Vi skal give børn lov til at leve deres liv uden et evigt faldunderlag
Vore dages børn må undre sig over, at vi andre overlevede en barndom uden konstant opsyn og en hverdag i foraeldrenes ustoppelig røgtåger. I dag er alting farligt – tilsyneladende.
dengang i 70’erne.
Min bror sagde det med et smil på laeben, da han fortalte om, hvordan han og klassekammeraten Uffe havde siddet i grabben på en traktor, mens der blev kørt staerkt på en grusvej. De to knaegte havde moret sig kosteligt, når de bumpede af sted, og selvfølgelig var det ikke farligt, for de havde jo fået at vide, at de skulle holde fast. Hvis de var røget ud af grabben, var de jo nok kommet under traktoren.
Vi levede et liv uden faldunderlag, og overvågningen var slet ikke på samme niveau som i dag. Jeg kunne sige, at jeg cyklede en tur. Så fik jeg besked på, hvornår jeg skulle vaere hjemme. Ingen andre formaninger. Jeg var nok syv år, da jeg første gang fór vild mere end fem kilometer fra mit hjem. Men jeg kom hjem styrket i troen på mig selv.
Før jeg kom i skole, blev jeg passet hos Helga og Otto, de dage min mor arbejdede. Hos dette landmandspar var der regler, som jeg ikke kendte. For eksempel kunne man ikke få en sukkermad, før man havde spist et stykke brød med fedt på. Det var eftermiddagsmaden, når deres søn kom fra skole, og Otto kom ind fra marken – en skive hvidt brød med fedt og groft salt. Dengang var det ikke farligt – jeg tror end ikke, at ordet kolesteroltal var opfundet. Ikke i Rødkaersbro i hvert fald. Selv om jeg ikke kendte til fedtemadder, måtte jeg jo følge den skik, for man diskuterede ikke andres skikke.
Jeg husker meget festivitas i den periode. Der var gadefester, halfester, krofester og alle festerne til runde og halvrunde fødselsdage. Og kobberbryllupper med mad lavet efter bøger af Lotte Havemann. Jeg husker morgenbord dagen derpå, hvor det var godt med en Gammel Dansk. Ingen af disse fester var med saerligt hensyn til børn, og vi måtte jo konstatere, at foraeldre blev dansende, snøvlende, og var de ikke også en smule flirtende. Trods de gemytlige voksne blev der lavet mad til alle, og måske kunne vi se frem til en sammenkogt ret og ris kogt i poser. Det skulle vaere let, når de voksne var blevet lidt kloge og højtråbende. Måske skulle en jaevnaldrende sove på gulvet, når foraeldrene ikke havde lyst til at tage hjem så tidligt på morgenen. Blev vi omsorgssvigtede? Nae, det tror jeg ikke, selv om vi kunne vaere lidt forskraekkede over voksne, der slap håndbremsen og blev anderledes, og vi måtte forsøge at se ”McCloud” gennem tykke tobakståger.
Da jeg blev teenager, startede festlivet med alkohol. Det var en farlig tid. Turene til diskotek på kroen startede umiddelbart efter konfirmationen. Jeg laerte at drikke øl, og Karen Mette forsøgte at laere mig lidt om at danse til disco – selv om jeg klart var til Gasolin’. Datidens butikker havde andre lukketider, så vi skulle huske at handle øl i god tid. Hvis vi glemte eller drak for meget, kunne købmanden bankes op, men det kraevede jo, at der var råd til at foretage indkøb. Dengang kunne man ikke købe en flaske vodka for 60 kr. Den kostede 250 kr., så det endte ofte med en billig aeblesnaps. Og udsigt til at foraeldrene hørte fra købmanden, om hvilken tilstand man havde vaeret i lørdag aften.
Og så drønede vi rundt mellem private fester og diskoteket på kroen. Puch Maxi uden styrthjelm. Se, det var farligt, og det var på grund af et styrt, at en klassekammerat fik tilnavnet ”jaen-yv”. Det var i den periode, at de kraftigste knallerter blev taget ud af butikkerne, og jeg kom aldrig til at køre Kreidler. Sikke et indgreb i den ungdommelige frihed.
I dag er alt farligt. Da jeg var barn, kunne man lege, jorden er giftig, men i dag er jorden blevet så hård, at vi må sikre med gummigranulat.
Børn i underskolen kan kun lege, hvis foraeldrene har lavet legeaftaler, der kan haenge på køleskabet, og legene skal vaere under opsyn. Og den ungdommelige alkoholtrang behandles med stedmoderlig forbudsomsorg. Vi saelger heftigt alkohol til latterlige priser, og en kasse øl koster den samme 100kronerseddel, som da den kunne købes bagom hos Ole-Købmand. Men til gengaeld foreslås det, at man skal vaere 18 år, før dråber fra Dionysos’ lager kan indkøbes.
Nutidens børn og unge er fyldt med angst og andre psykiske udfordringer. Jeg aner ikke, hvordan det var i min barndom, for jeg er ikke sikker på, at man kunne tillade sig at give udtryk for den slags. Men i dag møder jeg mange børn og unge, der har den slags udfordringer. Og jeg kan jo ikke lade vaere med at taenke, hvad der er sket siden min 70’er-barndom.
I mine øjne havde vi i 70’erne højere til loftet, mere frihed og synlige regler, der ikke kunne diskuteres. Det er meget firkantet sat op, men lad mig give et eksempel:
Hvis man boede i et villakvarter, kunne børn lege på gaden, indtil der blev kaldt, eller gadelyset blev taendt. Så skulle man hjem. Jeg tror, at foraeldrene kiggede ud med jaevne mellemrum, men børnene kunne skabe deres egen verden af leg, hygge og mobning. Jeg tror, at det skaber tryghed, når man er i sammenhaeng, hvor man laerer reglerne, samtidigt med at gruppen fortaeller reglerne – samtidig med at reglerne udvikles kollektivt. Altså blandt børn og unge. Samtidig definerede voksne andre regler, der ikke kunne diskuteres.
I min ungdom var regler til diskussion i Ungdomsredaktionen, men vores liv var alligevel omgivet af indforståede regler, der dannede gode rammer om vores børne- og ungdomsliv. Først og fremmest var voksne enige om meget, så hvis en laerer havde en regel, var den regel også en regel, mine foraeldre støttede. Det samme gjaldt naboens regler, brugsuddelerens regler, sportsklubbens regler.
Så min tankeraekke handler om tydelige regler for samfaerdsel. Børn og unge skal ikke vaere i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Men der må gerne vaere fedtemadder eller falafel inden for samfundets normer. Det er godt, hvis naboer holder fester sammen – også selv om der drikkes mere, end en kommunal sagsbehandler finder festligt. Nabokonen må gerne irettesaette, også selv om irettesaettelsen går lidt på kant med dine egne normer. Det er bedre, at vi hjaelper for meget end for lidt, så vi kan laere, at flokkens medlemmer er forskellige, men alligevel er med til at passe på hinanden. Det giver tryghed.
Det er ikke godt, når voksne tåger rundt i branderter, men det er godt, når et samlet, halvfuldt naboskab får danset og fodret ynglet af med makaroni og millionbøf, så de kan få lov til at falde i søvn til ”Kojak”. Hvis de lover ikke at blive bange.
Hvis jeg var 25 år i dag og skulle til at have børn, ville jeg flytte til en lille by på landet. Jeg ville invitere naboen på en bajer og måske lade det udvikle sig til aftensmad. Jeg ville engagere mig i noget foreningsliv: lave dilettantteater eller blive spejderleder. Jeg ville sikre mig, at de andre i byen kendte mig og på den måde også kendte mine børn.
Jeg ville lade mine børn få et frirum fra voksne, men jeg ville også tillade, at de kunne få et kig ind i voksnes liv fyldt med fejl og tossestreger. De skulle have lov at vaere med i flokken.
Jeg ville sikre, at mine børn mødte verden, når den er lidt anderledes end den, de kender. Bare så de oplever, at det anderledes kan man vaenne sig til og måske endda finde tryghed og glaede ved, for jeg tror ikke, at kritik af nabo, paedagog og skolelaerer giver mere sikre børn. Jeg tror heller ikke, at forbud og faldunderlag sikrer, at børnene ikke bliver forskraekkede, når livet er lidt svaert. Tvaertimod.
I mine øjne havde vi i 70’erne højere til loftet, mere frihed og synlige regler, der ikke kunne diskuteres.