Australsk chardonnay fylder 50 år

Australsk chardonnay er mere end Lindeman’s Bin 65 – som i meget mere.

Er det virkelig ikke mere end 50 år siden? Spurgte en meget kompetent vinimportør, da jeg bad om prøver i anledning af 50-året for den første australske chardonnay – altså den første flaske med druenavnet på etiketten.

Men nej, det er det ikke. Den første australske chardonnay kom i 1972, og siden er det gået staerkt. I dag er chardonnay den naestmest plantede druesort i Australien, og vintypen har fejret triumfer ikke mindst i britiske supermarkeder, men sandelig også herhjemme, hvor det var et trygt valg at kunne raekke ud efter en aussie-chardonnay med den velkendte fede, søde, bløde smag, som gjorde det svaert at vaere bourgogne – ja, helt umuligt, når vi taler om vinene i forbrugerprislejet.

Den oversøiske chardonnay er generelt genkendelig i stilart, men også på etiketten, hvor alene det, at druenavnet har figureret, har tvunget Bourgogne-folkene til at følge efter, fordi de blev grundigt udkonkurreret.

Det var succesens grundlag, men mange af vinene har skiftet karakter.

Generelt søger man (som alle steder) mod friskere vine. En overgang dyrkede man også »un-oaked« chardonnay, som nok var frisk, men også enormt kedelig, og det er lige før, man hellere ville drikke den gammeldags egesuppe, hvor producenterne ikke holdt sig tilbage for at putte egeflis i fadene, fordi det er en billig genvej til fadsmagen, som stadig er så populaer, fordi den forlener vinen med fedme og rundhed.

Man får mere for pengene

Australsk chardonnay er ikke, hvad det har vaeret – det er bedre. Hvis man kun husker genren for Lindeman’s Bin 65, er man gået glip af noget. 600-700 kr. for en vin fra Leeuwin Estate lyder af meget, men den vil til enhver tid lammetaeve en bourgogne i samme prisklasse – det tør jeg sige, for jeg har smagt den mange gange, også mod virkelig gode vine fra Bourgogne.

Vinene fra berømte Vasse Felix er også vaerd at fremhaeve, og selv om sammenligningen med bourgogne jo altid ligger lige for, er den også skaev. De australske chardonnayvine, ikke mindst dem fra Margaret River i det vestlige Australien, har deres egen identitet og berettigelse.

Man skal ikke købe dem for at få bourgogne, men for at få noget andet. Og så selvfølgeligt

Lyt til podcasten

”Hvad drikker Lillelund?” på www.jp.dk/podcast lidt, fordi man får mere for pengene her, helt generelt.

Det begyndte alt sammen i 1832.

James Busby importerede chardonnaystokke til landet, og de blev delt mellem Sydney Botanical Gardens og hans egen ejendom Kirkton i Hunter Valley. Derefter gik nogle stokke i arv, uden at mange tog notits af det, før de i slutningen af tresserne dukkede op på Craigmoor Wines i Mudgee-regionen. Vinmager Pieter van Gent havde fået den besked, at han skulle glemme alt om at lave hvidvin, det var de røde, det gjaldt, men han havde et fad tilovers og forsøgte sig alligevel med chardonnay-druen.

I 1972 besluttede Craigmoor, der i mellemtiden havde skiftet ejer, at markedsføre flasker med druenavnet på etiketten. Det er ikke utaenkeligt, at berømte Tyrell’s også har haft chardonnay, men de skrev pinot blanc på etiketten. Det er ikke første gang i vinhistorien, at nogen har taget fejl af en drueklase, men der gik ikke lang tid, før navnet chardonnay blev så kendt, at ingen laengere tog fejl. Herhjemme er genren vist lidt glemt, i hvert fald i bedre kredse. Giv den en chance til, de bedste er fantastiske.

FÅ VIN I ØRERNE