Et vinhus, hvor man også kan spise – naesten
Man bør holde sig til flammkuchen, når man spiser på Das Weinhaus – men den er til gengaeld god.
Flammkuchen er de ganske gode til.
Das Weinhaus er et legendarisk sted, som det hedder med et slidt ord. Men rammende er det immervaek, for mange vinelskere har gennem år og dag gjort holdt her for at kigge dybt i det imponerende vinkort, der rummer masser af aeldre årgange til rørende priser; først og fremmest, naturligvis, af tyske vine. Og ikke mindst af vinene fra J.J. Prüm, som netop kraever tid i kaelderen, hvis de skal manifestere sig.
Det er egentlig en vinhandler. Idéen er, at vinene står på hylderne, og man for nogle få euro ekstra kan få lov at drikke dem på stedet.
Jeg elsker sådan nogle steder, og jeg er kommet her nogle gange, men da jeg som regel rejser uden for saesonen, var det første gang, jeg besøgte stedets gårdhave, som er et livligt sted sådan en fredag aften. Stedet tiltraekker langtfra kun vinnørder, så hvor man på andre restauranter med vinkort af denne type vil finde midaldrende par eller oprømte herreselskaber, er her både storfamilier med børn og aeldre aegtepar med en lille fadøl hver.
Langtfra alle har brug for det store vinkort.
Publikum er det samme indenfor, men stemningen i det mørke lokale er selvfølgelig anderledes intim og praeget af de mange hyldemeter flasker, der saetter scenen i rummet.
Må jeg bede om det store vinkort?
Stedet er grundlagt af Otti Büsching, og han er stadig i restauranten og giver instrukser til Gud og hvermand. En sand karakter.
Man bør ivaerksaette en vis autoritet, når man saetter sig, og man skal udtrykkeligt bede om det store vinkort. Herefter går det bedre, for så kommer en af stedets sommelierer. Man kan undre sig over, at vinkundskaben hos personalet ikke er større, men sådan er det altså.
Man skal i øvrigt heller ikke regne med, at de har alle vinene på kortet. Det har de langtfra. Til gaeld har de mange flere, som slet ikke står der, og typisk vil man – efter at have disputeret frem og tilbage – blive inviteret med ud bagved, hvor man selv kan se, hvad de har og ikke har. Den invitation er ikke svaer at opnå, og man bør klart sige ja til den.
Vi valgte to årgange af J.J. Prüms Wehlener Sonnenuhr Spätlese – 2008 og 2011. De kostede 50 euro stykket, og det er aerlig talt fundet for de penge.
Men så er der maden.
Vi bestilte begge schnitzel – min rejsefaelle med hvide asparges til, og de var så udkogte og triste, at han begyndte at spise mine kartofler: Isaer det udkogte er en skødesynd, når man bevaeger sig ned gennem Tyskland (ja, det kan også vaere det i Frankrig, men ingen slår tyskerne, når der skal koges igennem). Selve schnitzlen var tør, men spiselig, men efter at have siddet noget tid og taenkt over den, og hvad den kunne have vaeret, valgte vi at dele en klassisk flammkuchen, og det fortrød vi ikke. Tynd – meget tynd – og helt sprød, som den skal vaere, enkel og ikke spor overlaesset.
De er ikke meget for at tale engelsk her, men man skal jo heller ikke diskutere Wittgenstein med personalet, så det går jo endda.
Das Weinhaus er et godt sted at gaeste – men hold Dem til flammkuchen.
ET FINT ALTERNATIV
Das Weinhaus