Hvem gider høre fars musik? Hvem gider i det hele taget høre på far?
Der sker ikke den laengere den samme overdragelse af vaerdier og kultur fra foraeldre til deres børn som i tidligere generationer, mener børneforsker og historiker. Spørgsmålet er, om der er noget at gøre ved det – og om man skal insistere på, at børnene skal lytte til fars musik?
Der udspillede sig en kulturkamp for nylig i en Volkswagen lidt vest for Give. På overfladen handlede det om, at foraeldrene på forsaederne og børnene på bagsaederne var uenige om, hvilken musik der skulle spilles undervejs til familiens bagland. Under overfladen lå der et forsøg på at give hjerteblod og kultur videre fra en generation til den naeste, sådan som det vel naermest altid er foregået.
Engang sad børnene omkring bålet og hørte de voksne fortaelle historier, og da jeg var barn i 1980’erne var forbindelsen mellem generationerne stadig på plads i den forstand, at min adgang til musik var min fars pladesamling. Når der blev sat Bob Dylan på anlaegget i stuen, hørte vi alle Bob Dylan.
Denne dag i bilen vest for Give ville børnene høre Justin Bieber eller hittet ”Stor Mand” med Andreas Odbjerg. De er ni og fem år, og de skal bare høre efter, når far saetter en plade på, men det gør de netop ikke, for de har allerede deres helt egen musiksmag.
»Vi gider ikke at høre fars musik,« lød det, og jeg gav mig, men da de fik telefonen om på bagsaedet stod det klart, at der var noget større på spil.
Det handlede om at vise sine børn, hvem man er. Jo mere jeg taenkte over det, des mere foruroliget blev jeg, for meget af det, som jeg gør, er usynligt for børnene. Jeg laeser aviser på min mobiltelefon, men de kan ikke se, om jeg surfer på Facebook eller laeser om det franske valg. Jeg laeser i en roman på sofaen og går til fodbold, når de sover. De ser ikke det, som jeg elsker at gøre. I deres øjne er jeg vel et menneske, der holder af at spille UNO og ordne vasketøj.
Et par dage senere nynner jeg Odbjergs ”Stor mand” på cyklen – og jeg beslutter mig for at tage kulturkampen, før det er for sent. Jeg laver en liste over musik, som jeg elsker, og laegger en plan om at saette mig på matriklens playliste for at vise børnene, hvem jeg er. I mellemtiden går jeg i gang med at ringe til mennesker, der har forstand på opdragelse.
Det usynlige voksenliv
Eva Gulløv, professor på DPU, Aarhus Universitet lytter og svarer, at hun genkender, at der er sket aendringer i mønsteret for overførsel af viden og vaerdier fra en generation til den naeste.
For et par generationer siden var børnene en del af foraeldrenes arbejdsliv og hverdag, hvis de f.eks. boede på en gård. Siden kom de danske børn i daginstitutioner, og de har i dag mindre tid sammen med deres foraeldre end tidligere. Dertil er så kommet de digitale flader, der sender børn og foraeldre i forskellige retninger, når de så faktisk er sammen.
»Den mindre tid sammen betyder helt sikker noget, men på den anden side, så er foraeldre i dag meget mere involveret i deres børns liv, end da jeg var barn i 1970’erne. Dengang stod der ingen foraeldre på sidelinjen til en håndboldkamp. I dag er det modsat for mange helt utaenkeligt ikke at stå på sidelinjen,« siger Eva Gulløv, som peger på, at jeg – der var barn i 1980’erne – er vokset op i en historisk parentes, hvor foraeldre begyndte at involvere sig i børns liv, men da der endnu ikke var et digitalt liv.
Eva Gulløv peger på, at den største forandringen er, at foraeldres liv er blevet mere usynligt for børnene – både arbejdsliv og fritid.
»Børn noterer sig, hvad voksne gør, bl.a. deres rutiner i hverdagen. Men også, hvad voksne er optaget af, f.eks. om foraeldre engagerer sig i andre mennesker, om de saetter deres egne behov til side for at hjaelpe andre og viser omsorg for den tante i familien, der er blevet syg. Det kan måske vise sig, at den slags normer og vaerdier er blevet mere usynlige for børn, enten fordi de foregår, mens børn er i institutioner, eller foregår digitalt, hvor det er svaert for andre at se, hvad der foregår. Og jeg vil sige, at der i hvert fald er en risiko for, at det svaekker vaerdifaellesskabet i en familie.«
Foraeldre skal vaere en klatremur
Professor emeritus Per Schultz Jørgensen har i flere generation fulgt familie- og børnelivet i Danmark. Han har opfordret nutidens foraeldre til i højere grad at opdrage deres børn. Foraeldre skal vaere en mur, som børn kan klatre op ad, lyder en af Schultz Jørgensens pointer. Det er som med en vedben – uden en mur vil den krybe hen ad jorden. Som han siger, er det svaert at vaere foraeldre i et individualiseret samfund, men netop derfor er det i dag vigtigt, at vi viser vores børn, hvem vi er.
»Børn har altid vaeret frontløberne, der opfanger de nyeste signaler. Da jeg var barn, praesenterede jeg mine foraeldre for Louis Armstrong. Det nye i dag er, at samfundet er så accelereret og højteknologisk, at det ender med, at de rammer, som har bundet børn og foraeldre sammen, er blevet svaekket. Grundstrukturen og det faellesskab, der har bundet en familie sammen mellem generationerne, er ved at forsvinde, fordi børn og foraeldre i mindre grad deler hverdag,« siger han.
Per Schultz Jørgensen beskriver, hvordan der i tidligere generationer var en anden rytme, der bandt hverdagen sammen i familierne. Det handlede om, at have en tilknytning til et lokalområde, om at foraeldrenes ar
bejde var synligt, og at en af foraeldrene desuden ofte gik hjemme, i hvert fald i en del af børnenes hverdag.
»I dag er børn påvirket og formes mere end nogensinde af deres jaevnaldrende frem for af foraeldrene, som må erkende, at de kulturelt set mere eller mindre er haegtet af. Og når børn og foraeldre er sammen i hjemme, befinder de sig en del af tiden i hver sin boble med digitale medier – bl.a. fordi det jo er blevet muligt at vaere sammen med sine venner på afstand.«
Historiens betydning
Historiker og lektor emeritus Michael Böss har skrevet bogen ”Det Demente Samfund”. En central pointe i den er, at ethvert samfund er historisk. Det kraever derfor, at dets befolkning er historiebevidst, og at det er op til både foraeldre, skoler, medier og folkeoplysning at skabe og bevare den historiske bevidsthed.
»En af konsekvenserne af at leve i et rent ”nutidssamfund” er, at man ikke bruger fortiden som en ressource. Altså som en hjaelp til at forstå, hvad der sker i nutiden,« siger Böss, som i sin bog skriver, at historieløshed kan få os til at tro på, at »alting sker af nødvendighed«.
Historiebevidsthed kan derimod få os til at forstå, at vi kan forandre verden, og at vi har et historisk medansvar.
»Jo hastigere udviklingen i samfundet foregår, des mere tilbøjelig vil den nye generation vaere til at beskylde foraeldrene for at leve i fortiden. Ikke desto mindre gør netop den hast, hvormed forandringer sker i dag, behovet for at skabe kontinuitet mellem fortid og nutid vigtigere. Også for at kunne forstå, hvem vi er,« siger Böss, som peger på, at udfordringen engang var, at forskellige klasser i samfundet ikke forstod hinanden.
Den gaelder stadig, men i dag er der også en forståelseskløft mellem generationer – f.eks.
I dag er børn påvirket og formes mere end nogensinde af deres jaevnaldrende frem for af foraeldrene, som må erkende, at de kulturelt set mere eller mindre er haegtet af.
PER SCHULTZ JØRGENSEN, PROFESSOR EMERITUS.
når unge siger, at deres foraeldre har skabt klimaproblemerne.
»Men det kraever jo ikke megen historisk viden at forstå, at problemerne går helt tilbage til Den Industrielle Revolution, dvs. til anden halvdel af 1700-tallet. I stedet for at gøre klimakrisen til en generationskonflikt, bør vi derfor arbejde sammen på tvaers af generationerne for at løse den på en fornuftig måde. For der ligger jo ingen løsning i at genskabe et samfund, hvor gennemsnitslevealderen er 40 år.«
Mads Meier Jaeger, professor i sociologi på Københavns Universitet, er ikke så bekymret for udviklingen. Han henviser til, at studier af tvillinger har vist, at foraeldres adfaerd langtfra er det eneste, der betyder noget for, hvordan børn udvikler sig. Generne betyder 50 pct., påvirkninger af miljøer uden for familien betyder 30 pct., og kun de sidste 20 pct. skyldes familien.
»Du kan se det sådan, at din adfaerd som foraelder kan trigge det, som dine børn er disponeret for, f.eks. om de tager uddannelse, hvilke personlighedstraek, de udvikler – f.eks. om de er åbne over for andre menneske, om de er tålmodige osv. Men du skal ikke overvurdere din egen betydning. Hvis du er et omsorgsfuldt menneske, er dine børn også disponeret for at blive omsorgsfulde, selv om de ikke ser, at du opfører dig omsorgsfuldt,« siger professoren, som forklarer, at den sociale arv er mindre staerk i et lige samfund som det danske end i et ulige samfund som f.eks. det amerikanske.
»Jeg vil ikke vaere så bekymret for, at mine børn ikke får mine vaerdier i livet. Mange foraeldre er i dag meget opmaerksomme på deres børn, og da vi arbejder mindre end tidligere, har vi også mere tid til at vaere sammen med vores børn, end man havde i tidligere generationer.«
Snak med din familie
Der er gået et par uger, siden jeg skrev listen med min musik, som skulle indlede kulturkampen i familien. Det er ikke gået godt. Jeg har forsøgt med Nick Cave, mest balladerne, forstås. Jeg skruede godt op for mine helte Kashmirs fantastiske ”Zitilites”. Jeg prøvede med Bob Dylan. Så skiftede jeg til svenske Kent – hitsene fra 00’erne. Men børnene ville stadig høre Bieber og Odbjerg.
I bogreolen finder jeg jazzmusiker og hjerneforskeren Peter Vuusts bog ”Musik på hjernen – Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og spiller musik?” Vuust skriver i sin bog, at mennesker kan lide musik, som de har hørt mange gange. I telefonen forklarer han, at musik er en leg med hjernens forventninger til, hvad den skal høre, og at det handler om at ramme den rette balance mellem det forventelige og noget, der er nyt, anderledes og mere komplekst, og som derfor vaekker hjernen. Det er den såkaldte chill-effekt, altså lige dér, hvor musikken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på os.
Peter Vuust lynanalyserer Andreas Odbjergs ”Stor Mand” for at hjaelpe journalistens kulturkamp: Tricket er, at melodien ligger meget på den samme tone eller gentager den samme frase, mens akkorderne skifter nedenunder. Og så er der synkoperne i omkvaedet, hvor det enkelte stavelse ligger imellem taktslagene. Det skaber en ultimativ spaending.
»Det er ret fedt lavet, det må jeg indrømme,« siger Peter Vuust, som forklarer, at han selv har stået i mine sko og forsøgt at få sine sønner til at elske f.eks. Stevie Wonder.
»Det handler ikke kun om selve musikken. Dine børn ved, at det er din musik, og det er i den ramme, de hører den. Du kan ikke få dem til at kunne lide det, men jeg oplevede, at min søn kom et år senere og begejstret ville have mig til at lytte til netop Stevie Wonder,« siger Peter Vuust.
Måske er selve musikkampen svaer at vinde, men gaelder det også kampen for at sikre sammenhaeng mellem generationerne?
Per Schultz Jørgensen siger, at det er vigtigt at gøre forsøget. Hans råd er enkelt: »Foretag dig noget sammen med dine børn. Snak sammen som en familie.«
»Jeg tror, at du er nødt til at forsøge at lave en boble i familien og for at genskabe det faellesskab, der var i familier engang. Se en film sammen, og snak sammen om den. Foraeldres opgave er at hjaelpe børn til at skabe en holdning – og hjaelpe dem med at opbygge et indre kompas. Hvis det ikke sker, er de fortabte i det moderne samfund, hvor de skal traeffe så mange valg i deres liv,« siger han.
»Men det kommer ikke til at fungere, hvis du som foraeldre først begynder at tale sammen med børnene, når de står og skal vaelge en uddannelse.«
I bilen på vej hjem fra den ugentlige svømmetraening saetter jeg Kashmir på bilens anlaeg, trods protesterne. Der er stille lidt, og så er det, mit hjerte modulerer til et højere niveau af lykke, da jeg hører en barnestemme hviske »Flutter girl. Killing me with her sunshine«. Men det varer kort: »Men far, nu skal vi altså høre ”Stor Mand”.«
Vi sidder ved siden af hinanden på den hårde, glatte betonbaenk i det cirkelrunde svagt oplyste rum og taler om en fjern fortid. Under samtalen er vores blikke rettet mod dagens hovedperson, der med sin forvredne krop og tykke røde hår hviler nogle meter foran os.
Pludselig lyder et begejstret kor af børnestemmer på gangen udenfor, og et øjeblik efter piler en flok skolebørn energisk forbi rummets åbning.
En af dem drejer hovedet, og med et enkelt udråb får han – uden at standse op – knyttet et lille bånd mellem for- og nutid, samtidig med at han bekraefter, at manden, der ligger der foran os, er kendt af langt de fleste:
»Orv se! Der er Grauballemanden!«
Og vaek er den lille vidende løber.
Men to drenge og en pige standser op og slutter sig til os i rummet, hvor de et øjeblik saetter sig på baenken.
Den ene dreng og pigen udveksler hurtigt, hvad de ved om det berømte moselig, mens det er helt tydeligt, at den tredje føler et vist ubehag ved at sidde og betragte det forvredne, nøgne lig, som har fået halsen skåret over.
Mange andre har før ham vaeret berørt af mødet med det, som betragtes som et af verdens bedst bevarede moselig, og som dukkede op for 70 år siden i Nebelgaard Mose uden for landsbyen Grauballe, der ligger omkring 10 km nordøst for Silkeborg.
Siden Grauballemanden blev fundet og konserveret, har han vaeret udstillet flere steder i Aarhus, men han har siden 2014, da Moesgaard Museum rykkede ind i en helt ny og moderne museumsbygning, haft sit helt eget rum i museets kaelderetage.
»Vi ved efterhånden rigtig meget om Grauballemanden, men håbet er naturligvis at få endnu mere at vide i fremtiden,« siger vores vaert, arkaeolog og leder af udstillingsudvikling på Moesgaard Museum Pauline Asingh.
Hun tilføjer, at det er hendes håb, at moseliget snart vil blive genstand for en avanceret dna-test, som vil kunne fortaelle endnu mere om berømtheden og hans liv.
Måske kan det tilmed fortaelle om det samfund, som han levede i indtil omkring 290 før vores tidsregning.
Fundet af liget i Nebelgaard Mose
Lørdag den 26. april 1952 var Tage Busk Sørensen sammen med en flok andre tørvegravere i fuld sving i Nebelgaard Mose. Ved 14-tiden ramte han med sin spade noget, der var lige lovlig blødt til at vaere en af de traestammer eller traestubbe, som tørvegraverne af og til ramte med deres spader.
Han bøjede sig ned og opdagede til sin skraek, at det var en nøgen menneskeskulder, han havde ramt, og samtidig fik han øje på et rødhåret menneskehoved, der stak op af tørvemulden.
Fundet vakte bestyrtelse blandt sjakket i mosen, men dog ikke mere, end at man daekkede liget til og fortsatte tørvegravningen. Inden da var landposten vanen tro dukket op ved mosen på sin cykel, og ham bad de køre ind til Grauballe for at tilkalde den lokale laege, Ulrik Balslev, der holdt til i Aidt.
Laegen, der var meget interesseret i arkaeologi, var overbevist om, at der var tale om et meget gammelt lig, hvorfor han tilbage i laegeboligen ringede til lederen af Forhistorisk Museum i Aarhus, professor Peter Vilhelm Glob, der konsekvent omtales som P.V. Glob.
Da den navnkundige professor søndag formiddag havde studeret hovedet og de dele af liget, som stak op fra tørvelaget, var han ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om et menneske fra Oldtiden i stil med Tollundmanden, der blev fundet mandag den 8. maj 1950 i mosen i Bjaeldskovdal, som ligger omkring 10 km vest for Silkeborg.
Da Tollundmanden var blevet gravet op i 1950, blev hans jordiske rester sendt til Nationalmuseet i København, hvor lederen af oldtidsafdelingen, Therkel Mathiasen, og andre mente, at det var alt for makabert, uetisk og anstødeligt at konservere og udstille hele Tollundmandens originale krop. Efter en lang raekke undersøgelser blev hans hoved og ene fod konserveret, mens resten af kroppen først i nyere tid blev delvist rekonstrueret på de oprindelige knogler.
Med fundet af liget i mosen fik P.V. Glob opfyldt en laenge naeret drøm om, at der ville