Magtfuld 34-årig blev parteret foran 30.000 – ligdelene blev udstillet for alle i mindst to år
I denne uge er det 250 år siden, at Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt blev halshugget, parteret og siden lagt på hjul og stejle på Vester Faelled. Nogle af deres knogler findes muligvis i en krypt i Skt. Petri Kirke i København, men det er aldrig blevet bevist.
Billederne og lyden af de mange tusinde begejstrede fodboldog musikfans, der ofte samles i Parken på Østerbro i København, er et saerdeles velkendt faenomen. Få hundrede meter fra stedet, hvor den store arena ligger i dag, var der allerede på en solrig aprildag for 250 år siden samlet omkring 30.000 af datidens 70.000 københavnere på Øster Faelled, hvor et stort opbud af soldater sørgede for, at alt blev gennemført uden optøjer.
Da dagens tabere i 1772 tog deres sidste skridt op ad den stejle trappe mod det, der for dem kom til at betyde exit fra livet, blev de også – som under nutidens fodboldkampe – mødt med masser af tilråb fra publikum. Det var tirsdag den 28. april 1772.
Dagen, da Johann Friedrich Struensee, der i knap to år reelt havde haft magten i Danmark, og grev Enevold Brandt blev halshugget og parteret på et skafot, som tømrermester Johan Boye Junge og hans svende i al hast havde bygget til lejligheden på Øster Faelled.
Normalt fandt henrettelser sted på et muret skafot på Vester Faelled, der lå omtrent, hvor Enghave Plads ligger nu. Men på grund af den forventede store tilstrømning til Johann Friedrich Struensees henrettelse, valgte man at flytte den til Øster Faelled.
Den første, der blev ført op på skafottet, var Struensees trofaste støtte og rådgiver, Enevold Brandt. Indledningsvis blev hans våbenskjold smadret som en understregning af, at han havde mistet sin adelige vaerdighed. Dernaest fik han sin højre hånd hugget af, og siden blev hans hoved skilt fra kroppen. Begge kropsdele blev vist frem for publikum, inden hans krop blev yderligere parteret, og delene smidt ned i en hestevogn, der holdt parat ved siden af skafottet.
Johann Friedrich Struensee befandt sig ikke langt derfra i en lukket vogn sammen med sin skriftefader, praesten i den tyske Skt. Petri Kirke, Balthasar Münter. Praesten fortalte siden, at Struensee sad med ryggen til skafottet, men at han hørte det meste.
Han blev af vagterne ført op på skafottet, hvor han blev klaedt delvist af, inden han blev tvunget til at placere sin overkrop på blokken, der stadig sejlede af Enevold Brandts blod.
Hans våbenskjold blev smadret, og bødlen Gottschalck Mühlhausen skilte med et enkelt hug med den tunge økse Johann Friedrich
Struensees højre hånd fra resten af kroppen. Lige så let gik det ikke med halshugningen. Faktisk lykkedes det først for bødlen at skille hovedet fra kroppen i tredje hug. De to første gange ramte han livlaegens nakke og skuldre.
Struensees afhuggede hånd og hoved blev fremvist til forsamlingen, og det samme blev hans bloddryppende kønsdel, som i modsaetning til Enevold Brandts også blev hugget af.
Delene af de to parterede lig blev siden kørt til Vester Faelled, hvor de til skraek og advarsel blev lagt på hjul og stejle. Dette indebar, at deres hoveder blev anbragt på en høj pael (en stejle), og deres øvrige kropsdele blev lagt til forrådnelse på to store vognhjul, der ligeledes var anbragt på paele.
Hvor laenge deres jordiske rester befandt sig dér vides ikke med sikkerhed, men en englaender, der besøgte København i 1774, beskrev tilbage i England, at han havde set deres rester på Vester Faelled.
På et tidspunkt blev skeletterne taget ned og begravet på stedet, men dermed er historien og de mange teorier om knoglerne langtfra slut.
Men først skal det handle om Johann Friedrich Struensee og hans samtid, der af mange opfattes som en af de mest spektakulaere og dramatiske perioder i Danmarks historie.
Født ind i magtfuld familie
Johann Friedrich Struensee blev den 5. august 1737 født ind i en velhavende familie i Halle, der ligger små 50 kilometer nordøst for Leipzig. Hans far, Adam Struensee, var praest og blev senere biskop og professor. Men dette til trods tog sønnen allerede som ganske ung kraftigt afstand fra det traditionelle og staerkt religiøse samfund. Han gik i stedet ind for et samfund, der byggede på nytaenkning og fornuft.
Johann Friedrich Struensee blev uddannet til laege, og han blev – samtidig med, at han i Altona drev sin egen praksis – i 1758 udnaevnt til byens stadslaege. Dette kan have sammenhaeng med, at hans indflydelsesrige far fra 1757 og to år frem var kongelig udnaevnt provst i Altona.
Da den danske konge Christian VII, der led voldsomt af skizofreni og andre sindslidelser, i 1768 drog ud på en laengere rejse i Europa, valgte han at tage Johann Friedrich Struensee med som sin livlaege. De to gik så godt i spaend, at kongen tog ham med tilbage til København, hvor han fortsatte sin gerning
som kongens livlaege.
I København indledte Johann Friedrich Struensee et forhold til den unge dronning Caroline Mathilde. Ud over at dyrke et intimt forhold havde de reelt magten i kongeriget fra maj 1770 til januar 1772, og i den periode fik Struensee gennemført en raekke reformer – ja, det anslås, at han i den korte periode med kongens accept udstedte op mod 2.000 større eller mindre ordrer.
Han havde meget store visioner, og blandt de omfattende reformer, der blev gennemført, var blandt andet indførelsen af en langt fredeligere udenrigspolitik. Der blev skåret drastisk ned på det offentlige, og både statsadministrationen og retssystemet blev kraftigt strammet op. Desuden afskaffede han både tortur og censur.
En umulig drøm
Historikeren og forfatteren Asser Amdisen, der ofte har beskaeftiget sig med Johann Friedrich Struensee og hans samtid, og som blandt andet har udgivet bogen ”Struensee – til nytte og fornøjelse”, siger til Jyllands-Posten:
»Han var på mange måder i god overensstemmelse
Johann Friedrich Struensee havde i knap to år enorm magt i Danmark, men blev frataget magten ved et kup. Han blev henrettet på Øster Faelled for 250 år siden.
Enevold Brandt blev formelt dømt til døden for majestaetsfornaermelse. Hans brøde bestod i, at han under en animeret fest ved hoffet havde bidt Christian VII i en finger.
slag var umulige. Han blev stoppet af andre menneskers tro på, at verden var uforanderlig, og at de var historiens højdepunkt.«
Stor modstand mod livlaegen
Og så er der alle de mange historier om Struensee. Han har gennem årene vaeret udråbt til både jøde og jødehader, liberalist og socialdemokrat, pervers og smuk samt oplysningsmand og lykkeridder.
Johann Friedrich Struensee var på mange måder en del af den kongelige familie, og selv om der er mange teorier, så er det ikke usandsynligt, at han var far til den datter – Louise Augusta – som dronning Caroline Mathilde fødte den 7. juli 1771. Officielt påtog Christian VII sig dog faderskabet.
Den konservative del af det danske samfund blev som naevnt ramt meget hårdt af Johann Friedrich Struensees reformer, og det betød, at modstanden mod ham voksede eksplosivt, og bedre blev det hele ikke af, at han åbenlyst dyrkede et forhold til landets dronning.
Også Christian VII’s mor, enkedronning Juliane Marie, var meget staerk modstander af livlaegens reformplaner og måden, han manipulerede med hendes søn på.
Efter et laengere forarbejde gennemførte hun natten mellem den 16. og 17. januar 1772 sammen med en raekke markante medsammensvorne et statskup. Ud over Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt samt dronning Caroline Mathilde blev en lang raekke Struensee-støtter anholdt.
Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt blev spaerret inde i hver sin celle i Kastellet. Dronningen blev ført til Kronborg, indtil hun nogle måneder efter blev sendt til byen Celle i Tyskland, hvor hun i øvrigt døde af skarlagensfeber den 10. maj 1775 i en alder af blot 23 år.
Både Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt blev i en senere retssag dømt til døden. Formelt for majestaetsfornaermelse, men reelt handlede det om at fratage livlaegen og hans støtter magten.
For Johann Friedrich Struensees vedkommende bestod majestaetsfornaermelsen i, at han dyrkede et forhold til dronningen, og hvad angår Enevold Brandt, blev han dømt til døden, fordi han under en af de ofte meget animerede fester ved hoffet havde bidt kongen i en finger.
Resterne af Struensee?
Da arbejderbevaegelsen og dermed Socialdemokratiet i begyndelsen af 1890’erne indså, at man havde brug for et større Folkets Hus end det eksisterende i Rømersgade, blev det besluttet at bygge et nyt på Enghavevej.
Under udgravningen til bygningen stødte man i 1895 på nogle skeletrester, og en undersøgelse af disse viste, at de havde fået hovedet og den ene hånd hugget af.
Man blev hurtigt enig om, at det måtte dreje sig om resterne af Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt. En overlevering ville vide, at en af Struensees taender blev rykket ud, mens hans krop stadig befandt sig på hjul og stejle. Kraniet, der blev fundet på Enghavevej, manglede en tand.
Uden at man med sikkerhed kunne identificere skeletresterne, blev de gravet ned på Vestre Kirkegård under en sten, der bar Struensees og Brandts initialer.
I 1928 blev knoglerne igen gravet op og undersøgt, men uden at man kunne fastslå de dødes identitet. Herefter blev skeletresterne anbragt i en krypt under den berømte greve, minister, plantage- og godsejer Ernst Schimmelmanns kiste i Skt. Petri Kirkes gravkapel.
Det er et faktum, at der befinder sig en lille kiste i krypten, men om knoglerne tilhører Johann Friedrich Struensee og/eller Enevold Brandt vides stadig ikke med sikkerhed.
Formanden for meningsrådet i Skt. Petri Kirke, Stefan Reinel, siger til Jyllands-Posten:
»I det 20. århundrede har der vaeret foretaget en lang raekke undersøgelser af knoglerne. Resultaterne er tvetydige, og den hidtidige konklusion har vaeret, at man ikke med sikkerhed kan vide, om der er tale om Struensees og/eller Brandts jordiske rester.«
Om en ny undersøgelse, i hvilken dna fra knoglerne sammenlignes med dna fra nulevende efterkommere af Struensee, har historikeren Maria Hvid Kargaard, der for nogle år siden stod for en stor Struensee-udstilling i Skt. Petri Kirke, efterfølgende konkluderet, at der må »saettes spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er relevant at gennemføre sådan en undersøgelse«.
Deri er Skt. Petri Menighedsråd enig, og Stefan Reinel siger:
»Spørgsmålet om vaerdien af en dna-undersøgelse må i denne forbindelse vaegtes i forhold til vores pligt til at sikre gravfreden af de jordiske rester, der er blevet betroet menigheden.«
Jeg kan godt lide Struensee. Han var en mand, som troede på, at han kunne gøre verden bedre.
ASSER AMDISEN – HISTORIKER OG FORFATTER.