På tour med en cykelprofessor i modvind tvaers over Sjaelland

Med Per Bausager som følgesvend er intet umuligt på en cykel. End ikke at gennemføre 2. etape af årets Tour de France fra Roskilde og – naesten – til Nyborg.

Det første vi taler om, da vi mødes ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, er vinden. Vestenvinden. Modvinden.

»I det mindste så regner det da ikke,« siger den tidligere professionelle cykelrytter Per Bausager, som har indvilget i at gennemkøre den anden Tour de France-etape i Danmark med Jyllands-Postens udsendte, bedst som han står på graesset foran et af de gamle vikingeskibe med sin elegante italienske fuldblodsracer med carbonhjul og tripper for at komme afsted.

»Jeg begyndte i Roskilde Cykle Ring lige henne på hjørnet i 1968,« siger han og peger på en gul murstensbygning, vi passerer på vej ud af byen, før vi kommer ud på Lindenborgvej, som er et klassisk stykke asfalt mellem Roskilde og Holbaek, hvor der er blevet afholdt utallige enkeltstarter for den danske elite igennem årtier. Bausager kender hvert et bump på vejen.

»Pas på ca. 200 meter fremme, der plejer at ligge grus,« siger han, før vi vender enkeltstarten i København:

»Den er teknisk og kan blive helt utrolig smuk i det rigtige lys og vejr. Jeg forventer, at den kan blive et filmisk stykke danmarkshistorie.«

Den aerlige Mads Pedersen

Vi kører side om side ud mod Munkholmbroen, indviet i 1952, som kunne vaere taget ud af en Olsen-banden-film med ishusene på hver side af Bramsnaes Bugt, og vinden er fortsat lige i snotten. Trafikken er overraskende taet.

På netop denne straekning kører Per Bausager ofte med verdensmesteren fra 2019, Mads Pedersen, når sidstnaevnte har en ”hviledag” og bare skal trille en lille restitutionstur på 80 km. Her udveksler de seneste nyt fra rygtebørsen, ligesom Pedersen fodrer cykelprofes- soren med sine egne ord til den interviewbog, som Bausager er ved at laegge sidste hånd på.

»Ud over sine atletiske evner er Mads Pedersen en formidabel iagttager, selv under de hårdeste løb. Til gengaeld er han ikke meget for at tale om sine egne bedrifter. Også her skiller Danmarks nok mest kendte cykelrytter p.t. sig ud fra den almindelige motionist. Mads er rundet af den gamle skole og passer sit job professionelt med karakter, hvilket indebaerer, at han faktisk tør sige sin mening. Det gør han også i bogen.«

Den slags aerlighed er sjaelden blandt professionelle, mener Per Bausager og henviser til de sociale medier som f.eks. Twitter og Instagram, der tvinger en politisk korrekthed ned over rytterne. Helt ned i deres kontrakter bliver de bundet til at skulle ”like” opslag fra holdet eller opslag om sponsorer og kvindecykling. Kravene er defineret af arbejdsgiveren og den offentlige mening. Resultatet er faerre og faerre ryttere, der tør taenke og tale som sig selv.

Sportens sjael er i aktionerne

Vi runder Dragerup med den flotte udsigt til Holbaek Fjord og kører gennem hjertet af byen på brosten. Bausager vinker os ind til venstre. Det er blevet tid til bagerstop ved Svinninge Bageri. Hindbaersnitte, traestamme, die ganze Schweinerei, og Bausager fortaeller, at han gerne vil vaek fra det traditionelle fokus på vindere og tabere.

»Jeg er mere draget af kampen end af resultatet. Sportens sjael ligger i aktionerne. Det, man gør for at vinde, interesserer mig mere end resultatlisten, altså det modsatte af, hvad sportsjournalister normalt går op i.«

»Se nu f.eks. en føring som den, Michael Valgren tager på 11. etape i Tour de France i 2016, hvor Valgren smider 80 mand, og hans holdkammerat Peter Sagan i grønt og Chris Froome i gult kører hjem i sidevinden. Der skal en faglig indsigt til at forstå, hvor svaert det er, og den er så godt som fravaerende i den nordeuropaeiske cykeljournalistik, som langt hen ad vejen er klaphatjournalistik og kun handler om ens egne landsmaends resultater.«

Ude ved Audebodaemningen, hvor vinden naermest skubber os tilbage i Lammefjorden, får tidsånden én mere over nakken:

»Jeg synes i det hele taget, det er utroligt at iagttage forskellen på, hvornår man må vaere national. I sport er det helt o.k., ja, det er over det hele. Men i politik må man ikke vaere national i to minutter. Det er da maerkeligt.«

En anden slags frihed

Vi kommer igennem vore traengsler med lidt rulleskift og når helskindet op til Dommergårdsvej i Asnaes med det berømte panorama over Sejerøbugten. Her kommer Jacob Egholm fra amerikanske Team Trek-Segafredo pludselig trillende med to kammerater fra det Holbaek-baserede kontinentalhold Restaurant Suri – Carl Ras og en yngre fyr fra Roskildes juniorteam. De hilser hjerteligt på Bausager og bemaerker lakonisk, at de er på vej ud for at køre nogle »dødsintervaller« i bakkerne.

»Det gør I bare!« svarer Per Bausager.

»Skal I ikke også køre over Storebaeltsbroen?« spørger den fraekkeste; han hedder Mathias Larsen og har bl.a. en sejr i GP Himmerland Rundt sidste år og en tredjeplads efter Thomas Pidcock i juniorernes Paris-Roubaix i 2017 på sin palmares (liste over cykelsejre, red.).

»Nej, vi nøjes med Korsør,« kommer svaret prompte.

Vinden tager de glade unge maend, og min følgesvend forklarer, hvorfor de er så glade:

»De har deres kontor ude på landevejen i frihed og form. Det er noget, jeg siger til alle unge mennesker i cykelsporten. De skal huske at nyde det. De befinder sig formentlig i den frieste periode i deres liv. Det er måske