Tyskland og EU er ikke det sikre anker for Danmark

Tyskland har gjort sig afhaengig af Rusland. Helt bevidst. Det har siden 2004 vaeret en målrettet strategisk satsning for tyskerne at gøre sig til centrum for Europas gasforsyning – via leverancer fra Rusland. Derfor er den ene gasledning efter den anden fra Rusland til Tyskland etableret. Både den tidligere kansler Schröder og Merkel har i selskab med Ruslands praesident Putin kastet glans over de lejligheder, hvor nye kontrakter er underskrevet.

Der er blevet skålet og trykket haender. Både i Tyskland og i Rusland. Smilene har vaeret brede, når de nye gasledninger er blevet indviet. Hvis ikke amerikanerne havde grebet ind, var den seneste gasledning – den såkaldte North Stream 2 – også blevet igangsat. Den har kostet 75 mia. kr. Tak for kaffe.

Sagen er, at vi ikke har grund til at takke tyskerne. Tvaertimod har deres ageren de seneste to årtier sat os i en slem kattepine. De danske EU-glade partier har haft travlt med at udråbe den nye kansler, Olaf Scholz, som én, der nu har besluttet en ny retning for Tyskland. Vaek fra Putin og opbakning til Natos berettigede 2 pct.-krav til forsvarsudgifterne. Men sandheden er, at det virker, som om Scholz og co. krydser fingre for, at Putins invasion i Ukraine blot er en ond drøm. At vi alle vågner op om lidt og finder ud af, at det slet ikke skete. Og at Tyskland så kan fortsaette det spor, som det har haft – endda også efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014. Mon ikke det også er derfor, at tyskerne ikke varigt haever forsvarsudgifterne. Men ”blot” parkerer tilstraekkeligt med penge i en fond (100 mia. euro), hvorefter de så kan påstå, at de lever op til 2 pct.kravet. Men de gør det kun midlertidigt – kun i få år – og ingen aner, om de mange penge i fonden vil blive brugt på at opbygge et mere trovaerdigt forsvar. Den 1. juni stemmer vi om forsvarsforbeholdet. Med Tysklands nyere historie in mente skal vi virkelig taenke os godt om. Er vores forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser bedst varetaget af, at EU-institutionerne har fat om rorpinden – reelt påvirket mest af Tyskland og Frankrig? Eller skal vi holde fast i den staerke forankring med USA og Storbritannien via Nato? Tysklands ageren omkring Putins Rusland de seneste par årtier samt det åbenbare, at det er USA og Storbritannien, der traekker det største laes i forhold til Ukraine, gør valget nemmere. Det er i Danmarks interesse at holde fast i Nato og afvise, at EU (og Tyskland) skal vaere Danmarks nye forsvarspolitiske anker.