Messerschmidts nye mission

Det var naermest en selvopfyldende profeti, da DF-formand Morten Messerschmidt torsdag eftermiddag skulle holde sin partiledertale på Folkemødet. Han var ikke nået langt ind i den, inden han blev overdøvet af buhråb fra publikum. Eller et udsnit af publikum, for utilfredsheden viste sig at komme fra regnbueteltets regnbuefolk fra LGBT+-miljøet. Deraf det selvopfyldende. For i sin jagt på en politisk maerkesag, nu hvor der er borgfred om udlaendingepolitikken, har Morten Messerschmidt udset sig identitetspolitikken.

Det må betragtes som noget uklart, om den kan blive samme markante vindersag for partiet, som udlaendingepolitikken uomtvisteligt var i et par årtier. Man kan have sine tvivl. En undersøgelse fra Aarhus Universitet i denne uge – ganske vist kun med lidt flere end 300 adspurgte – viste, at kønsdebat og identitetspolitik for mere end 80 pct. af danskerne er ret ligegyldigt. De synes, at alt det der med forbudte sange og temafester, forbud mod at male sig i ansigtet, kagepersoner, sort energi, juridisk kønsskifte og mere i samme boldgade er noget pjat, men det er ikke noget, der optager dem. Mon ikke også det gør sig gaeldende i det gule Danmark i Sønderjylland, som ved valget i 2015 gjorde DF til det største borgerlige parti.

Men derfor kan hensigten og analysen godt vaere al aere vaerd for den traengte partileder. For Morten Messerschmidt har ret i, at selv om identitetspolitikken indtil videre er en elitaer bevaegelse, der trives på universiteter, i kulturinstitutioner og i de højtuddannedes saloner, så siver dens tanker og budskaber langsomt ind alle mulige steder og kan – hvis der ikke passes på – vaere en trussel mod det liberale demokrati.

Der er ingen lov mod buhråb under politiske taler – og det er på ingen måde usaedvanligt – og de klimaaktivister, som torsdag aften afbrød DR’s ”Debatten” for rullende kamera, ryger naeppe heller bag tremmer. Men det er symptomatisk for en identitetspolitisk aktivisme, der konstant mener, at den er i sin gode ret, at den lukker munden på sine modstandere frem for at tage den åbne og fri debat. Man aflyser – ”canceller” – sine modstanderes ret til at ytre sig.

I kønsdebatten kan det vaere forbundet med direkte livsfare – som det er for Harry Potter-forfatteren, J.K. Rowling – hvis man fastholder, at der er to biologiske køn. Under daekke af at vaere de tolerante og rummelige afslører identitetspolitikken og wokeismen, at det kun gaelder tolerancen og rummeligheden over for deres rettigheder, som de til enhver tid mener må overtrumfe det, der betragtes som en undertrykkende kultur, men som vi andre betragter som faelles spilleregler og normer.

I deres offerbaserede rettighedstaenkning antager identitetspolitikkens sammenblanding af det private og det offentlige stadig mere aggressive former i den naermest totalitaere kamp for, at egne følelser og identitet skal have forrang. I den forstand er identitetspolitikken demokratiets modstander, fordi den i virkeligheden ikke går ind for mangfoldighed og modarbejder det frie ord og den frie debat – det har Morten Messerschmidt ret i.

Den vil ikke indse, at det i virkeligheden er den, der er intolerant, og den vil heller ikke indse, at selv om det liberale demokrati insisterer på et vist mål af faelles normer i det offentlige samfundsliv, så er det det samme liberale demokrati, som sikrer de udstrakte frihedsrettigheder, som gør, at alle kan udleve det liv, den identitet og seksualitet, de ønsker – i det private. Det skal fastholdes.