Vi føler den sivende krigsangst laegge sig hen over Europa

De ideologiske forskelle i fransk politik og Boris Johnsons dårlige dømmekraft minder os om tiden inden krigen, men vores laengsel efter fred varer nok et stykke tid endnu.

Vi laenges efter normaliteten inden krigen, hvor der ikke var lig og braendende ruiner i nyhedsudsendelserne, fortvivlede mennesker på flugt med en gådefuld Putin som dulgt dukkefører i det store mareridt og smørpriser på himmelflugt.

Kastanjetraeerne i den smukke by er sprunget helt ud. Turisterne er tilbage. Brødet stadig verdens bedste, bedre end nede hos mig i Sydfrankrig. Venstreorienterede parisiske Bobo-mennesker, Bobo betyder ”Bourgois-Boheme”, stemmer tit på venstrefløjspolitikeren Jean Luc Mélenchon. Ham var vi til valgfest hos i den lysegule, historiske cirkusbygning på kanten af kvarteret Marais sidste søndag.

Det var en sjov fest. I Paris ser trotskister, kommunister, feminister, økologer og LGBT-aktivister ud som elegante fotomodeller i dyre alternative modemagasiner. Den franske venstrefløj har aldrig bredt sit oprør ud til også at ville omstyrte god smag og dristig aestetik. Den 70-årige trotskist, JeanLuc blandt venner, fik i søndags naesten lige så mange stemmer som Marine Le Pen fra National Samling, men Jean-Luc røg ud af løbet. Det blev praesident Macron og Marie Le Pen i slutrunden. Så nogle af de smarte bobo’er ved valgfesten i søndags vil nok holde sig for naesen og stemme på MaAfsløringer cron i sidste, afgørende runde. Eller de vil helt undlade at stemme den 24. april. Mange på den franske venstrefløj hader Emmanuel ligeså meget, som de hader Marine.

Men Mélenchons usmarte, fattige venstrefløjsvaelgere ude på landet og i de små byer, de stemmer nok snarere på Marine i anden runde end på praesidenten. Marines synspunkter falder tit sammen med venstrefløjens. Hun vil ligesom venstrefløjen have langt mindre EU og Nato end nu, mere protektionisme og flere nationaliseringer. En staerk stat, der styrer økonomien og derved vaerner om fattige franskmaend.

Begge fløje vil have pensionsalderen ned til 60 fra det nuvaerende 62, mens Macron vil have den op til 65. Marine og venstrefløjen er faelles om ikke at kunne lide USA. Naturligvis er venstrefløjen ikke indvandrerkritisk på samme måde som Marine Le Pen. Der er forskel. Men indvandring er rykket nedad på vaelgernes hitliste. Det er privatøkonomien, der taeller. Så man kan godt foretage en politisk spagat ved at stemme på venstrefløjen i første runde. Og så stemme på Marine i anden, uden at bukserne revner.

I London er både premierminister Boris Johnson og konen Carrie og venner i gang med at undskylde og betale bøder for at have festet i Downing Street 10 i coronaens tid.

af julefester og et fødselsdagsselskab for Boris Johnson med kage i strid med restriktionerne for sammenkomster skabte laenge dramatisk debat i Underhuset og i aviserne.

Men så kom krigen i Ukraine. Selskaberne i Downing Street blev til a piece of cake og puffet af kagefadet af den blodige, rystende udvikling østpå. Det blev for småt at gå op i i forhold til krigen.

Ligheden mellem de staerke yderfløje i fransk politik er interessant. Knald eller fald for Macons projekt er spaendende. Skal Downing Street rette sig efter de restriktioner, de pålagde resten, eller er ulovlige fødselsdagskager for små at diskutere?

De to sager minder os på dejlig vis og hver for sig om de normale tider inden krigen på Østfronten. Om mellemkrigstiden mellem Anden Verdenskrig og den naeste krig, der er i gang i Ukraine. Om fredstiden, hvor vi entusiastisk snakkede om diverse ideologiske forskelle i politik, om demokratiske valg og om politikeres dårlige dømmekraft i forbindelse med f.eks. fødselsdagskager. Den slags emner, som man ikke dør af eller kommer til at tude over, højest af grin. Vigtige emner begge to. I fredstider.

Nu diskuterer vi mest krigsforbrydelser i Ukraine, vi sidder ude på kanten af stolen og ser massakrer på tv-skaermene, millioner på flugt, fortvivlelse. Vi føler den sivende, giftige krigsangst laegge sig hen over Europa. Vi laenges efter normaliteten inden krigen, hvor der ikke var lig og braendende ruiner i nyhedsudsendelserne, fortvivlede mennesker på flugt med en gådefuld Putin som dulgt dukkefører i det store mareridt og smørpriser på himmelflugt.

Vi laenges efter »Fred på Jorden, i mennesker velbehag«. Vi kommer til at vente lidt endnu, frygter jeg, i denne smukke påskeuge med nyudsprungne traeer i Paris og nybagt, duftende brød i brødkurvene.

Nu diskuterer vi mest krigsforbrydelser i Ukraine, vi sidder ude på kanten af stolen og ser massakrer på tv-skaermene, millioner på flugt, fortvivlelse.