Beboere på plejehjem skal kunne sige klart nej til genoplivning, så omgivelserne ikke er i tvivl
Statistikken for en succesfuld genoplivning af beboere på plejehjem er ikke god. Og ofte kan tvivlen om, hvorvidt vedkommende ønsker forsøg på genoplivning eller ej, saette plejepersonalet i en unødig, svaer situation.
en aendring af Sundhedsloven, der bl.a. har til formål at styrke borgernes selvbestemmelsesret, diskuteres for tiden retten til at fravaelge en behandling, herunder genoplivningsforsøg. Emnet, der jo kan blive aktuelt for os alle, rummer svaere etiske dilemmaer.
Et af de centrale, uløste problemer omtales af AEldre Sagen således: »Vi skal ikke stå i situationer, hvor personalet vaelger at forsøge genoplivning, fordi det ikke er muligt hurtigt nok at finde frem til, hvorvidt den pågaeldende person har frasagt sig genoplivning.«
Plejehjemsbeboere udgør en velafgraenset gruppe mennesker med en saerlig helbredsproblematik. 6580 pct. af beboerne er demente. Derfor må det vaere muligt at udfaerdige et klart, operationelt regelsaet gaeldende for alle plejehjemsbeboere. Men inden man aendrer lovgivningen, er det vigtigt med en åben debat om emnet, både i familierne og som en del af den politiske dagsorden. For mange er det et følsomt, ofte tabubelagt emne, hvilket kan resultere i, at familien ikke får snakket om, hvilke ønsker den enkelte har, hvis helbredet en dag bliver så dårligt, at indflytning på et plejehjem bliver nødvendig.
Det vil vaere hensigtsmaessigt, hvis familien i god tid, helst inden en eventuel plejehjemsindflytning, drøfter, og gerne bliver enige om, hvordan et hjertestop skal håndteres. Og egen laege kan med fordel inddrages, for det er vigtigt, at laegen giver beboeren og familien en realistisk vejledning om konsekvensen af genoplivningsforsøg, og her vil resultatet af to undersøgelser vaere relevant:
I en københavnsk undersøgelse opgjorde man i perioden 2007-2011 resultatet af genoplivningsforsøg hos beboere på et plejehjem. Ud af 245 behandlede overlevede 12 uden alvorlige hjerneskader, dvs. 4,9 pct. De 233 fik enten svaere hjerneskader eller overlevede ikke.
I en anden københavnsk undersøgelse opgjorde man i samme periode resultatet af genoplivningsforsøg hos aeldre på 80 år og derover. Ud af 588 behandlede overlevede 166, heraf 26 uden alvorlig hjerneskade, dvs. 4,4 pct. af de behandlede. Genoplivede med hjerneskade udgjorde 23,8 pct. Risikoen for at blive genoplivet med hjerneskade er derfor i denne undersøgelse 5,4 gange så høj som chancen for at opnå intakt hjernefunktion.
Demente kan godt opleve god livskvalitet, men deres hjerne er meget følsom over for iltmangel, som hjertestoppet oftest indebaerer, og derfor er risikoen for forringet livskvalitet meget stor.
I en indflytningssamtale, ”den nødvendige samtale”, som allerede gennemføres på mange plejehjem, kan beboer, egen laege og meget ofte familie og personale deltage. Her skal det gerne endeligt afgøres, om genoplivning ønskes eller ej.
For de beboere, der allerede er flyttet ind, må det vaere en overkommelig opgave for egen laege at gennemføre ”den nødvendige samtale”, da man må formode, at et fravalg for langt de fleste hurtigt bliver konklusionen. Resultatet af samtalen skal så dateres og noteres i plejehjemsjournalen. Samtalen kan så revurderes f.eks. hvert halve år, eller når som helst beboeren, de pårørende, personalet eller laegen ønsker det.
Proceduren gør det muligt at udpege de, sikkert meget få, beboere, der har et genoplivningsønske, og hvor laegen vurderer, at der er chance for et godt resultat.
I et eksempel fra et plejehjem på Frederiksberg ønsker to ud af 40 beboere genoplivning. Det er uvist, om nogen af dem vil overleve et hjertestop uden alvorlig hjerneskade. Mit forslag er, at disse beboere, der må formodes at vaere mentalt habile, skal baere et sikkert tegn på deres ønske. Det kan f.eks. vaere et diskret nylonbånd om håndleddet med navn, cpr og ”+ genoplivning”. Båndet kan ligne et smykke, som kun kan fjernes med en saks eller et andet instrument. Med resultatet af genoplivningsforsøg i de to københavnske undersøgelser in mente må man formode, at meget få, måske ingen, baerer båndet.
Alternativt kan man taenke sig en model, hvor et håndledsbånd markerer, at beboeren ikke ønsker genoplivning. Men med den model risikerer man, at beboeren, der oftest vil vaere dement, ikke forstår betydningen af båndet og derfor selv klipper det af eller beder om, at det fjernes, hvilket kan resultere i et uønsket genoplivningsforsøg.
Der vil formentlig vaere situationer, hvor ”den nødvendige samtale” ikke er gennemført af praktiske grunde, eller fordi beboeren ikke ønsker en sådan konfrontatorisk samtale. Man kender således ikke den pågaeldendes ønske. Her må egen laege vurdere, om der er mulighed for en vellykket genoplivning. Det må vaere realistisk at vedtage et regelsaet, hvor kun beboere med et genoplivningsønske baerer et håndledsbånd. Båndet skal vaere juridisk bindende i forhold til personalets handlepligt. Det forudsaetter dog en lovaendring.
Et andet vigtigt aspekt er personalets handlepligt og retssikkerhed. Får en plejehjemsbeboer hjertestop, er det i dag er sådan, at for at handle korrekt skal personalet altid først sikre sig, om der i journalen er et dateret laegenotat om et fravalg.
Det er blevet foreslået, at beslutningen kan synliggøres ved, at der, f.eks. i beboerens stue, findes et skilt eller lignende, der bekraefter fravalget. Problemet er, at stuen kan vaere placeret langt fra, hvor hjertestoppet sker, og logistisk vil det ofte vaere en naesten umulig opgave at handle korrekt.
Ved enhver tvivl skal der ringes 112, en kollega (der kan vaere optaget hos en anden beboer) skal alarmeres, og hjertestarteren hentes. Det vil vaere en meget svaer opgave for f.eks. to nattevagter, der passer 30 beboere. Undlades genoplivning på et forkert grundlag, kan det medføre frihedsstraf. Det er en urimelig situation at bringe både personalet og beboeren i. Resultatet
kan vaere, at en beboer mod sin vilje bliver udsat for genoplivningsforsøg, og at livet får en uvaerdig afslutning pga. den dramatik, som meldingen ”hjertestop” udløser.
Ca. 10 pct. af ambulancekørsler med hjertestop via 112 kommer fra plejehjem eller plejeboliger – et højt tal i betragtning af den ringe chance for et godt udfald.
Den nuvaerende lovgivning om personalets handlepligt er omfattende og kan vaere svaer at overskue i den akutte situation. En telefonisk kontakt med en (vagt)laege, som ikke kender patienten, vil vaere et usikkert grundlag for at kunne tage stilling til genoplivning.
At konstatere, om beboeren baerer båndet, skal gøres af en sundhedsfagligt uddannet medarbejder, f.eks. en sygeplejerske, sosu-assistent eller sosu-hjaelper, og personalet skal kunne handle uden først at skulle finde plejejournalen frem. Og jeg har i øvrigt aldrig mødt laeger, der har ønsket genoplivning i tilfaelde af, at de kommer på plejehjem. Den graeske laege og filosof Hippokrates, der betragtes som en slags fader for laegevidenskaben, udtrykte det ca. 400 år f.Kr. således: »Primum non nocere.« Dvs. laegens pligt er først og fremmest ikke at skade. Men ovenstående er udtryk for min personlige holdning, der ikke nødvendigvis deles af Laegeforeningen.
Jeg har i øvrigt aldrig mødt laeger, der har ønsket genoplivning i tilfaelde af, at de kommer på plejehjem.