Tiden er moden til at sløjfe nazi-mindelund
Små 20 kilometer nord for Silkeborg, i Kongensbro ved Gudenåen, ligger en lille lund omkranset af buske og traeer og med en mindre gravhøj i midten. På højen er plantet et traekors, og ved bunden af højen står en mindesten. Den baerer inskriptionen: »Minde over de 4.000 faldne frivillige for Danmark 1939-1945.«
Faellesskabets Mindelund af 1969 blev officielt indviet den 25. september 1971 og var et samlingspunkt for veteraner, venner og slaegtninge, der ønskede at hylde de danske frivillige soldater i tysk uniform, der overvejende kaempede og faldt i kampen mod bolsjevismen på Østfronten fra 1941 til 1945, men også deltog på tysk side i partisanudryddelsen i Kroatien i 1943.
Man mener, at omkring 12.000 danskere forsøgte at hverve sig til tysk militaertjeneste under Besaettelsen, heraf kom ca. 6.000 i aktiv tjeneste i Frikorps Danmark, Waffen SS og Schalburgkorpset. Det skønnes, at Hitlers psykotiske fantasi om Lebensraum på russisk jord kostede ca. 2.000 danskere livet. Så inskriptionen på mindestenen er således ikke korrekt.
Det er altså de ofre og de frivillige, som man ønsker at hylde og mindes. Men nazi-mindelunden ligger i dag øde og forladt hen. Der er ingen tegn på, at tidligere soldaterkammerater, partimedlemmer i DNSAP, slaegtninge eller venner har besøgt stedet i lang tid. Ifølge foreningens egne vedtaegter er nynazister ikke velkomne på stedet.
Den danske regering førte de tre første besaettelsesår en unaturlig, tyskvenlig samarbejdspolitik, og de økonomiske forhold var for mange danskere trange. Arbejdsløse, socialt udstødte og eventyrlystne blev derfor legalt opfordret til at prøve lykken ved at søge arbejde i Nazitysklands krigsindustri eller ved melde sig til det tyske felttog mod Sovjetunionen. Den nazistiske forestilling om raceoverlegenhed var et staerkt incitament, og mange frivillige danskere følte, at de gjorde det rigtige for sig selv i en større sags tjeneste.
De tog fejl og betalte en høj pris efter Nazitysklands undergang. De frivillige danskere, der vendte hjem fra slagmarkerne, blev ved retsopgøret idømt flere års faengsel.
Efter indvielsen i 1971 mødte mindelunden politisk og folkelig stor modstand og er efterfølgende blevet udsat for adskillige haervaerk. Tidligere modstandsfolk forsøgte flere gange at ødelaegge mindelunden. Ved nogle lejligheder blev mindestenen spraengt i luften, vaeltet eller overhaeldt med maling. Men i henhold til gaeldende lovgivning og den personlige handlefrihed kunne man dengang ikke politisk forhindre en etablering.
Det er 77 år siden, Anden Verdenskrig sluttede, og der er naeppe flere nulevende, tidligere frivillige soldater, der har brug for et sted at højtideligholde faellesskabet og forherlige nazismens illusioner. Dertil er der naeppe mange venner eller slaegtninge tilbage, som ønsker at vedstå sig, at man sympatiserer eller har noget til faelles med nazismen.
Faellesskabets Mindelund af
1969 ønsker i dag at fremstå upolitisk og vil ikke indgå i et politisk eller racistisk arbejde, men blot vaere et mødested, hvor efterkommere og venner kan laegge en lille blomst og mindes de krigsveteraner, der er gået bort. Jeg synes stadig, at det er et forkert signal at sende. Kan man sat på spidsen sammenligne det med, hvis russisk bosiddende danskere fik held til at opføre en mindelund, hvor de kan fejre russiske soldater, der kaemper og dør i den aktuelle krig mod Ukraine? Det vil der naeppe vaere politisk eller folkelig forståelse eller opbakning til.
Som historieinteresseret er jeg stemt for at bevare steder og mindesmaerker fra Anden Verdenskrig som vigtige vidnesbyrd, ikke mindst for at vi laerer og husker. Men i dette tilfaelde har en nazimindelund ingen relevans og ligger langt fra vores demokratiske spilleregler.
Vi må aldrig glemme historien. Aldrig glemme de danske modstandsfolk og frihedskaempere, der kaempede og faldt for Danmark, så vi i dag kan leve i et frit og demokratisk land. Og vi er gået forkert i byen, når vi tillader Faellesskabets Mindelund af 1969 at hylde de landssvigere, der levede på et forkvaklet menneskesyn, på en ondskabsfuld raceideologi, og som i sidste ende straebte efter at begrave demokratiet, den frie tanke og handling og ytringsfriheden, som vi vaerner så staerkt om i dag.
Faellesskabets Mindelund af
1969 ved Gudenåen er moden til at blive sløjfet og forsvinde for altid. Men spørgsmålet er, om der er lovhjemmel og politisk vilje til det?