Tøsedrenge dur ikke til at regere landet

En stor del af det politiske arbejde består i at løse problemer, som politikere har skabt. At undgå dumheder er den nobleste kunst i politik.

Jeg har altid beundret den tyske økonomiminister Ludwig Erhard, der stod bag det tyske økonomiske mirakel efter krigen. Jeg talte med tidligere økonomiminister Niels Helveg Petersen om, hvad det var, Ludwig Erhard gjorde. Svaret var enkelt: »Stort set intet!« Hans praestation var, at han lod økonomien traekke sig selv i gang – og lod vaere med at lave ulykker!

Det er en aedel kunst for enhver politiker at undlade at lave ulykker. Fremskridt skabes ikke af bevillinger, skatter og endnu flere regler, men snarere af foretagsomme folk, der ser muligheder, skaber vaerdier, går foran lokalt, internationalt, alene eller i samarbejde med andre. Desvaerre undergraves deres indsats af politikeres flove stemmefiskeri og angst for vaelgerne.

Stemmefiskeri og angst for vaelgerne er demokratiets svøbe. Ligesom de spindoktorer, der råder til kortsigtede stemmegevinster.

Jeg taenker på det, hver gang der er valgkamp: Stakkels Danmark! Kan landet holde til alle de skadelige valgløfter, der som madding på en krog kastes ud til sagesløse vaelgere, der selv kommer til at undgaelde?

Heldigvis er der en metode for ansvarlighed, som ind imellem har held til at lykkes. Noget af det mest fantastiske var, at danskerne i 80’erne accepterede forbrugsnedgang for at spare op til alderdommen og derved grundlagde den rigdom, vi siden har nydt godt af – trods utallige undergravende forslag om lavere pensionsalder, Arne-pension til ikke-nedslidte osv.

Det blev forberedt grundigt under Schlüter-regeringen og overflødiggjorde dermed alle de håbløse tanker om økonomisk demokrati, fordi fagbevaegelsen nu blev medejere af pensionskassemidlerne. Senere blev pensionsalderen reguleret med levealderen.

Vi har heldigvis dygtige embedsmaend og eksperter, der serverer oplagte løsninger for os. Men somme tider går det rent galt: Jeg taenker bl.a. på Vederlagskommissionen under tidl. departementschef Michael Christiansen. Den havde alle muligheder for at blive en succes og en gang for alle løse problemerne med de folkevalgtes aflønning.

Et meget stort flertal havde lovet, at de ville bruge forslagene, når blot de ikke førte til merudgifter. S og V var gået i spidsen.

Men ak! Samme morgen, forslagene blev ”laekket”, blev de skudt ned af Socialdemokratiets og Venstres gruppeformaend, Henrik Sass Larsen og Søren Gade.

De havde set Ekstra Bladets løgnagtige praesentation, og det var nok til, at de trak taeppet vaek under kommissionen, så der intet kom ud af det. Tilmed med falske argumenter, hvor de bl.a. misbrugte mig som eksempel.

Vatnisser!

Derfor har vi den dag i dag helt urimelige pensionsordninger, børnetilskud m.v., som med mellemrum kritiseres af partier, der gerne vil pudse deres egen glorie. Det er noget af det mest ulaekre i politik, og det kunne vaere stoppet, hvis Vederlagskommissionens forslag var blevet ført ud i livet.

Hvorfor ripper jeg op i det? Fordi der forleden skete noget lige så dumt: Økonomiprofessor Nina Smiths kommission fremlagde nogle helt oplagte forslag til bedre anvendelse af de danske uddannelsesmilliarder.

Et af forslagene (som bl.a. skulle finansiere forslagene om forbedringer af uddannelserne) gik ud på at aendre uddannelsesstøtten til lån i den allersidste del af de akademiske uddannelser. Det betyder, at de faerdiguddannede skal betale det/de sidste års støtte tilbage, hvilket socialt set er yderst velbegrundet. Som Nina Smith siger: Hvorfor skal de lavtuddannede betale til de højtuddannede – de fattige til de rige!

Det må da vaere oplagt socialdemokratisk politik. Afdøde professor i socialpolitik (og socialdemokrat) Jørgen S. Dich spiddede de falske SU-argumenter allerede i bogen ”Den herskende klasse” fra 1973: Man lader »middelstandens børn more sig for millioner … på den brede befolknings bekostning«. De fattige finansierer deres flugt om bag skrivebordet vaek fra det legemlige arbejde.

Nu fik regeringen så en socialt velbegrundet løsning, fiks og faerdig, lige til at praesentere for Folketinget. Der var tilmed oppositionspartier, der erklaerede sig åbne for en løsning, herunder V og K. Men gudhjaelpemig, om ikke ministeren straks sagde nej! Han var vel bange for nogle studerendes protester. Tøsedreng!

Jørgen Dich ramte hovedet på sømmet, da han i samme bog skrev om »politikernes uegnethed til at taenke et i sig selv simpelt problem igennem, når deres taenkeevne er svaekket af hensynet til de dominerende graensevaelgere«, det vil sige stemmerne på midten.

Sådanne tøsedrenge er uegnede til at regere landet. De løber efter vaelgerne i stedet for at lede landet.