Folkemøde med og uden folket

Synd tappert, kaere venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det.

Dette burde dateres ikke-Allinge og forsynes med korrespondent-titlen ”Jyllands-Postens aldeles ikke udsendte medarbejder”, for tous le monde er til folkemøde, men jeg er ikke til folkemøde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg finder tanken alvorligt traettende, men det er en personlig lede; det kan Folkemødet overhovedet ikke gøre for, men altså:

Helt utrolig mange af mine venner, bekendte og kolleger er til folkemøde, og jeg under dem alle de gratis fadøl, de kan stampe op af jorden til den store faetter-kusine-fest, fred på jord, og skål på det. I øvrigt kan Folkemødet have mange kvaliteter, debatter bliver livligere end i tv, latterbrøl og buh-råb skaber sang og fest og glaede, og den politiske klasse kan endog fremlaegge undersøgelser, der viser, at folket er til stede på Folkemødet, og vel er deres tilstedevaerelse ikke strengt nødvendig for, at man kan hygge sig, men det er immervaek rart med sådan en undersøgelse.

Man skal ikke tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, men man må vel smile lidt ad den hudløshed, man møder, hvis man tillader sig så meget som at antyde, at folket ikke rigtig er en del af Folkemødet. Folkets kaerlighed, min styrke, går de og siger til hverandre, kast en sten ind i flokken, så hyler hele koblet.

AErlig talt: Synd tappert, kaere venner, der er ikke noget galt i en sommerweekend på Bornholm sammen med nogle andre, der synes, det er den største spas at lege politik hele dagen. Stå dog ved det. Som kritikeren Lars Bukdahl engang skrev om den mad- og vinglade digter Jan Sonnergaard: »Gustav Wied kunne skrive om AEdedolkenes Klub, fordi han selv havde en rem af spaekket. Den dag, Jan Sonnergaard erkender, at han er en glad gris, kan han skrive en god novelle om et dumt svin! Som andet end en hellig rad!«

Det er en gammel historie, men i år er der dog sket det opsigtsvaekkende, at Clement Kjersgaard i flere minutter ikke havde ordet. Det var, da en gruppe aktivister afbrød en klimadiskussion, hvad der fik Statsradiofonien til befippet at slukke for signalet, og Pia Kjaersgaard til rutinemaessigt at rase mod de uopdragne unger, men det kan blive vaerre endnu, for folk eller ikke folk, uden politikere er der i hvert fald ikke noget folkemøde.

»Hvis politikerne ikke kommer, så er der jo ikke nogen fremtid for Folkemødet. Det er meget enkelt,« siger Morten Rud Pedersen. Hans kommunikationsbureau afholder – i skarp konkurrence med Toga Vinstue og festen på Liberal Alliances båd – en af mødets mest eftertragtede fester.

Nu er der en tendens til, at politikerne begynder at blive vaek fra festerne. Det er Politiken, der bragte den ganske sensationelle historie om, at Folkemødet ganske enkelt var blevet for dyrt, selv for politikere.

»Vi har oplevet vaesentlige prisstigninger, både på at bo i naerheden af Folkemødet og at vaere til stede der med arrangementer [...] Derfor mener jeg, at der er mørke skyer i horisonten i forhold til det, jeg ser som en af de vigtigste ting for Folkemødet: at folket har mulighed for at møde beslutningstagerne,« siger partisekretaer Lasse Ryberg fra Socialdemokratiet salvelsesfuldt til avisen.

Kommer bornholmernes grådighed til at koste dem vaertskabet?

For grådige er de. For et par år siden var en ven i nød for overnatning, der var ingen plads i herberget, og jeg mente nok at kunne skaffe ham husly. Det kunne jeg også. Det viste sig at vaere en luftmadras i en dagligstue med en rumdeler fra Ikea som eneste garant for privatliv. Pris? 2.500 kr. pr. døgn.

Jeg ved ikke, hvordan man ser ud i ansigtet, når man opkraever pengene for sådan en luftmadras, men der er i sig selv ikke noget overraskende i det. Og det er lidt uhyggeligt, at de voksne mennesker, vi har sat til at lede landet, har en så ringe forståelse for almindelig prisdannelse. Måske skulle politikerne laese noget mere Anders And, f.eks. den om ”Skillinger fra skyerne”, hvor en tyfon tager fat i Onkel Joakims pengetank, så det pludselig begynder at regne med penge. Alle bliver rige og holder op med at bestille noget, den eneste, der arbejder, er Onkel Joakim på sin gård, og han saetter prisen på aeg derefter, hvorfor han snart igen er verdens rigeste mand.

Allinge er Allinge, den bliver ikke større, og det er besvaerligt, ja, ofte umuligt at komme til og fra, og man skulle jo gerne kunne hygge sig lidt om aftenen. Det er der mange, der taenker, og så stiger prisen, ganske ligesom prisen på en lejlighed på Østerbrogade er steget. Sådan er det, og det bliver ved, indtil det eksploderer.

Kunne man flytte Folkemødet et andet sted hen? F.eks. Herning, der ligger mere midt i landet? Eller Fredericia?

Det bliver ikke det samme. Utilgaengeligheden er en del af oplevelsen. Det er jo også derfor, man tager i sommerhus med vennerne, for så kan man ikke sådan lige tage hjem igen, og det skaber en anden stemning. En bekendt af mig var for nylig til et større seminar på et hotel i det indre København, og invitationen var tilføjet naermest bønfaldende ord fra chefen: »Lad nu vaere med at tage hjem om aftenen.«

Hvis hjemmet bare er en cykeltur vaek, er fristelsen stor, magien brudt. Så er seminaret ikke laengere et afbraek, men bare endnu en dag på kontoret, og da der går alle mulige busser og tog til og fra Herning, er det pludselig en mulighed, og så er den ødelagt.

Der er simpelthen ikke så hyggeligt i Herning som på Bornholm, og restauranterne er ikke naer så gode, men det ville gøre det lettere for folket at komme til møde. Og det var jo det, der var meningen, ikke sandt?

Folkeligt skal alt nu vaere, og det er det faktisk ikke for alvor. Ikke med de priser. Så at lade Folkemødet gå på omgang er en god idé i pagt med alle gode intentioner om at bringe landet taettere sammen, og de bornholmske sommerhusejere, der har budgetteret med frapperende indtaegter i denne uge, klarer sig nok; sommerhuspriserne på øen er jo på det naermeste eksploderet over de seneste år.

Det ville tage toppen af faetter-kusine-festen, der er simpelthen ikke så hyggeligt i Herning som på Bornholm, og restauranterne er ikke naer så gode, men det ville gøre det lettere for folket at komme til møde. Og det var jo det, der var meningen, ikke sandt?

KOMMENTAR

”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.