Ja-partier vil respektere smalt EU-nej, selv om de ikke er forpligtede til det
Ved EU-afstemningen vil sofavaelgerne ifølge grundloven arbejde for ja-siden, men en aftale afmonterer mekanikken. Minister: »Et nej er et nej, og et ja er et ja«.
Det kan lyde logisk.
Når danskerne den 1. juni går til stemmeurnerne ved folkeafstemningen om EUforsvarsforbeholdet, vil et nej betyde nej, og et ja vil betyde ja. Uanset, hvor mange vaelgere der møder frem og stemmer.
Men det er faktisk en undtagelse fra hovedreglen.
Regeringen har derfor sammen med ja-partierne Venstre, SF, De Radikale og De Konservative besluttet, at en saerlig regel i grundloven, der kunne spaende ben for et smalt nej ved folkeafstemningen, ikke kommer i spil.
En aftale, der får ros fra en uventet kant.
Men først lidt valgteknik. EU-folkeafstemningen reguleres af grundloven. Og ifølge §42 stk. 5 kraever det en vis stemmedeltagelse, før et »nej« fra vaelgerne kan forkaste den lov om dansk deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde, som et flertal i Folketinget vil have vedtaget før valgdagen.
Mindst 30 pct. af de stemmeberettigede skal stemme nej, før lovforslaget »bortfalder«, som det er formuleret i grundloven.
Stemmer kun halvdelen af vaelgerne, vil et smalt nej på f.eks. 52 pct. ikke vaere nok. For selv om nej-fløjen her vil have flertal blandt dem, der stemte, så vil de ikke udgøre mere end 30 pct. af alle de stemmeberettigede. De vil kun udgøre 26 pct.
Som jurister skriver i den kommenterede udgave af grundloven, betyder reglen, at sofavaelgere »vil fremme Folketingets lovforslag«. I dette tilfaelde, at forsvarsforbeholdet afskaffes.
Jørgen Elklit, valgforsker og professor emeritus fra Aarhus Universitet, forklarer, at reglen skal sikre, at en meget lille andel af befolkningen ikke kan blokere for noget, som et flertal i Folketinget ønsker:
»Man kan forestille sig, at et lovforslag, der ikke interesserer nogen, kommer til afstemning, og så stemmer 5 pct. af de stemmeberettigede nej, og 4 pct. stemmer ja. Så er der mindre grund til at tage det alvorligt. Men hvis naesten en tredjedel af de stemmeberettigede er imod et forslag, så er det alligevel noget. Det er logikken.«
I lovforslaget om EU-afstemningen afmonterer regeringen og ja-partierne dog grundlovens mekanik.
Aftalepartierne er enige om, at »folkeafstemningens resultat bør respekteres uanset valgdeltagelsens størrelse«, står der i bemaerkningerne til loven:
»Regeringen finder derfor, at forsvarsforbeholdet ikke bør afskaffes, hvis et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvaelgere stemmer mod lovforslaget, selvom et nej-flertal måtte udgøre mindre end 30 procent af samtlige stemmeberettigede«.
Selv om forslaget er vedtaget af Folketinget, og selv om det ifølge grundloven – i tilfaelde af lav valgdeltagelse – ikke nødvendigvis er forkastet, har regeringen og Folketinget helt lovligt mulighed for droppe forslaget igen. F.eks. ved ikke at stadfaeste det eller ved at fremsaette et nyt lovforslag, der ophaever det gamle.
Kofod: Besynderligt andet
Jørgen Elklit vurderer, at japartierne på forhånd vil lukke en mulig diskussion om, hvorvidt en lav valgdeltagelse kan vaere en fordel for ja-siden, og kalder tilsagnet »fornuftigt«.
»Så kan det blive en diskussion om, hvad folk egentligt mener: ja eller nej.«
Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod er det vigtigt, at befolkningen får det sidste ord, fordi EU-forbeholdet er født ud af et folkeligt krav og en politisk aftale i 1992, som blev stadfaestet ved en folkeafstemning året efter.
»Hvis et flertal stemmer nej, vil vi respektere det – uanset om vi formelt er forpligtede til det. Et nej er et nej, og et ja er et ja. Det ligger også i hele aftalekomplekset omkring forbeholdene helt tilbage fra 1992, at skulle man afskaffe et forbehold, skal det ske efter en folkeafstemning. Og så ville det vaere besynderligt, at man ikke lyttede til danskerne og respekterede det flertal, der måtte vaere for det ene eller det andet,« siger Kofod.
Udenrigsministeren kalder dog spørgsmålet »hypotetisk« og appellerer til, at debatten om forsvarsforbeholdet rykker videre fra det han kalder »proces«:
»Jeg kunne meget godt taenke mig at drøfte indhold, og hvor vigtigt det er, at vi hver isaer som lande i Europa spørger os selv, hvad vi kan gøre i lyset af Ruslands uprovokerede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine og den trussel mod europaeisk sikkerhed, som den udgør. Vi skal styrke Nato, men Danmark skal selvfølgelig også deltage fuldt og helt i EU’s samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe forbeholdet.«
Gentager Løkke-løfte
Aftalen blandt ja-partierne ligger i forlaengelse af en lignende forståelse, der blev lavet op til folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015.
Ifølge Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, er det naturligt at gentage løftet ved denne afstemning.
»Det handler om, at beslutningen skal have legitimitet bag sig. Derfor er vi enige om blandt aftalepartierne, at forbeholdet ikke afskaffes, selv om et eventuelt nej-flertal måtte udgøre mindre end 30 pct. af de stemmeberettigede,« siger hun.
I 2015 stemte et flertal af vaelgerne nej til at afskaffe retsforbeholdet. Valgdeltagelsen var forholdsvis lav, og nej-siden udgjorde 37,5 pct. af de stemmeberettigede vaelgere. Dermed var grundlovens regel om 30 pct. opfyldt med en margin på cirka 300.000 nejsigere.
Ved Maastricht-afstemningen i 1992 og euro-afstemningen i 2000, der også endte med nej, udgjorde nej-siden hhv. 41,7 pct. og 46,1 pct. af de stemmeberettigede.
Selv om grundlovsreglen ikke tidligere har vaeret et problem for nej-siden, roser Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, ja-sidens tilsagn.
»Forbeholdet er jo vedtaget af befolkningen, og derfor er det meget rimeligt, at hvis man skal aendre det, så er det befolkningen selv, der afgør det – også selv om der er en teknisk finesse i grundloven.«
Det ville vaere besynderligt, at man ikke lyttede til danskerne og respekterede det flertal, der måtte vaere for det ene eller det andet.