Vid og sans?
form for selvstimulering. Ligefrem som en form for masochisme – seksuel lyst til smerte.
I studiet anser Mathias Clasen og forskerne frygt som nydelse som en leg, hvor man risikofrit kan opleve skraek og negative følelser. Den samlede forskning fra Recreational Fear Lab tyder på, at årsagen ligger gemt i den menneskelige natur.
»Formentlig fordi det er en måde at forberede os på farer og trusler senere i livet. Det er ligesom, når kattekillinger slås for at traene til fremtidige konflikter. På samme måde opsøger vi mennesker skraekindjagende film og virtual reality, formentlig fordi det giver os erfaring, der gør os i stand til bedre at håndtere vores frygt,« siger Mathias Clasen.
Men hvad så med sådan nogle som mig, der ikke finder nydelse i at se en hjerne blive kvast? Kun godt 55 pct. nyder horror, fortaeller Mathias Clasen, men vi andre er ikke fritaget. Vi leger også med frygt, når vi ser dokumentarer om seriemordere, eller når vi kører staerkt på cykel. Det hele handler nemlig om the sweet spot.
Forskning har vist, at faenomener, der forbindes med en lille usikkerhed eller overraskelse, er kedelige og demotiverende, mens for meget usikkerhed eller overraskelse gør det kaotisk, svaert at begribe og ikke lige frem nydelsesvaerdigt. Sådan er det også med horror.
»Men folks sweet spot er forskelligt,« siger Mathias Clasen.
Det er det spot, man kan skubbe til, og som man kan bruge i behandlingspsykiatrien.
»Folk med angst er typisk dårlige til at håndtere deres frygt. Det er en evne, man kan traene. Man kan simpelthen blive bedre til at registrere den og dermed blive bedre til at holde den i skak – måske ved at opsøge rekreativ frygt,« siger Mathias Clasen.
Naeste generation af horror
»Så. Var det det?« spørger jeg og vaelter fortumlet over til stolen igen.
»Kan du saette nogle ord på oplevelsen?« spørger fotografen mig.
Jeg ved jo, det er kunstigt, siger jeg. Men man glemmer det altså, når en edderkop er lige foran en. Og den med planken, den var ubehagelig. Min biologi er enig, for bjaelken fik sveden til at perle af mig. Der lå jeg i den høje skala, fortaeller Thomas Terkildsen.
»Stimulien snyder dig altså, selv om du ved, det ikke er rigtigt. Vi er evolutionaert udviklet til at tro på, at det, vi ser, er virkeligt, medmindre der er et staerkt bevis for det modsatte. Hellere reagere en gang for meget end en gang for lidt.«
Virtual reality er den taetteste analogi på virkeligheden, fortaeller Thomas Terkildsen. Med den kan man laere folk at håndtere deres frygt. Simpelthen skubbe til deres sweet spot. I et pilotprojekt fra 2019 fik en raekke børn med flyskraek en virtuel flyvetur af børne- og ungdomspsykologisk klinik for at traene til en rigtig en af slagsen.
»I et tilfaelde, hvor man ikke tør gå over bjaelken, kan man så saenke den nogle etager og laere bedre og bedre at håndtere sin højdeskraek.
Det er det, man gør i eksponeringsterapi. Virtual reality er et rigtig godt middel til at skabe den indlevelse, der skal til for at snyde kroppen så meget, at man kan arbejde med frygten,« siger Thomas Terkildsen og fortsaetter:
»Men i psykologisk praksis vil man ofte spørge i stedet for at måle fysiologisk, som vi gør. Her prøver vi at lave et vaerktøj, der pålideligt kan bygge et hierarki selv. På den måde kan man blive bedre til at ramme the sweet spot, for ofte er man ikke selv bevidst om, hvad man føler. Det er det, vi har fået penge til fra Innovationsfonden: at samle et kaempe datasaet med folks fysiologiske responser på forskellige miljøer og ud fra det udvikle et vaerktøj, der kan måle dine følelser.«
Først og fremmest vil Thomas Terkildsen og Mathias Clasen dog måle mine følelser, så de kan skabe en individualiseret horroroplevelse. Som i mit tilfaelde åbenbart ville foregå højt oppe. Fremtiden for de naeste generationer af horror, kalder Thomas Therkildsen det. Jeg ved nu ikke. Den generation hopper jeg høfligt over.