Tøv en kende med romantiseringen af Ukraine

Ikke engang det højt besungne danske samtaledemokrati faldt ned fra himlen.

Den store publicist og verdensborger Per Nyholm er draget til Mykolaiv på den ukrainske Sortehavskyst og har indlogeret sig på hotel.

»Egentlig burde jeg overnatte i et beskyttelsesrum,« betror globetrotteren sine laesere, uden at have besvaeret sig med at finde ud af, hvor det ligger.

Heldigvis har vor helt gode forbindelser: »På et i det ydre beskedent, i sit indre forbløffende fornemt hotel har man givet mig et logi med ryggen til fronten.« Der sidder han så og filosoferer: »Mine ledige stunder fordriver jeg med at laese i Kants ”Den evige fred”, medbragt til formålet.«

Det er, selv i den groteske nyhedsstrøm, svaert at finde en mere narcissistisk gestus end denne, som helt og aldeles ignorerer, at det snarere er krigen, der er evig, og freden, der er midlertidig. Det burde en tidligere udenrigskorrespondent vide.

I sine rituelle tirader om krigen i Ukraine tager Per Nyholm desuden fejl af det vaesentlige i den aktuelle konflikt, som er, at Ukraine ikke er en suveraen, selvstaendig nationalstat bygget på, hvad de liberale eliter plejer at kalde retsstatsprincipper og demokrati, men snarere et miskmask af kulturelle og politiske fragmenter, oligarker og militser, en porøs, korrupt og ustabil enhed uden voldsmonopol på et kolossalt territorium.

Denne ubekvemme sandhed burde få os til at vente med at indsluse landet i EU og fokusere på at hjaelpe konkrete ukrainere humanitaert og militaert bedre end nu.

Men sådan spiller klaveret ikke, når den europaeiske koncert går i gang. Glemt har vi åbenbart, hvor svaert det er at tilvejebringe noget, der bare minder om demokrati, samt det reelle forhold, at vores elskede styreform er undtagelsen snarere end reglen verden over.

Tag bare Danmark, hvis samtaledemokrati socialdemokrater, radikale og højskolefolk plejer at tage aeren for, og som lobbyister, influencere og journalister fejrer med varierende grader af sol og alkohol på det såkaldte Folkemøde. Ikke engang det faldt mildest talt ned fra himlen som tavler eller jura, men blev i stedet muliggjort over en lang historisk periode under traengte politiske forhold og militaere trusler laenge før opfindelsen af rundkredspaedagogik, førtidspension og Radikale Venstre.

Havde det ikke vaeret for krigene mod svenskerne og prøjserne – og de reformer, krigene udløste – var Danmark naeppe blevet en demokratisk nationalstat. Vores demokrati og borgerrettigheder var hverken planlagte eller et resultat af billedskønne ideer, men derimod en utilsigtet konsekvens af ydre pres, dvs. af noget over loven og uden for idealiteten.

Vejen til grundlov og demokrati var stenet, og før freden kom krigen. Først kom svenskekrigene, som udløste enevaelden i 1660, derpå fulgte de slesvigske krige og nationalstatens morgenrøde i

1849. Mens den enevaeldige territorialstat beroede på skatteopkraevning og et nyt forsvar, der aftvang anerkendelse fra nabostaterne, udsprang nationalstaten af de sproglige og kulturelle modsaetninger mellem de danske og tyske befolkningsdele i de tre hertugdømmer i 1830’erne og 40’erne og den endelige afgørelse i 1864.

Alt, hvad der skåles på i dag, har koordinater i 1660, 1849 og 1864. Demokratiet kom med andre ord ikke indefra, men udefra og oppefra, dvs. fra staten og dens eliter og kongerigets placering i det regionale magtsystem.

Før demokratiet kom svenskerne, enevaelden, skattestaten, prøjserne, Provisorietiden, tryk og tilpasning.

Op igennem 1700-tallet og ind i 1800-tallet var der ikke nogen, som ved deres fulde fem kunne forestille sig, at Danmark var på vej i demokratisk retning. Det Danmark, vi nonchalant tager for givet, blev til på afgrundens rand.

Måske vil den krig, som vor tids krigsturister valfarter til, trods al sin gru og ødelaeggelse gøre alle forbehold til skamme på laengere sigt. Ukrainernes patriotiske forsvarskrig mod

Rusland kan i bedste fald blive Ukraines fødsel som nationalstat. I så fald er der sket noget nyt.

Denne fortolkning er ikke min, men bygger på en syntese af den historiske sociolog Lars Bo Kaspersen fra 2004. Den holder stadig; vi føler os blot haevet over den slags. Vi har i nyere tid indført samtaledemokrati, velfaerdsstat, inviteret hele verden hertil og plastret landet til med vindmøller, nu har alle bare at gøre som os.

Samtidig føler landets udenrigsminister sig kaldet til at opdele verden i demokratier og autokratier og antager stik imod al erfaring, at Ukraine falder ind under førstnaevnte. Jeppe Kofod må have meget dårlige rådgivere, eller også er han fange af sine egne forhåbninger.

Bag den dystre nutid og den krogede historie gemmer sig dog et enkelt lyspunkt. Thi måske vil den krig, som vor tids krigsturister valfarter til, trods al sin gru og ødelaeggelse gøre alle forbehold til skamme på laengere sigt. Ukrainernes patriotiske forsvarskrig mod Rusland kan i bedste fald blive Ukraines fødsel som nationalstat.

I så fald er der sket noget nyt.