”Himmelvendt” er et staerkt og velspillet portraet af et landsbysamfund, der emmer af nostalgi
Med stor kaerlighed til de virkelige landsbysamfund, som historien er inspireret af, har Henrik Szklany med ”Himmelvendt” skrevet et stykke vedrørende dramatik til de fem afgangsstuderende i skuespil ved Den Danske Scenekunstskole Aarhus.
SKUESPIL
HIMMELVENDT
AARHUS TEATER & DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE
Tekst: Henrik Szklany
Iscenesaettelse: Line Paulsen
Scenografi: Ditte Marie Tygesen
Varighed: 90 minutter
Spiller på Aarhus Teater til 14. maj og på Folketeatret 27. maj – 1. juni 2022
I en ikke naermere defineret landsby, hvor livet går sin vante gang, vender Solvej efter et forlist forhold i København tilbage til barndomshjemmet sammen med sin lille datter.
Hendes bror Dennis bor på morfarens gård, hvor han ved siden af sit arbejde på maskinstationen driver fritidslandbrug.
Mens Solvej har vaeret vaek, er livet fortsat i landsbyen, og barndomsvennerne Fie, Sebastian og Kasper er fortsat en stor del af Dennis’ liv. Sammen dyrker de gymnastik i hallen, snakker om løst og fast og drikker sig fulde på det lokale brune vaertshus Mexico.
I ”Himmelvendt” skildrer Henrik Szklany et samfund, der emmer af nostalgi, selv om de stadig eksisterer i bedste velgående over hele landet.
Her er »morfars gamle Ferguson«, »smørrebrød og flaskeøl, kaffe og Othellolagkage«, og så er der forfest i biler, jagtture i skoven, undertrykte følelser og saeregne kaelenavne som ”Rotten”, ”Psyko” og ”Teske”.
Szklany har et saerligt talent for at skildre befolkningsgrupper, der ikke ofte saettes i scene, hvilket han f.eks. overlegent demonstrerede med forestillingerne ”Alle mulige ting til salg” og ”Revolution i kommunen” på Aalborg Teater. Stemningen forstaerkes i Ditte Marie Tygesens gennemførte kostumer, der består af blå denim i forskellige variationer. Fra afklippede jeans over skjorter til blå kanvas-overalls. Det hele tilsat sneakers og et strejf af hvid jersey. Det kunne lige så vel vaere et blik ind i 1980’erne som et billede på unge i dag.
Som et maleri af Jackson Pollock
Line Paulsens iscenesaettelse saetter de fem skuespillere og teksten i centrum.
Scenen er haevet, og på det let skrånende, hvide scenegulv i Ditte Marie Tygesens scenografi kan de fem tegne med tykke farvekridt og haelde diverse farvede vaesker ud. En mulighed, Line Paulsen benytter til at understrege følelser og stemninger i fortaellingen – så vaeskerne sprøjter til alle sider. Scenografiens udtryk aendres undervejs og når til et punkt, hvor gulvet ligner et maleri af Jackson Pollock, før det igen vaskes af.
De fem afgangsstuderende, Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Emil Busk Jensen, Kristoffer Eriknauer og Sarah Simone Jørgensen, giver deres karakterer liv og dybde til en grad, hvor publikum maerker dem så staerkt, at latteren ubesvaeret erstattes af tårer i øjenkrogen.
De formår at tage Henrik Szlanys billedstaerke tekst til sig og gøre den naturlig og levende, selv når ordene som udgangspunkt ikke lyder som noget, nogen ville sige.
F.eks. denne fine formulering om forelskelse: »Alting myldrer under huden, som om alle mine blodårer er blevet til regnorme.« Vi kan helt sikkert glaede os til at se mere til de fem fremover.
Alting myldrer under huden, som om alle mine blodårer er blevet til regnorme.
EN REPLIK FRA FORESTILLINGEN.