Hvorfor nyder folk at blive skraemt fra

På Aarhus Universitet findes en gruppe forskere, der bruger deres vågne timer på at finde ud af, akkurat hvor gyseligt det må vaere, før det bliver ubehageligt. For hvorfor er det, at vi mennesker får nydelse ud af at blive skraemt fra vid og sans?

FORSKNINGENS DØGN

»Jeg er sgu godt nok lidt nervøs for at skulle ind i sådan en der,« siger jeg.

Thomas Therkildsens kollega er ved at finde et par virtual reality-briller frem. Om lidt vil de smide mig ind i det, Thomas Therkildsen, kandidat i psykologi, kalder »et lille univers« og udsaette mig for klaustrofobi, edderkopper og højdeskraek. Mens de måler praecist, hvor bange jeg bliver.

»Det her, det er bare vores første demoversion. Den har kun tre fobier, men i det endelige produkt satser vi på i hvert fald 20,« siger han.

»20?!« udbryder jeg, får spaendt en lille hvid dims på underarmen og velcrobånd strammet om mine fingre.

Med de apparater kan han og Mathias Clasen, der leder forskningsprojektet Recreational Fear Lab, på en skaerm følge med i, praecist hvor meget mine håndflader sveder, og hvor hurtigt mit hjerte løber. To parametre, som slår ud, når frygten saetter sig i kroppen. Sammen med en raekke andre forskere undersøger de to rekreativ frygt – den besynderlige omstaendighed, at vi finder nydelse i frygtens verden.

Mit hjerte er kravlet så tilpas langt op i halsen, at jeg kan maerke det slå, da virtual reality-brillerne traekkes ned for mine øjne. Thomas Therkildsen griner.

»Det er godt, det er jeg glad for, det skal nok se godt ud på skaermen,« siger han.

»Gud, hvor er det ulaekkert. Hvor skal jeg hen?«

Genfaerd og gespenst

Vi mennesker søger frivilligt frygtindgydende oplevelser.

Franchisen bag ”The Conjuring”, der til dato står bag syv gyserfilm, (en af dem blev kåret til filmhistoriens mest skraemmende vaerk i en afstemning foretaget af kino.dk i 2015) har ifølge det amerikanske Hollywoodmagasin Deadline indbragt godt 2 mia. dollars. Af en eller anden grund finder vi mennesker nydelse i at lege med frygten.

Eller nogle gør. Gys, gru og paranormal aktivitet har aldrig rigtig vaeret min ting. Et af studierne fra Recreational Fear Lab har – måske ikke overraskende – vist, at de mennesker, der konfronterer sig selv med horror på andres opfordring, finder det vaesentligt mindre nydelsesvaerdigt end dem, der gør det med fuldt overlaeg.

Forleden fik to af mine venner mig ned i et biografsaede til filmen ”Speak No Evil” af Christian Tafdrup. Vel at maerke en film, Politikens anmelder gav fem stjerner, men som han frarådede enhver at se, fordi den var så ubehagelig.

Så hvad er det lige, der gør, at jeg alligevel gik med til det? Hvorfor er det, at vi mennesker frivilligt kaster os ud i en skraekindjagende tur i filmmaskinen, når vi bare kunne lade vaere?

Det er, hvad lektor i litteratur og medier Mathias Clasen, der leder Recreational Fear Lab, har vaeret fascineret af, siden han som barn søgte genfaerd og gespenst. Selv om han vidste, at det ville give mareridt om monsterhaender, når han skulle sove.

»For hvorfor er det, at folk elsker at opsøge frygt for sjov? Hvorfor synes bittesmå børn at tittebøh, en form for jumpscare for babyer, er det bedste, man kan udsaette dem for? Det virker maerkeligt – normalt taenker man på frygt som en negativ følelse, vi gør alt for at undgå. Det er horrorgenrens paradoks: Den besynderlige omstaendighed, at så mange mennesker frivilligt opsøger underholdning, der har som formål at fremkalde negative følelser,« siger han.

Linegang i mødelokalet

Det er virkelig en besynderlig omstaendighed. At jeg har bevaeget mig ind i et araknofobisk

Torsdag rykkede forskningen frem fra kaeldrene, da Aarhus Universitet i fire timer holdt forskningens døgn om tid. Her kunne man bl.a. se sin frygt i øjnene hos forskerne ved Recreational Fear Lab, mens de målte puls, sved og antallet af blink.

Forskerne undersøger det, de selv kalder rekreativ frygt – den frygt, vi får nydelse ud af, horror, gys og gru. For hvorfor er det, at vi frivilligt kaster os ud i det? Og praecist hvor bange må man blive, hvis det skal vaere sjovt?

univers og febrilsk leder efter små symboler, jeg skal finde, for at slippe fra de kriblende edderkopper. Jeg kunne jo bare smide brillen og vupti, så stod jeg lige der. I et helt almindeligt mødelokale med lyst egetrae og chokoladekiks på bordet. Men studierne fra Recreational Fear Lab viser, at nysgerrigheden vaekkes, når forventningerne ødelaegges lige tilpas meget.

»Åh nej. Nu er det noget med højder. Jeg kan ikke se noget,« siger jeg, da jeg har overstået edderkopperne.

Menneskeligt grundtraek

Foran mig haenger et lille maleri. »Turn around and watch your step,« står der. Mellem mig og et bygningsfundament ligger en traebjaelke højt over en vej. Og jeg skal altså derud for at se symbolet. Langsomt går jeg på line på et almindeligt plankegulv.

»Ej, det er godt nok ...« »Hvad sker der, hvis man falder? Man kan godt gå ud over planken?« siger jeg og stamper forsigtigt i gulvet.

Forskerne har gennem tiden givet mange bud på, hvorfor vi tager skridtet. I et studie, som blev ledet af Mathias Clasens kollega Marc Malmdorf Andersen fra Recreational Fear Lab, undersøgte de 110 personers oplevelser i en haunted house-attraktion. I studiet opsummerer de også nogle af de bud, der tidligere har vaeret på en forklaring. Horrorforbrug har vaeret forklaret som en ambivalent konfrontation med undertrykte behov. Som en