Hvorfor skal grøn transport vaere trøstesløs?
Jeg kunne lige så godt have taget bilen. Men nu ville jeg gøre noget godt og grønt – så jeg tog Nebelgrisen. Det kan godt vaere, den er en uundvaerlig del af egnen, men meget kunne vaere bedre – og skal vaere det, hvis ikke vi bare skal tage den bil naest
Det er sidst på eftermiddagen og vintertid. Jeg står i det svindende dagslys på jernbanestationen i Oksbøl og fryser, men det har jeg selv vaeret ude om. Jeg skal til Esbjerg og har besluttet mig for at rejse med Nebelgrisen, som lokalbanen kaldes i folkemunde. At tage med de kollektive transportmidler er jo noget, alle grønne råd og naevn anbefaler, så jeg har valgt at vaere grøn, men det viser sig at have sine omkostninger, og i Oksbøl er vestenvinden en af dem. Den er kold og vedvarende, så jeg søger lae, og det er jeg ikke ene om.
En ung mand med mørk fleecetrøje og haette går søgende frem og tilbage på perronen. En kvinde i dynejakke har sat sig på en murstensbaenk under et halvtag og taender sig en cigaret. Jeg selv finder en krog ved en lille udbygning til stationsbygningen og skutter mig. I stationsbygningen er der godt nok et ventevaerelse, men lyset er slukket, og døren er låst, så jeg må nøjes med at kigge ind på de rødmalede baenke gennem nogle snavsede ruder.
Så står jeg her og taenker, at jeg kunne have undgået alt dette. Jeg kunne have sat mig bag rattet i min bil og drønet afsted på landevejen til Esbjerg. I bilen ville der vaere varme, komfortable saeder, et baeger med kaffe, lidt mundgodt og dejlig musik, men jeg ville også have udledt udstødningsgasser og andet skadeligt, så jeg valgte den miljørigtige løsning.
Derfor står jeg her og skutter mig i blaesten. Rart er her ikke.
På sådan en dag er det svaert at fatte, at Nebelgrisen er en del af egnens stolthed, men det er den. Banen har en betydning, der raekker langt ud over transport af mennesker og varer. Den er med til at give egnen mellem Varde og Nørre Nebel karakter.
Det viste sig, da banen for nogle år siden var truet af nedlaeggelse. Økonomien var elendig, vognparken traengte til fornyelse, og partiet Venstre, der sad på de ledende poster i Region Syd, foreslog, at banen skulle nedlaegges. Det udløste en voldsom protest fra lokalbefolkningen. En protest, der vistnok kom bag på politikerne, men som viste, at folk var stolte af den bane. Den hørte med til deres opfattelse af dem selv som vestjyder, så de kaempede for at bevare den, og de vandt.
Banen blev bevaret, og glaeden var stor. Desvaerre rummede sejrsglaeden ikke kraefter til vedligeholdelse af banens ventepladser og naere omgivelser. De fik lov til at ligge hen som forblaeste stumper af sibirisk tristhed.
Efter endnu nogle minutters ventetid skimtes omsider et lys på skinnerne mod nord. Det er Nebelgrisen, der naermer sig. Toget standser, og vi går ind og saetter os, og sikke en forandring. Inde i toget er der liv, lys og varme. En flok skoleelever muntrer sig med glade råb og høj latter.
På en skaerm kan man se tv-nyheder, og der er oplysninger om køreplaner, ankomsttider og forbindelser til bus og tog ved stationer laengere fremme. Her sidder man behageligt. Gennem store panoramavinduer kan man se det smukke vestjyske landskab langs Varde Ådal glide forbi, og alt er godt, men dermed er ikke sagt, at alt er godt nok, for det er det ikke. Ventetiden på Oksbøl Station var ikke god. Desvaerre var den heller ikke enestående.
Gennem mange år har jeg rejst på kryds og tvaers gennem det danske land og brugt både fly, bil, busser og tog, så jeg ved, at mange lokale stationer er lige så triste som Oksbøl Station, og nu spørger jeg: Hvorfor skal den grønne transport finde sted i et trøstesløst miljø? Det må da kunne gøres anderledes og bedre. Hvis man vil have folk til at skifte fra bil til tog, bør man gøre den offentlige trafik mere indbydende og venlig. Den skal rumme tilbud, der er lige så komfortable og laekre som dem, man får, når man kører i bil eller rejser med fly.
Kolde hjerner vil sikkert forklare, at det ikke kan lade sig gøre. De små lokalbaners økonomi er så elendig, at der er ikke penge til at holde perroner og stationsbygninger ved lige, så hvis du vil rejse grønt, må du vaere indstillet på at gøre det i omgivelser, der oser af gråt forfald. Sådan lyder argumenterne, men dem bør vi ikke acceptere. Vi skal forlange noget mere. Den grønne omstilling skal ikke blot bestå i en liste over ting, vi skal give afkald på. Den skal også give os et bedre liv med renere luft, mindre stress og mere faellesskab på alle platforme.
Så mens jeg sidder i Nebelgrisen, drømmer jeg om, hvordan det vil blive at rejse gennem landet i den grønne omstillings tid. Til den tid vil de lokale stationer vaere pyntet med blomster i krukker og kurve, pladserne foran dem vil vaere velholdte og rene, og hvad ventesalene angår, vil de vaere udstyret med bløde saeder, smuk belysning og tilbud om drikkevarer og sandwich.
På vaeggene vil den lokale kunstforening sørge for ophaengning af billeder med kunstnerisk kvalitet, og det lokale bibliotek vil have en reol med et udvalg af bøger, som man kan låne, i tillid til at de bliver leveret tilbage efter endt laesning.
På ophaengte tv-skaerme kan man se nyheder, debatter og reportager, der er produceret af den lokalredaktion, som biblioteket driver sammen med ugeavisen. Venterummene vil i øvrigt vaere indrettet, så de imødekommer det moderne liv, hvor det at rejse også er at arbejde, så i stationsbygningen vil der vaere arbejdspladser i bokse med skrivebord, stol, kaffe, vand, te og wi-fi. I de lokaler, hvor stationsforstanderen og andet personale før havde deres kontorer, vil der vaere kontorhoteller med mødelokaler, printerudstyr, plancher og andet nødvendigt.
Det hele holdes ved lige af frivillige foreninger, og genbrug har høj prioritet, så de computere og printere, der er til rådighed for enhver, har alle vaeret brugt af lokale virksomheder. De har efterfølgende vaeret til eftersyn i stationens repair-café, hvorefter de er så gode som ny.
Ansvaret for drift og vedligeholdelse er i øvrigt overladt til den lokale klub af mandlige seniorer. Til gengaeld for indsatsen får de klublokale med lys og varme i stationsbygningen.
Hvad ventesalen angår, vil den vaere åben døgnet rundt, og da der altid vil vaere liv og lys i stationens lokaler, skal man ikke frygte haervaerk. Hvad billetsalget angår, vil det imidlertid ikke vaere muligt at købe billetter til toget. Såvel billetautomater som billetkontrollører vil nemlig vaere afskaffet, for det at tage toget bliver sidestillet med at gå på fortovet eller at faerdes på gader og veje, og det koster jo heller ikke noget. Ja, sådan bør det blive.
Mit hoved bobler med forestillinger om, hvor rart, interessant og meningsfuldt det bliver at rejse grønt i fremtidens Danmark.
Da saenker toget pludselig farten. Jeg ryger frem i saedet og ser mig om. Folk rejser sig og tager overtøjet på og går mod udgangsdørene.
Med endnu et ryk standser toget og holder stille.
Jeg kigger ud og ser til min overraskelse, at vi allerede er ankommet til Esbjerg.
Det gik sørme hurtigt, men sådan er det, når man får hjaelp af fantasiens vinger. Rart og sjovt var det faktisk også at rejse på den måde, så tilbage er kun at sige: Tak for turen i de grønne drømmes land.
På sådan en dag er det svaert at fatte, at Nebelgrisen er en del af egnens stolthed, men det er den. Banen har en betydning, der raekker langt ud over transport af mennesker og varer. Den er med til at give egnen mellem Varde og Nørre Nebel karakter.