Kendt filminstruktør er draget til junglen for at kaempe i en glemt krig

Mens verdens fokus har vaeret rettet mod krigen i Ukraine, har militaeret i det sydøstasiatiske land Myanmar intensiveret sine angreb mod sine modstandere. Ifølge Ko Pauk, der beretter fra borgerkrigens frontlinje, benytter de sig af de mest modbydelige kneb.

På vaeggen i den lille, selvbyggede traehytte i junglen et sted i det sydøstlige Myanmar naer graensen til Thailand haenger en genstand, som man ikke kan undgå at laegge maerke til under hele videoopkaldet, og som afslører, at tilvaerelsen for Ko Pauk langtfra summer af fred.

Den 48-årige burmeser er en af de tusindvis af frihedskaempere, som er draget til fronten for at kaempe side om side med militser og oprørsgrupper mod landets regerende militaerjunta, der for 15 måneder siden draebte Myanmars spaede demokrati ved at kuppe sig til magten.

I dag er borgerkrigen i Myanmar ligesom mange andre krige og konflikter andre steder i verden gledet i baggrunden grundet krigsudbruddet i Ukraine. Men den raser stadig. Med fornyet kraft.

Jyllands-Postens laesere har allerede mødt Ko Pauk. Avisen bragte den første artikel om hans skaebne i januar 2022, men det var under pseudonym, da han dengang var bange for at stå frem med navn. Det er han ikke laengere, for, som han siger: »Det handler om timing«.

»Normalt kender alle mig som filminstruktør, men nu kender de mig som én, der tager del i revolutionen. Tiden var inde for mig til at stå frem, jeg havde ikke andre valg. Jeg har forpligtet mig 100 pct. til kampen mod militaeret, og jeg står nu for at tale i offentligheden og fange dens opmaerksomhed. Det er dét, jeg kan.«

Ko Pauk er formentlig ukendt for de fleste vesterlaendinge, men i hjemlandet er den tidligere skuespiller og filminstruktør en kendis. Hans Facebook-profil er i dag plastret til med opslag om borgerkrigen og hans nye liv ved fronten. En stor kontrast til alle opslagene fra før militaerkuppet, hvor man mest af alt kan scrolle igennem billeder, komiske videoer og lange livestreaminger med ham og hans familie, mange af dem liket og kommenteret af tusindvis af følgere.

Konflikten er eskaleret

I Myanmar findes titusindvis af burmesere som Ko Pauk, der har lagt deres normale liv i graven for at tilslutte sig frihedskampen. Det gaelder saerligt mange fra den yngre generation; helt almindelige burmesere, som frem til militaerkuppet levede et fredeligt liv som f.eks. tandlaege, hotelansvarlig eller marketingmedarbejder, men som nu har laert at skyde og putte ammunition i en riffel, samle en hjemmelavet håndgranat og på daglig basis tage kampen op mod det styre, som de alle afskyr.

Ko Pauk tager ikke selv direkte del i kamphandlingerne.

Militaeret i Myanmar kuppede sig til magten den 1. februar 2021.

Det folkevalgte parlament og den ikoniske leder, Aung San Suu Kyi, blev afsat ud fra begrundelsen om, at parlamentsvalget få måneder forinden havde vaeret praeget af snyd.

Det fik millioner af burmesere til at demonstrere, og voldelige sammenstød mellem militaere styrker og befolkningen brød ud. I dag befinder landet sig i en decideret borgerkrig.

Siden kuppet er ca. 1.800 mennesker blevet draebt af landets junta, mens over 10.300 mennesker er blevet arresteret, nogle senere tiltalt eller dømt for oprør mod militaerstyret.

Der bor ca. 55 mio. mennesker i Myanmar, der størrelsesmaessigt er naesten to gange større end Tyskland.

Vesten har taget skarp afstand fra kuppet og anklaget juntaen for at begå overgreb mod sin egen befolkning. Selv naegter militaeret, at det har gjort noget galt.

Kilde: Reuters/AAPP Hans opgaver består mest af at indsamle donationer til kampen mod juntaen og vaere med til at overbevise endnu flere burmesere om, at de skal tilslutte sig frihedskampen.

Han fortaeller, at konflikten i dag er eskaleret, og at juntaen på det seneste har intensiveret sine angreb mod de lommer i landet, der er styret af oprørsgrupper – de såkaldte free areas. Han haever stemmen, når han begynder at remse op, hvad militaeret udsaetter sin egen befolkning for.

»Området, hvor jeg befinder mig, er meget taet på frontlinjen. Militaeret bruger mange missiler og angriber os fra luften for at laegge meget pres på os. Men på jorden har de ikke mange staerke soldater. Når de offentligt siger, at der måske er 300 soldater i et område, så er der reelt kun 100,« siger Ko Pauk.

Jyllands-Posten har ikke mulighed for at verificere ovenstående oplysninger. Men de stemmer overens med de fortaellinger, som lokale medier bringer fra området, hvor Ko Pauk befinder sig.

Militaerets metoder omfatter også at nedbraende hele landsbyer og terrorisere befolkningen, så den ikke tør vende sig imod styret. Ifølge Ko Pauk er nogle af soldaterne »virkelig slemme«:

»De voldtager kvinder, der har mistet alt, og plyndrer alt, de kan komme til. Før borgerkrigen troede vi på militaerets propaganda om, at de etniske grupper gør dit og dat mod civilbefolkningen, men nu er vi på deres side og kan se, at det er dem, som prøver at forsvare og beskytte folket,« siger han.

UDVIKLINGEN I MYANMAR

Militaerets folk er som vandmeloner

Myanmar er et land formet af et sammensurium af forskellige etniske grupper, der har egne centrale territorier og egne militser af forskellig styrke. Der eksisterer mellem 25 og 30 bevaebnede haere baseret på regionale, etniske eller ideologiske holdninger, og en stor del af dem har valgt at gå i faelles front mod juntaen.

De bakkes op af landets alternative regering, National Unity Government (NGU), der er etableret med udgangspunkt i den faengslede leder Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy, hvis mest fremtraedende medlemmer i dag er gået under jorden – eller blevet faengslet.

»Folk fortsaetter med at komme hertil for at tage del i kampene, og vi traener dem. Vi har mandskab nok, og moralen er fortsat høj. Også kvinder og unge er parate til at ty til våben. Der er endda kvinder, som går i seng med soldater fra militaeret for at kunne draebe dem,« fortaeller Ko Pauk.

Mens FN og flere menneskerettighedsorganisationer adskillige gange har råbt op om militaerets gru, kan man maerke på Ko Pauk, at han også naerer en vis form for medlidenhed med de af hans landsmaend, der kaemper under juntaens faner.

Han sammenligner dem med en vandmelon: Udenpå er de hårde og grønne – som militaeret – men indeni er de bløde og røde – farven, som symboliserer demokrati. En stor del af dem ønsker ifølge Ko Pauk slet ikke at vaere en del af den krig, som de befinder sig i.

Siden sidst Jyllands-Posten talte med Ko Pauk, er hans kone og to sønner også blevet tvunget til at gå under jorden. Mens han selv flygtede fra familien og deres trygge hjem i hovedstaden Yangon kort tid efter militaerkuppet, valgte hans familie i første omgang at blive tilbage.

Men nu kan de ikke laengere føle sig sikre. For nylig var det lige ved at gå galt. En bil kørte op til deres hjem og rettede ifølge naboens fortaellinger til Ko Pauk ni skud med

friede område, hvor jeg befinder mig, men det er ikke nemt,« fortaeller Ko Pauk, som ikke har set sin familie i månedsvis.

»Vi har brug for våben«

Før militaerkuppet havde Ko Pauk aldrig forestillet sig, at han skulle blive en del af en borgerkrig i sit eget land og indgå i en militaer konflikt. Men han ser ikke laengere nogen anden udvej:

»Myanmar har oplevet denne uretfaerdighed med militaerets magt i mange år. Vi startede med at forlange demokrati på fredelig vis, men de (militaeret, red.) draebte fredelige demonstranter på gaden. De skød direkte mod deres hoveder! Ingen har ønsket at gribe til våben, men vi har ikke noget valg.«

På den ene side forstår Ko Pauk godt, at Vesten lige nu er mest optaget af krigen i Ukraine. At Ruslands aggressioner truer Europa mere end et falmende burmesisk demokrati, der – groft sagt – har vaeret problemfyldt i årtier. Men på den anden side kan han heller ikke skjule sin skuffelse over, at isaer

USA ikke er kommet ham og resten af befolkningen i Myanmar mere til undsaetning.

»Vi forventede, at FN ville tage et større ansvar, og at der ville komme noget mere fra Joe Biden (...) Vi har brug for våben, men det kom aldrig fra det internationale samfund,« beklager han sig.

»Krigen har varet i over et år, og vi har laert, at vi er dømt til at kaempe selv. Men vi er udmattede. Militaeret gør alt for at undertrykke befolkningen, afskaere os fra internet og strøm og overtraede menneskerettighederne,« lyder det.

Ingen løsning at forlade revolutionen

Genstanden, som har fået en prominent plads på traevaeggen lige bag Ko Pauk under videointerviewet med Jyllands-Posten, er en riffel. Ko Pauk har i dag laert at betjene den og er klar til at tage den i brug, skulle fjenden pludselig naerme sig hans opholdssted.

»Hvis det er nødvendigt, at også jeg skal gribe til våben, så er jeg klar til det,« siger Ko Pauk.

Han har »fuld tro på«, at kampen mod militaeret og jagten på igen at maerke demokratiets friheder skylle ind over Myanmar vil lykkes.

Han er allerede flere gange blevet tilbudt hjaelp til at komme ud af landet og gå i eksil langt vaek fra krigen, men det kan ikke komme på tale, siger Ko Pauk.

»Jeg kunne godt forlade revolutionen og sikre mine sønner et bedre liv et andet sted, men hvis flere mennesker flygter, er det en trussel for hele revolutionen. Lige nu ville jeg ikke vaelge en anden måde at leve på.«