»Det er ikke så maerkeligt, at unge mennesker i dag har det svaert, når de har deres foraeldre som forbilleder«
Vores konstante trang til vaekst har gjort, at verden føles fremmed for de fleste mennesker i dag. Det mener den tyske stjernesociolog Hartmut Rosa. For at genetablere forbindelsen til verden skal vi blive bedre til at opsøge og lade os rive med af de sm
»Rigtig mange har følelsen af, at de hele tiden skal løbe staerkere, og at de skal nå mere i dag, end de gjorde i går,« siger den tyske sociolog Hartmut Rosa fra scenen på Roskilde Gymnasium.
Han slår ud med armene og henvender sig til de mere end 550 publikummer, som under kirkefestivalen Himmelske Dage i Roskilde er mødt op for at høre såvel hans som psykologiprofessor Svend Brinkmanns bud på, hvad der taeller i tilvaerelsen i en tid, hvor flere og flere går rundt med følelsen af meningsløshed
»Det er en meget reel følelse, fordi vores samfund er bygget op omkring en logik, som gør, at vi hele tiden skal vaekste,« fortsaetter han.
Hartmut Rosa er de seneste år blevet verdenskendt inden for sit område og har fået stjernestatus for sin teori om sammenhaengen mellem accelerationen i det moderne samfund og mentaliteten blandt befolkningen i den vestlige del af verden – det, der ifølge ham er grundproblemet i vores tid.
Det fortaeller han, da vi efter foredraget sidder i et lokale tilknyttet Roskilde Domkirke.
»Der er en indre forbindelse. For mig er fremmedgørelsen, som opstår i mennesket på grund af accelerationen, ikke en sideeffekt af det moderne samfund, men et kerneprincip. Og fremmedgørelsen ser man både i vores forhold til planeten, som vi plyndrer og forurener, til os selv og vores egne kroppe, som vi ønsker at aendre ved enten traening eller operationer, og til vores medmennesker, som vi ikke laengere opfatter som nogle, vi skal sameksistere med, men som vi er i konkurrence med.«
Hartmut Rosas accent afslører tydeligt, at han til daglig underviser i det sydøstlige Tyskland – naermere bestemt på Friedrich-Schiller Universitet i Jena, mens hans klassiske påklaedning i form af ensfarvet skjorte og habit ville passe ind på et hvilket som helst universitet verden over.
Hartmut Rosa mener ikke, at vi skal saette farten ned for at håndtere dette grundproblem. Han mener derimod, at vi skal blive bedre til at slippe selvkontrollen og udvise tillid til andre mennesker. Hvordan vi gør det, vender vi tilbage til. Først skal vi forstå, hvordan accelerationen og fremmedgørelsen overhovedet er blevet indlejret i vores samfund og i os, og det kraever, at vi et går et godt stykke tilbage i tiden.
Tvunget til innovation
»Der findes også fremmedgørelsesprocesser, som ikke er knyttet til det moderne. Men hvis man ser på civilisationens udvikling og udviklingen af faenomener som ild, sprog og senere skrift, er det elementer, som har vaeret med til at gøre mennesket fremmed for verden. Men at fremmedgørelse er blevet et socialt princip, er først sket i Europa og det nordatlantiske i løbet af det 18. århundrede. Mennesker har altid vaeret nysgerrige og haft trang til at udvikle nyt. Ofte var de tvunget til det, fordi der eksempelvis var krig og hungersnød.
Hartmut Rosa er født den 15. august 1965 i Lörrach, Tyskland.
Han er uddannet i politologi, filosofi og tysk fra universitetet i Freiburg.
Siden 2004 har han vaeret professor ved FriedrichSchiller-universitet i Jena.
Er blevet kendt for sin forskning af højhastighedssamfundet.
Forfatter til en raekke bøger – herunder ”Fremmedgørelse og acceleration”, som udkom på dansk i 2014, ”Resonans” (2021) og
”Det ukontrollerbare”. Men siden 1800-tallet er vaekst blevet indlejret i os,« fortaeller Hartmut Rosa og uddyber:
»Alle industrier – tøjbranchen, byggebranchen, bilbranchen og flybranchen – haenger fast i en logik om, at hvis vi ikke bygger mere og hurtigere naeste år, så oplever vi tilbagegang. Den tendens tog til i begyndelsen af 1900tallet, hvor der var en massiv bølge af fremmedgørelse med rod i det politiske. Østblokken faldt, og kapitalismen blev udbredt. Det fik det økonomiske princip til at aendre sig med ”just in time”produktioner og neoliberalismen. Dertil kom digitaliseringen, som med den umiddelbare interaktion over internettet for alvor har skubbet graenserne for, hvor mange steder vi kan vaere på én gang.«
Og grunden til, at fremmedgørelsen påvirker os negativt, er, ifølge Hartmut Rosa, at afkobling eller isolation er en grundangst for det moderne menneske.
BLÅ BOG
Frygten for afkobling
»Eksistentiel ensomhed, eller det ikke at vaere forbundet med andre mennesker, er en stor bekymring for mennesket i dag. Og det er en bekymring, som jeg tror saerligt unge mennesker føler, fordi de ikke får tildelt andre konstanter i livet. Miljøet er ikke givet, fordi de unge mennesker ikke laengere er bundet til det sted, de vokser op, men kan flytte vaek og oftest til større byer med flere muligheder. Muligheder, som gør, at andre erhverv end deres foraeldres bliver tilgaengelige. Og hvad angår partnere, kan du smutte når som helst. Så de har en staerk følelse af at vaere alene,« siger Hartmut Rosa.
Men paradoksalt nok har mennesket selv skabt det system, som logikkerne er indlejret i. For eksempel digitaliseringen.
Nogle mennesker mener, at en måde at håndtere accelerationen – eller hamsterhjulet, som det også kaldes – på er at blive selvforsynende, leve efter FIRE-bevaegelsen og lade sig pensionere tidligt eller slet og ret flytte vaek fra byen og arbejde hjemmefra. Med andre ord vil de gerne dyrke det såkaldt langsomme liv.
Hartmut Rosa tilhører en lejr, som anskuer det langsomme liv som en utopi. Og det skyldes netop digitaliseringen og den fremmedgørelse, som den medfører.
Følelseslivet følger ikke med
Coronakrisen har meget tydeligt vist, mener han, hvordan Zoom-møder blev en del af de flestes hverdag og afkraevede det samme af dem, som fysisk kontakt gør. Dét på trods af at det virtuelle rum ikke giver samme mulighed for emotionel interaktion som det fysiske.