Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus bekraefter sin relevans i 2022-versionen
En generøs censurkomité har afstedkommet, at Kunstnernes Påskeudstilling i år rummer usaedvanlig mange vaerker, men det styrker kun bevidstheden om, hvad der rører sig i billedkunstens vaekstlag.
KUNSTUDSTILLING
KUNSTNERNES PÅSKEUDSTILLING KP22 KUNSTHAL AARHUS
J.M. Mørks Gade 13, Aarhus C.
Til den 8. maj 2022
For 30 år siden deltog signaturen bag denne anmeldelse på Kunstnernes Påskeudstilling i det, der dengang hed Århus Kunstbygning. Dengang var KP, som udstillingen populaert betegnes, en stor begivenhed på kunstscenen. Et gigantisk arbejde blandt kunstnere og organisatorer blev en gang om året sat i system, da i tusindvis af vaerker skulle bringes til kunstbygningen til bedømmelse af en kunstfaglig jury.
Siden er der løbet meget vand gennem Aarhus Å, og i dag er udstillingen tilsyneladende gennem en laengere periode blevet nedprioriteret i Kunsthal Aarhus’ program, og det kan man mene om, hvad man vil; men udstillingskonceptet lever og er stadig relevant på en kunstscene, der er mangfoldig som aldrig før.
En vaesentlig aendring i forhold til tidligere men det store antal har til gengaeld afstedkommet en komprimeret disponering, og maleriet udgør her et dominerende islaet i helheden.
Det er umuligt at naevne samtlige kunstnere i et så fortaettet program, men ud over de drabeligt mange malerier er der heldigvis vedkommende kunstvaerker inden for grafik, foto og installation.
I førstnaevnte kategori er det vaerd at fremhaeve Rasmus Klitgaard Hansens fine akvatinteaetsninger med motiver fra hverdagen. Disse fylder måske ikke så meget i helheden; men det gør til gengaeld Henrik Soelmarks to store mekaniske installationer, som i deres konstruktion rummer en form for absurd perception.
Inden jeg tager en flygtig tour de force gennem udvalget af malerier, bør jeg fremhaeve et par fotografiske vaerker. Det helt basale sort-hvide fotografi dyrkes smukt med temaet ”Draenet fjordland” af Michael Abel, og her er kontrasten til f.eks. Hans Carl Finsens staerke skildringer af arkitektur udpraeget.
Blandt malerne rummer Vibeke Jensens nutidige pointillisme store kvaliteter. Det samme kan siges om Berit Kyeds følsomme skildringer af den 87-årige Palle.
Mangfoldighed i vaekstlaget besegles
Matvey Slavins groteske scenarier i sort og brunt haenger frit fra loftet og skaber et diffust og grotesk rum i kunsthallens underetage, og Jonathan Larsens organiske kompositioner er også svaere at overse. Det er dog i malerisektionen Carsten Crone Caroc, der fylder mest med en ganske overbevisende maleriinstallation rummende ikke faerre end 160 mindre malerier sammensat til en vrimlende organisme.
På papir er det svaert ikke at oparbejde en fascination af Marc Du, der har udfordret tegnemediet i vaerket ”Med forført hånd” med kuglepen. 25 sammensatte tegninger af Jona Borrut optraeder i et magisk perspektiv, og de tusinder af ganske små streger, som tegner en komposition med referencer til amerikanske Julie Mehretu, vil sikkert virke dragende på mange.
Udvendigt kan man opleve en skulptur af Lior Nønne Malue Hansen, der symboliserer de olympiske ringe og et foretagende, der for laengst har givet afkald på sin uskyld. Alt imens har Jonas Erboe iscenesat et maratonløb rundt om kunsthallen på åbningsdagen. Således besegles mangfoldigheden i billedkunstens vaekstlag i et udstillingskoncept, der helt åbenlyst bekraefter sin relevans på samtidskunstscenen.