Det skaldede bjerg er bedre end sit rygte

»En ond guddom, der kraever sine ofre,« siger Jørgen Leth om Mont Ventoux, men vinene herfra giver god vaerdi for pengene.

Endelig. Endelig er vi her igen, for man må både rejse og smage nu, og Decouvertes de la Vallée du Rhône begynder i syd, naermere betegnet Avignon, hvor vi smager i det gamle Palais du Pape, hvor paven holdt til under Det Store Skisma.

Det er en imponerende bygning, og her er plads nok; man kan sagtens forestille de fester, den ganske tørstige pave holdt dengang, hvor netop hans krav om vin satte gang i omsaetningen. Ved en bryllupsfest for pavens grandniece i 1324 indtog man blandt mange andre delikatesser 55 får, 690 kyllinger, 580 fasaner, 270 kaniner, otte svin, fire vildsvin, 40 hjejler, 37 aender, 50 duer; man havde naturligt nok brug for nogle flasker til at skylle menuen ned med.

Nu består frokosten af en håndfuld foodtrucks, der er opstillet et stykke fra hovedindgangen. Sic transit og så videre, men hvad man måtte savne af vildsvin, opvejes til fulde af det meget righoldige udvalg af vine, der findes her. Så godt som alle er her, ingen er for fine til at stille op, som man ellers ser det i de fleste andre områder, hvor gigantsmagninger som disse mister vaerdi i takt med, at de bedste producenter i stigende grad bliver hjemme.

2019 versus 2020

Centralt i en smagning, der samler hele det kolossalt store Syd-Rhône (undtagen Châteauneuf-du-Pape, som ikke vil vaere med i Inter-Rhône), står selvfølgelig en vurdering af den aktuelle årgang. Som hernede og lige straks også i Danmark er 2020, så her er dommen: Selv om der er masser af undtagelser, så er 2020 generelt en harmonisk, glad, saftig og åben årgang, generelt mere drikkeklar end 2019 lige nu.

Alkoholprocenten er generelt lavere end året før, gennemsnitligt vel omkring et halvt procentpoint, hvad der klaeder vinen, så hvis man hører til de forbrugere, der ikke gider gemme vinen, kan man kigge efter 2020. 2019 er mere koncentreret og vel strengt taget også lidt bedre, men den er også mere tannisk og ofte lukket lige nu. Sagt helt generelt.

Denne artikel skulle egentlig primaert have handler om Laudun, som netop er blevet ophøjet til sin egen cru. Den, Gud giver embedet, giver han også forstanden, siger et gammelt

FÅ VIN I ØRERNE

Lyt til podcasten

”Hvad drikker Lillelund?” på www.jp.dk/podcast ord, men det passer ikke helt i vinens verden. Selv om Laudun formelt er på linje med Gigondas og Châteauneuf-du-Pape, gaelder det slet ikke i virkeligheden, og på det danske marked kan det faktisk vaere svaert at finde vine fra Laudun. Jeg fandt en enkelt (der er utvivlsomt flere), og den må så taelle som en slags symbolsk repraesentant for det nyligt ophøjede område, som vi forhåbentligt kommer til at høre en del mere til.

I stedet har jeg valgt et par håndfulde vine fra Ventoux, som giver god vaerdi for pengene. »En ond guddom, der kraever sine ofre,« siger Jørgen Leth om Mont Ventoux, som mange kender som det skaldede bjerg, selv om navnet rettelig betyder det vindblaeste bjerg. Appellationen straekker sig fra udkanten af det gamle romerske centrum Vaison-la-Romaine og godt 50 km i sydøstlig retning til byen Apt på graensen til Luberon. Der er ikke marker på selve bjerget, men i højderne omkring, og højde er afgørende, når det bliver varmt, og det gør det i det sydlige Rhône. Ikke mindst i Ventoux.

Jyllands-Posten var inviteret til Decouvertes de la Vallée du Rhône af Inter-Rhône