Tysklandsproblemet
Kører man i bil ned gennem Europa, er Tyskland for de fleste noget, der skal overstås. Det er ikke helt retfaerdigt.
For nu at vaere helt aerlig: Tyskland er et problem.
Man må ikke sige det højt, men det gør de fleste nu alligevel, selv om de omskriver problemet til Currywurst mit Pommes og vender det hvide ud af øjnene imens. Men man kommer ikke uden om, at Tyskland for den utålmodige vinrejsende mest af alt er noget, der skal overstås, og vi kan godt slå fast, at det er synd og skam. Det er det virkelig.
Tyskland rummer nogle af verdens smukkeste vinmarker, og en cykeltur langs Moselfloden er en betagende oplevelse. Modsat f.eks. Champagne, hvor ofrene fra Første Verdenskrig ligger begravet på rad og raekke i det flade landskab, kors efter kors, mort pour La France, er Mosel ikke bare historie, men ren naturskønhed; et dramatisk landskab, man kan indtage, selv om man er helt uinteresseret i vin. Og hvis man er bare lidt interesseret i vin (interesseret nok til at drikke det), vil man hurtigt opdage, at riesling-druen her når sit ypperste og i de klassiske lieblich-vine forlener den strenge syre med en formildende sødme og lethed, man aldrig traettes af.
Har Tyskland en gastronomisk kultur?
Så hvorfor suser vi igennem?
Tja, først og fremmest ligger de tyske vinmarker alle sydpå i landet, så man skal køre ganske langt, før det er vaerd at stoppe for vinens skyld. Der er et godt stykke vej derned. Og når man er der, er man alligevel naesten i Frankrig, der sammen med Italien er populaere feriemål hos de fleste, herunder mig.
For mig – og jeg gaetter på også for mange andre gastroturister – er maden en del af historien. Bevares, der ligger en raekke trestjernede restauranter i Tyskland, og jeg har også spist på nogle af dem, men nogen nyhed er det jo ikke, at man spiser godt på en trestjernet Michelin-restaurant til mange tusind kroner kuverten.
Men for at et land er vaerd at opsøge rent gastronomisk, må det have en grundlaeggende gastronomisk kultur, ikke bare en elite.
Problemet er det samme i England, der, trods en del såkaldte gastropubber og en raekke topkokke og restauranter, for den almindelige rejsende er leveringsdygtig i naermest samvittighedsløs dårlig mad. Eneste redning er som regel en pølse med noget til, hvad der også kan anbefales som nogenlunde sikker havn i Tyskland.
Trods utallige turistfaelder og masser af malbouffe også i Frankrig, trods elendige pizzaer på alt for dyre pladser i Italien, så finder man dog bagved, hvis man leder lidt, et egentligt køkken, en tradition, stedvist glemt og gemt, men den er der. Men en egentlig gastronomisk kultur i Tyskland udover schnitzel med kartoffelsalat? Jeg er ikke stødt på den endnu.
Jo, bevares, dönerkebab er også kultur, ligesom karrypølsen, som i øvrigt er af nyere dato. Hertha Heuwer (1913-1999) fra Berlin opfandt sovsen den 4. september 1949, da hun stod i regnvejr og kedede sig i sin pølsevogn; der er opsat en mindeplade, som kan beundres i Kantstrasse 101, og så er der i øvrigt dem, der påstår, at retten snarere er opfundet i Hamborg? Er det vaerd at skaendes om? Jeg synes det ikke.
Sovsens indhold varierer, men den er altid relativt staerk og sød. Pølsen er en bockwurstpølse og serveres naesten altid i skiver, som druknes i saucen.
Ret forfaerdeligt.
Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg og min rejsefaelle indtog sådan én, da vi på vores tur gjorde holdt i Tyskland på vej til lufthavnen. Det var på vej hjem, og vi var regulaert sultne, som man kan blive det af at køre på motorvejen. Jeg er ikke stolt af det, men det gjorde vi altså. Det var eneste mulighed. Eller sådan forekom det, da vi stod der.
Tyskland er altså et problem.
Paris