Lad os hylde de lokale, private helte, som risikerer at gå fallit

Mørkeblå 1. maj-tale til det arbejdende folk, som alt for tit bliver glemt i den politiske samtale.

Kammerater, lad os hylde det arbejdende folk! De to millioner danskere, som holder hjulene i gang og sørger for, at der overhovedet er et overskud at fordele. Det arbejdende folk fortjener en opmuntring. Den får de naesten aldrig.

Der er masser, specielt på en dag som denne, der taler de offentligt ansattes sag. Det gør Socialdemokraterne, det gør venstrefløjen, det gør Dansk Folkeparti, Venstre, det gør politikere fra snart sagt alle partier. De offentligt ansatte har en haer af fortalere og lobbyister, ikke mindst i fagbevaegelse og medier – og det skal da også siges, at en velfungerende offentlig sektor er en meget vigtig forudsaetning for et velfungerende og baeredygtigt samfund. Men kvalitet er blevet til kvantitet. Da jeg blev født, var der under 300.000 offentligt ansatte i Danmark. I dag er der naesten 900.000 – dvs. tre gange så mange. Sideløbende hermed er antallet af ansatte i den private sektor stagneret, til trods for at befolkningen er vokset.

Hvem taler i dag på vegne af det arbejdende folk? Førhen var det de røde, der gik i spidsen for arbejderne. I dag nøjes de med at tale om og for de offentligt ansatte og deres behov, deres lønninger, deres jobsikkerhed, pension og haevesaenkeborde. Eller også er det noget med 117 verdensmål.

Jeg ved naturligvis godt, at mange offentligt ansatte går på arbejde hver dag og leverer en indsats i sundhedsvaesenet, uddannelsessektoren, i det sociale arbejde, forvaltning og diverse servicefunktioner. Det er ikke det. Nae, jeg taler i saerdeleshed om de privatansatte og de selvstaendige; dem, der ikke får deres løn fra det offentlige, men tjener den på et marked. Hvorfor er der så få, der interesserer sig for deres problemer, behov og hverdag? Og hvorfor bliver de ofte portraetteret som skurke eller kapitalister, hvis erhverv man kan lukke ned fra den ene dag til den anden ligesom under coronakrisen. Nu var minkerhvervet heldigvis privat. Ellers havde det vaeret umuligt at lukke.

Kammerater, tillad mig en lille anekdote. For nylig laeste jeg om en administrerende direktør for noget, der hedder Dansk Standard, som er en statsstøttet fond, hvis direktør fratrådte ganske pludseligt efter 10 år, da det stod klart for den måbende offentlighed, at hun såmaend har fået 7,4 mio. kr. i løn i 2020. Plus en såkaldt coronabonus på 3 mio. kr. oveni. Hvis vi nøjes med den faste gage, så svarer det til 37.000 kr. hver eneste dag, den skatteyderfinansierede direktør gik på arbejde. Det er mere end mange mennesker tjener om måneden. Hver dag.

For hvad? For at sidde ved et skrivebord og administrere standarder for gevind, bolte og møtrikker plus det løse. Direktøren mente selv, at hun udførte et saerdeles vigtigt job, da Dansk Standard fyldte 90 år i 2016: »Vi har igennem årene bidraget aktivt til det internationale standardiseringssamarbejde (…) Taenk bare på de faelles internationale regler for frimaerkets placering, konvolutters størrelse, takster og vaegtgraenser.« Ja, taenk lige på det. Og taenk så på de 7,4 mio. kr. plus coronabonus.

Og taenk så på dem, der forsøger

Hvem taler i dag på vegne af det arbejdende folk? Førhen var det de røde, der gik i spidsen for arbejderne. I dag nøjes de med at tale om og for de offentligt ansatte og deres behov, deres lønninger, deres jobsikkerhed, pension og haeve-saenkeborde. Eller også er det noget med 117 verdensmål.