Når vandet løber nedad, springer politikere opstrøms til andre partier
Da SF’s Holger K. Nielsen i radioprogrammet ”Ministertid” på 24syv blev spurgt, hvem der havde vaeret hans vaerste kollega i Folketinget, svarede han prompte: Astrid Krag. Hun forrådte i Nielsens optik det parti, der havde gjort hende til minister, og som hun selv havde ønsket at blive formand for, før hun i 2014 forlod partiet med en bemaerkning om, at hun i virkeligheden altid havde vaeret socialdemokrat og aldrig havde hørt til i SF.
Samme partihop fik vikaren fra helvede, Karsten Hønge, til at stille sig selv det uhøviske spørgsmål, om han følte sig røvrendt? Svaret var ja.
Nu har vikaren fra himlen, Isabella Arendt, så foretaget et partispring fra de internt krigeriske Kristendemokraterne til de forsvarselskende De Konservative. Selv er hun erklaeret pacifist.
Jeg skal ikke svinge køllen over for partihoppere, for jeg bor selv i et glashus med det tyndeste glas. Som ung stillede jeg op til folketinget for SF efter at have vaeret skribent på den dejlige kvinde Lilli Gyldenkildes biografi, men forlod partiet med erkendelsen af, at det bare var et forkert valg. Herefter tilbage til det parti, min familie har bevaeget sig hjemmevandt i gennem generationer, for så at springe opstrøms med andre radikale, herunder bror Anders, da Ny Alliance og senere Liberal Alliance blev stiftet som en reaktion på De Radikales venstredrejning og på Dansk Folkepartis rigide syn på mennesker, der ikke kan føre deres danske slaegt tilbage til arilds tid.
Nu er jeg atter politisk hjemløs og på herrens mark i forhold til, hvem jeg skal stemme på ved naeste valg. Men der skal nok blive sat et kryds, for ellers vil min far rejse sig fra sin grav og slå mig til stemmeboksen med en dusk braendenaelder. Man bruger sin stemmeret!
Den partihopper, der først brød igennem med topposter i flere partier, var Karen Jespersen. Hun begyndte som VS’er, blev sidenhen socialminister i først en S-regering, senere i en V-regering – for til sidst at marchere helt ud i en urskov så sort, at den får DF og Nye Borgerlige til at fremstå som sentimentale pladderhumanister.
I den nuvaerende regering sidder flere ministre med en aktiv fortid i andre partier. Rosenkrantz-Theil, Tesfaye og omtalte Astrid Krag. Senest aspirerer den tidligere SF’er og radikale Ida Auken til en ministerpost hos de for tiden så populaere socialdemokrater.
Baggrunden for de mange partihop er den generelle samfundsudvikling. For hundrede år siden var det altid faellesskabet først. I dag lever vi i et individualiseret samfund, hvor mange har vanskeligt ved at indordne sig i et faellesskab, hvor der hele tiden skal indgås kompromiser. Og det skal der i ethvert parti.
Partier i fald mister medlemmer, mens partier i vaekst modtager tilløbere. Politikere springer opstrøms. Arendt bliver ikke den sidste, og Thulesen Dahl bliver den naeste.
Hvad vil himlens Isabella Arendt så gøre den dag, hun måske kommer i Folketinget, og de nye konservative venner vil sende danske soldater i krig? I bedste fald bliver hun clearet, hvilket betyder, at hun ikke skal stemme i Folketingssalen den dag. Dermed kan hun redde sin samvittighed. I vaerste fald tvinger partiet hende til at sige, at hun ikke laengere er pacifist. Det vil vaelgerne have langt vanskeligere ved at tilgive end partihoppet, for de er mindst lige så troløse selv.
Uanset om afsaettet er himlen eller helvede, må man sande, at vandet på Christiansborg løber nedad. Partier i fald mister medlemmer, mens partier i vaekst modtager tilløbere. Politikere springer opstrøms. Arendt bliver ikke den sidste, og Thulesen Dahl bliver den naeste.