»Jeg har skrevet testamente, afskedsbrev og sørget for, at intet er uafsluttet«
Rasmus Benjamin Elehrs er en af de danskere, der har ladet sig hverve til den ukrainske fremmedlegion.
Hvad får et menneske til frivilligt at rejse til et krigshaerget Ukraine, lade sig indlemme i haeren, saette livet på spil for et land, der ikke er ens eget, og hvor man ikke er part?
Svaret på det spørgsmål kraever lang taenketid for den 33-årige Rasmus Benjamin Elehrs, som har gjort netop det. Ikke én, men to gange siden krigens begyndelse den 24. februar.
»Det er svaert at forklare. Jeg taenker nok, at fordi jeg kan det, jeg kan, er jeg nødt til at gøre det. Zelenskyj (Ukraines praesident, red.) siger, at vi skal hjaelpe. Hvad, hvis vi blev angrebet her i lille Danmark? Så vil jeg da ønske, at der kommer nogen og hjaelper os, når resten af verden bare sidder tilbage og kigger.«
Kontrasten til sønderbombede lejlighedskomplekser og en befolkning på flugt er stor, som den muskuløse, tatoverede, skaldede mand bevaeger sig rundt i forårssolen omgivet af blomstrende kirsebaertraeer og et lydtaeppe af hujende, rundboldspillende skoleelever i Mindeparken i Aarhus.
»Du bliver slået ihjel«
Han er uddannet soldat i Forsvaret og er nu efter eget udsagn teamleder for et hold soldater under den ukrainske fremmedlegion. JyllandsPosten har set dokumentation for hans militaere baggrund samt for, at han har kaempet i Ukraine.
Lige nu er han hjemme i Danmark, efter at han ad to omgange har vaeret i Ukraine. Første gang var han afsted i tre uger og deltog ifølge eget udsagn i direkte kamp mod russerne. Anden gang var han afsted i få dage, idet han skulle hente og aflevere militaert udstyr ved graensen.
Godt en uge efter at Rusland havde sendt de første bomber ind over Ukraine, satte han sig med tre andre danskere ind i en bil ved Vejle med destination til graensen mellem Slovakiet og Ukraine.
»Min makker ringede til mig og sagde, han ville tage afsted. Jeg svarede, at det var sateme dumt, og at han ville blive slået ihjel. Fem minutter efter ringede jeg tilbage og sagde, jeg ville med. For om nogensinde, så gav det da mening at hjaelpe nu,« siger han.
Da de ankom til Ukraine, blev de en del af Ukraines fremmedlegion sammen med frivillige soldater fra hele verden. Først opholdt de sig i en traeningslejr naer Lviv, derefter drog holdet til Kyiv og efterfølgende til Iprin.
I sidstnaevnte blev de mødt af kvinder, der spurgte, om de havde set deres maend, deres brødre, deres hunde.
»Byen var søndersmadret. Der var skudhuller alle steder, og man kunne høre nedslagene hele tiden. Samtidig var der enormt roligt. De civile har sat sig i mig. De er frygtsomme, men også motiverede, og så naerer de et stort had til Rusland, det kan man maerke. Omvendt er der en kaerlighed til os, der kommer for at hjaelpe,« siger han og tilføjer:
»Det er et folk, der kaemper med liv og sjael. Jeg har aldrig set noget lignende.«
Krig med omvendt fortegn
Under sine tre første uger i krig var han efter eget udsagn flere gange i kamp mod den faelles fjende: Rusland. Men de vanlige spilleregler for krig var aendret.
»Alt er anderledes. Normalt er man som vestlig soldat vant til, at det er os, der har overhånden. Her er det omvendt. De har bomber, droner, soldater, kampvogne, fly. Det har vi ikke kaempet mod før. Rusland har alt, hvad der skal til for at vinde – undtagen motivationen, virker det til.«
Han afviser ikke, at han inden laenge tager afsted for tredje gang til det sted, som han samtidig siger om:
»Jeg har aldrig set et sted med så meget krig, død og ødelaeggelse. Jeg har tidligere kaldt det tredje verdenskrig, og det holder jeg fast i, for nationaliteter fra hele verden er i Ukraine for at kaempe. Det er imponerende, at folk står sammen, og det håber jeg, vi holder fast i.«
Det er en høj pris, du risikerer at betale.
»Ja, men man risikerer jo også at blive kørt ned på cykel herhjemme. Jeg vil hellere dø for noget, hvor jeg har bidraget med noget vigtigt, end at jeg vil køres ned på vej hen til min bil.«
Efter en taenkepause tilføjer han:
»Men jeg vil jo ikke dø. Det er frygten, der holder mig i live, når bomberne falder omkring mig. Jeg vil bestemt ikke dø, men det er omvendt heller ikke sådan, at jeg går og frygter det hele tiden.«
Et egoistisk valg
Flere gange har han offentligt advaret andre – saerligt personer uden militaerbaggrund – mod at rejse til Ukraine.
»Jeg tror bestemt, at nogen tager afsted, fordi de søger eventyret. Normalt skal man bruge minimum et års traening, inden man udsendes som soldat, her kan man bare tage af sted. Gør man det, er der noget galt. Det er dit problem, at du dør, men din familie er efterladt derhjemme, og ser dig ikke igen.«
Familiens accept af hans deltagelse er afgørende for, at han kan tage afsted med nogenlunde ro i sindet.
»Det er jo egoistisk, det er det da. Det hårdeste er familiens bekymring. Men min familie bakker mig op, og det kan man ikke tage afsted uden.«
Skulle han betale den ultimative pris, er han forberedt.
»Jeg har skrevet et testamente, et afskedsbrev og sørget for, at intet er uafsluttet. Om det er forhold, familien eller gaeld. Man skal have tømt sin rygsaek, inden man tager afsted. Men jeg siger ikke farvel, når jeg rejser, jeg siger på gensyn.«
Bøgens lysegrønne blade lyser naermest landskabet op i parken. Har håbet i Ukraine samme nuance?
»Jeg frygter, at det bliver ved, men jeg håber af hele mit hjerte, at den her krig var sluttet i går.«
Det har ikke vaeret muligt for Jyllands-Posten at efterprøve Rasmus Benjamin Elehrs beretninger fra krigen.