdom plus andre følger af de mange års diabetes, er jeg blevet fulgt på specialafdelingerne Steno Diabetes Center og kardiologisk afdeling, når der var behov for det. Nu, hvor min samlede situation er mere kompliceret end nogensinde, og hjertesygdommen byder store udfordringer, har man tilbagevist mig til praktiserende laege for årlige konsultationer, hvor laegen aldrig har fulgt min udvikling og ikke har og ikke skal have specialviden inden for de pågaeldende områder.

Bermudatrekanten er opstået ved, at hospitalets specialafdeling af kapacitetsmaessige og økonomiske årsager ikke vil tage sig af de patienter, som bør blive i det specialiserede system, men ønsker at få patienterne ud af røret så hurtigt som muligt ved at henvise dem til almen praksis – i naerhedens navn. For første gang i 61 år må jeg på lange straek klare mig selv og må takke min laege på Steno for sin tålmodighed i forhold til opgaver, som ikke er hans ansvarsområde.

Praemisserne for superhospitalerne var 20 pct. faerre sengepladser, hvilket på Nordsjaellands Hospital er blevet til 31 pct. faerre senge. De faerre sengepladser skulle modsvares af 50 pct. mere ambulant behandling. På byggeriet har man halveret antallet af ambulatorierum, der er betydeligt under udgangspunktet.

Et mindre omfang modsvares af øget ambulant behandling i de to planlagte sundhedshuse, men resten af de ambulante opgaver, som hospitalet forudsattes at løse, henviser man til almen praksis, der fører til ringere kvalitet, der ellers er det afgørende for patienterne.

Denne udvikling er økonomisk begrundet.