Måske burde man finde sig et passende gravsted?

Døden er ikke for sarte sjaele. Men den er der jo, så måske ville man gøre både sig selv og sine pårørende en tjeneste ved at skaenke den en tanke.

Jeg har en faetter, der er praktiserende laege. Han benytter enhver festlig lejlighed til at fortaelle, at menneske-skabningen ikke er konstrueret til at blive mere end 60 år. Lykkes det derfor at blive aeldre end tre snese, er der tale om ren bonus.

Ud fra en biologisk betragtning synes jeg, at det giver god mening. I den alder har du formentlig sikret slaegtens bestående, og dit afkom har sikkert også sørget for endnu en generation homo sapiens på planeten.

Forleden så jeg en film om en toårig blaeksprutte, der simpelthen brugte sit livs sidste kraefter på at laegge 100.000 aeg på havets bund. Da aeggene klaekkede og miniblaeksprutterne stormede ud i verden, sygnede moderen hen og endte sine dage på havets menukort.

Tillykke morlille, din mission er lykkedes, du kan med god ret traekke stikket ...

Forplantningen er vel hensigten med vores og andre vaesners gang på Jorden?

Men stop en omgang. Sådan er det heldigvis ikke for vores slags. Jeg er 61 år, og jeg har da overhovedet ikke lyst til at traekke stikket, selv om jeg har fået fire aellinger, som alle har vokset sig til stolte svaner.

Desuden er der en fransk kvinde, der er blevet 122 år, og forskere haevder, at mennesket på laengere sigt godt kan nå en topalder på 145 år.

Min egen farmor var 102,5 år, da hun besluttede sig for, at tiden var inde til at ride til de evige jagtmarker. Så lagde hun sig i sengen i stearinlysenes skaer og ventede på, at Vor Herres engle kom og hentede hende. Det endte dog med, at hun rejste sig op igen, for hun var alt for nysgerrig til bare at stå af. Hun tog lige et par måneder mere. Men døden kom. Som den jo gør.

Men har vi glemt døden i det moderne samfund? Det er, som om vi gør alt for at fortraenge dens tilstedevaerelse. Under coronakrisen blev hvert et dødsfald regnet som en tragedie, og sådan er det naturligvis også på det personlige plan, når man mister nogen. Men døden er nu engang en del af livet.

I mit hood på Østerbro i København ligger Holmens Kirkegård. Gennem alléen med de slanke lindetraeer slentrer jeg ofte en tur ned til kapellet, som er bygget som en norsk stavkirke.

Skibskirkegården, der oprindelig blev anlagt til fattige søfolk i 1666, er spaekket med spaendende historier. Her er bl.a. en gravhøj for 500 soldater, der mistede livet ved Slaget på Reden i 1801, da Lord Nelson taeppebombede den danske flåde i Øresund. Rundt om højen står 11 sten med navnene på de officerer, som var slagets ofre. Stenene har forskellige størrelser – alt efter officerens rang.

På kirkegården ligger også ”Tak og Tone”s forfatter, Emma Gad, samt Det Kgl. Teaters store stjerne i 1800-tallet Johanne Luise Heiberg og hendes mand, teaterdirektør og dramatiker Johan Ludvig Heiberg.

Taet derpå har ”Champagnegaloppens” bagmand, H.C. Lumbye, en buste på toppen af en søjle. Den tidligere formand for Socialdemokratiet Svend Auken har fået en enorm sten på en graesplaene under et frodigt piletrae, og i den anden ende af kirkegården hviler Troels Kløvedal efter tusindvis af eventyr på verdenshavene. Og sådan kunne man blive ved.

Og hvad vil jeg så med det? Tja, jeg forsøger i mit stille sind at forlige mig med det uundgåelige.

For selv om et dødsfald naturligvis er en stor sorg for de efterladte, rummer kirkegården også en ro og fred, der så at sige gør døden til noget håndgribeligt, som man kan (laere at) leve med. Her bliver de afdøde til mere end et nummer i statistikken. De erindres – og ja, måske ender nogle af dem som en god historie for turister på en guidet tur. Men helt aerligt, hvad gør det?

Når jeg går der i gangene mellem gravene, taenker jeg, at jeg burde blive bedre til at skaenke min egen død en tanke. Både af personlige grunde, men også for mine efterladtes skyld.

Man kunne starte med at finde det sted på kirkegården, hvor man faktisk godt kunne forestille sig at tilbringe sit efterliv.

Nede i det sydvestlige hjørne står et majestaetisk bøgetrae. Lige der under traeets enorme krone tror jeg faktisk, at min familie ville kunne tilbringe en hyggelig tid sammen, mens de fortaeller røverhistorier fra vores faelles liv. Tag bare et taeppe og en madpakke med. Jeg skal nok vaere der. Og jeg går ingen steder.

Men har vi glemt døden i det moderne samfund? Det er, som om vi gør alt for at fortraenge dens tilstedevaerelse.

HERFRA HVOR JEG STÅR

”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt - skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.