Kommunale chefer: Det skal der til for at gøre sundhed til en succes

Regeringen har praesenteret et lovforslag om at etablere af 22 sundhedsklynger på tvaers af landet samt at aendre den nuvaerende samarbejdsstruktur mellem regioner, kommuner og alment praktiserende laeger.

Sundhedsklyngerne kan blive et godt udgangspunkt for udviklingen af samarbejdet i det naere sundhedsvaesen. Intentionerne er gode, og det er store dele af planen såmaend også. Regionerne og kommunerne har et faelles ansvar for borgerne i deres område. Vi har ikke bare et ansvar for borgerne inden for vores eget sektorområde, men et ansvar for at skabe de bedste rammer for borgernes hele liv.

Men skal sundhedsklyngerne blive en succes, kraever det, at de kommer til at bygge på mindst fem centrale principper. Først og fremmest er det vigtigt at holde fast i, at sundhedsklyngerne skal udvikles ud fra lokale forhold – ud fra lokale udfordringer, muligheder og eksisterende samarbejder og tilbud – frem for ud fra centralt udstukne retningslinjer. Kommunerne ikke ens, og det er regionerne heller ikke.

Nogle steder er man udfordrede i forhold til akutfunktionerne, mens man har godt styr på overgangen fra sygehus til kommune. Andre steder er man staerke på forebyggelse, men har svaert ved vidensdeling på tvaers.

Derudover er der allerede i dag et etableret samarbejde mellem regioner, kommuner og almen praksis. Ja, den formelle samarbejdsstruktur er kompliceret, og der er få steder, den er optimal.

Dog er det vigtigt at bygge videre på de gode samarbejdsprojekter, -tilbud og -relationer, som allerede er i gang, frem for at rive dem ned og starte forfra. Vi skal stå på skuldrene af det, der allerede fungerer, hvor vi spiller hinanden gode og gør en forskel for borgerne.

For det andet er det afgørende, at når der sker opgaveglidning fra regioner til kommuner, skal ressourcerne følge med.

I lovforslaget står, at flere opgaver skal løses i naermiljøet, både i praksissektoren, i kommunerne og i hjemmet. De kommunale medarbejdere er dygtige og kan sagtens håndtere en større del af borgernes sundhedsforløb. Men kun hvis ressourcerne følger med.

Vi skal kunne ansaette det nødvendige personale og afsaette den tid til opgaveløsningen, som der er behov for. Desuden kan opgaveglidningen til kommunerne ikke ske hurtigere, end vi kan nå at rekruttere medarbejdere til at løse opgaverne. Naerhed er godt, ja, men ikke uden kvalitet.

Vi mener også, at de praktiserende laeger bør taenkes taettere ind i det tvaersektorielle sundhedssamarbejde. I lovforslaget foreslås at nedlaegge de regionale sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg for at erstatte dem med et sundhedssamarbejdsudvalg for hver region, hvor almen praksis ikke er repraesenteret. Vi hilser forenklingen velkommen, men vi ser det som en udfordring, at der laegges op til at reducere inddragelsen af de praktiserende laeger. Almen praksis er en uhyre vigtig del af det lokale sundhedssamarbejde, både i sundhedsklyngerne og i regionerne.

Derudover opfordrer

vi til at bygge en model, der i endnu højere grad, end der er lagt op til, fokuserer på at inddrage borgerne selv og deres pårørende. Vi bør ikke blot have et patientinddragelsesudvalg, der kan inviteres til dialogmøder om konkrete emner eller med i ”relevante” arbejdsgrupper og udviklingsprojekter.

Borgerne skal med ind omkring bordet, hvor beslutningerne traeffes, og vi skal opbygge et sundhedsvaesen, hvor vi spørger borgerne og traeffer beslutninger sammen med dem. Vi er ikke til for vores egen skyld, men for deres.

Sidst, men ikke mindst, opfordrer vi til, at der de første år bliver plads til at holde fast i traeningsbanen. For at få de bedste sundhedsklynger skal vi sikres tid og mulighed for at øve os, teste løsninger af og løbende tilpasse og udvikle indsatserne, så de giver størst mulig vaerdi for borgerne.

Vi skal have frirum til at finde vores egne ben.

Almen praksis er en uhyre vigtig del af det lokale sundhedssamarbejde, både i sundhedsklyngerne og i regionerne.

Løsninger på asylsystemets blindgyder findes desvaerre aldrig i den kritik, der rejses af den hårdhaendede asylpolitik. Det er urealistisk, at de europaeiske lande kan eller vil lave et faelles fordelingssystem, der nogensinde vil virke.