Rusland på sin sejrsdag: Et teater af løgn og bedrag, af ruiner og grave
Imperier har det med at gå under i blod og kaos. Sådan var det for 1.500 år siden, da Vestrom blev til Italien. Sådan var det 1.000 år senere, da Østrom blev til det tyrkisk-osmanniske rige. Sådan er det i det 21. århundrede, som – hvis Ukraine holder ud, og Vesten holder fast – vil se Det Moskovitiske eller Tredje Rom forsvinde ud af historien, en barbarisk kultur, der ind imellem kopierede Europa og til andre tider prøvede på at erobre Europa, men som aldrig kunne bekvemme sig til at blive en del af Europa.
Rusland – zaristisk, kommunistisk og nu fascistisk totalitaert – var altid hjemmehørende på sine stepper, siger en af vore store, gamle ambassadører med ekspertise i russisk taenkning og russisk handling. Rusland er i sin selvforståelse imperialistisk, hensynsløst og graenseløst. Ruslands raison d´etre er at beherske den euroasiatiske landmasse fra Stillehavet til Atlanterhavet. Det er, hvad krigen i Ukraine handler om.
Vladimir Putin, mener denne diplomat, lever i sin egen russiske verden, fjernt fra en global virkelighed, som naeppe interesserer ham ud over det punkt, hvor denne – for ham fremmede – virkelighed stiller sig i vejen for hans ambition om at genskabe en russisk stormagt, først tabt med kommunisternes kup i 1917, dernaest med deres undergang i 1989-91.
Vladimir Putin overvurderede sin militaere styrke, undervurderede ukrainernes vilje til at forsvare sig og misforstod Vesten, herunder våbenhjaelpen til ukrainerne samt omfanget og dybden af Vestens sanktioner.
Rusland er ubestrideligt en atommagt, men ikke en stormagt og slet ikke en supermagt. De russiske haeres tilbageslag i det nordlige Ukraine imødegås på traditionel russisk manér – med brutalitet, ikke med reformer, ikke med fornyelse. »Putin kan i sin nød finde på at anvende atomvåben, taktiske atomvåben i Ukraine og Sortehavet, måske også i Østersøen.« Og derefter? »Vi lever i meget farlige tider,« lyder advarslen.
Den store sejr i Ukraine er udeblevet. Mindre må gøre det, når Putin den 9. maj – den officielle russiske sejrsdag – skal overvaere militaerparaden på Den Røde Plads i Moskva. Her vil regimet praesentere sine undergivne og omverdenen for en Potemkin-kulisse, for et teater af løgn og bedrag og selvbedrag. Sandheden er ruinlandskaber og grave, officielt i alt ca. 50.000 døde, 2.000 tabte panserkøretøjer og hundreder af fly. Ingen symbolsk vigtig by som Kharkiv, Kyiv eller Odesa kontrolleres af russerne. Krigen, der skulle vare i en uge, befinder sig i sin tredje måned.
De russiske vaebnede styrker er afsløret som inkompetente, underforsynede og indbyrdes stridende. Tabet af maend og materiel er så overvaeldende, at russerne ifølge vestlige efterretningstjenester er begyndt at kannibalisere deres arsenaler øst for Moskva og øst for selv Ural.
Et kup er muligt, men ikke sandsynlig. Hold øje med Nikolaj Patrusjev, chef for det frygtede interne sikkerhedsapparat, aeldre end Putin, ikke en fornyer.
Slut juni ventes Nato på et topmøde i Madrid at forelaegge en skaerpet forsvarsdoktrin. Sverige og Finland naermer sig medlemskab, fulgt af Ukraine inden for en kort årraekke. »Putin,« siger den gamle ambassadør til afsked, »har begået alle de fejl, der kan taenkes. Nu ødelaegger han det Rusland, hvis storhed lå ham på sinde.«
Rusland er i sin selvforståelse imperialistisk, graenseløst og hensynsløst. Ruslands raison d´etre er at beherske den euroasiatiske landmasse fra Stillehavet til Atlanterhavet.