Saftspaendte tyske bourgogne-draebere ligner sommerens bedste vinkøb
Ugens vintest stiller skarpt på tysk spätburgunder fra den hede, men forbavsende vellykkede 2019-årgang, der er faldet fantastisk godt ud i stort set alle tyske rødvinsproducerende regioner. Det bugner med gode køb og elegante vine i alle prisklasser – i saerdeleshed blandt billigste basisvine, der på sin vis markerer en ny guldalder for vinlandet mod syd.
En magtdemonstration. Jeg sad og tyggede på ordene i taxaen. Det var, hvad det var. Det var sensommer, corona havde stadig et kedeligt tag i Europa, og jeg havde brugt de sidste timer på at smage mig igennem omkring udvalgte 50 spätburgundere fra 2019-årgangen, og nu var det Richtung Flughafen Frankfurt for fuld musik med mundbind und alles.
Jeg havde lige forladt Kurhaus og den årlige sneak preview af de nye årgange, som den tyske eliteproducentforening VDP afholder hvert år i august i kurbyen Wiesbaden. Her var jeg naermest blevet blaest omkuld af kvaliteten fra de unge pinot-specialister Sebastian Fürst i Franken og Julian Huber i Baden, der begge har lavet blaendende rødvin i 2019. Men de to ekvilibrister var ikke, hvad jeg haeftede mig mest ved.
Det var tvaertimod bundniveauet på tvaers af regioner og producenter, der var så slående, for aldrig havde jeg smagt så mange tyske pinot noirs på så konsistent og højt et niveau. Det var et varsel om to ting; den varme 2019-årgang er også en vellykket årgang, når det gaelder spätburgunder.
Det andet er, at stadig flere producenter – med den unge generation helt fremme – har knaekket koden. De er bare blevet bedre og bedre for hvert år, der går, til at afkode pinot noir-druens saerpraeg og haelde dem på flaske i herligt rene og autentiske versioner.
Tidligere tiders tyske forgabelse i rå kraft og koncentration, der typisk resulterede i ubalancerede vine med hårdtpumpet frugt med heftig faddominans til følge, er for laengst fortraengt af helt andre stilarter, der har skabt grundlaget for langt mere raffinerede vine; markant syrefriske, elegant urtede og kølige med klarhed og mineralsk nerve. Tilmed ofte med den lokale dialekt intakt.
Et slående eksempel på udviklingen er den unge vinmager Daniel Twardowski, der på blot 10 år har opnået helt utrolige resultater i det kølige Mittelmosel ved at fokusere ensidigt på den notorisk uregerlige røde druesort efter burgundisk forbillede. Han har overhalet mange kolleger indenom og evnet at ophaeve tyngdeloven med sine små, vaegtløse pinot-mirakler, der i dag rangerer blandt Tysklands bedste.
Twardowski er med andre ord et mønstereksempel. Spejlbilledet af det tigerspring, som tyskerne har taget med pinot-klaserne under armen alene det seneste årti. Kald det
FÅ VIN I ØRERNE
Lyt til podcasten
”Hvad drikker Lillelund?” på www.jp.dk/podcast en slags vinøs pendant til efterkrigstidens tyske Wirtschaftswunder. Og dermed er vi tilbage ved 2019.
For nok har Huber, Fürst og Twardowski alle lavet exceptionel spätburgunder i 2019 på hver sin måde, men de er langtfra de eneste, og som det også er en selvstaendig pointe i denne uges stortest (se flere vine på jp.dk), er det langtfra kun i toppen af hierarkiet, at man finder kvalitet. Et slående antal basisvine synger virkelig, som velproduceret pinot skal gøre det, og det til sviende skarpe priser.
Noget af forklaringen tilfalder 2019, som var endnu et år praeget af ekstremt vejrlig; tidlig blomstring, en lammende hede og tørke hen over forår og sommer, men der var også kølige naetter, som samlet gav små, koncentrerede druer med gode ekstrakt- og syreniveauer. Men også problemer i form af uvejr, frostskader og solskoldet frugt. Det reducerede udbytterne, men resulterede i gode ekstraktog frugtsyrevaerdier. Det har givet fuldmodne og smagsintense vine; saftspaendte og vibrerende friske, de er allerede ved at åbne nu, smager forrygende, men de har også stamina til en laengere rejse ind i fremtiden.