Tyveriet af børn har stemplet Putin, men Kremls fortaelling er en anden
Tvangsflytning af tusindvis af ukrainske børn til Rusland har gjort Putin til en efterlyst krigsforbryder. Deportationerne er som et ekko af et af de mest grusomme kapitler af Ruslands historie under Stalin. Men i Rusland er de et bevis på det diametralt
Da russiske styrker ankom til hospitalet i Kherson i efteråret i forbindelse med deres tilbagetraekning fra den ukrainske by, skyndte sygehusets personalet sig at skjule babyer, forfalske deres journaler og placere respiratorer ved siden af deres senge.
Alt sammen for at foregive at de var for syge til at blive flyttet og for at undgå, at russerne ville bortføre børnene og tage dem med sig til Rusland, sådan som det allerede laenge havde vaeret en kendt praksis.
På den måde blev 14 børn reddet, skriver New York Times, der har beskrevet den højst usaedvanlige redningsaktion. Men i mange andre tilfaelde har ukrainske myndigheder og foraeldre stået hjaelpeløse tilbage over for bortførelser og deportationer af ukrainske børn til Rusland. Blandt andet er børn blevet lokket på to ugers skolelejr på Krim-halvøen, som blev annekteret af Rusland i 2014. Det skete blandt andet for den 11-årige Lilya og hendes klasse fra Kherson i september.
»Jeg var bange,« har hendes mor, den 36-årige Tatiana Vlaiko, fortalt den britiske avis The Times.
»Der er krig, og jeg sagde til hende, at det nok ikke ville blive så let at få hende hjem igen. Men hendes venner skulle afsted, og hun ville virkelig gerne.«
Men selv hvis Tatiana Vlaiko havde modsat sig turen, syntes hun ikke at have haft noget valg.
Samtykkeformularer fra skolen var allerede sendt til alle foraeldre, der blev instrueret i at bringe deres børns fødselscertifikat og at stille på havnen i Kherson naeste morgen klokken 6 for at lade deres børn sejle med dampskib ad først Dnipro-floden og siden over Sortehavet til Krim.
Men 11-årige Lilya og hendes klassekammerater kom ikke tilbage. Praecis som hendes mor havde frygtet:
»Jeg ringede til hendes laerer og spurgte, om hun ville bringe dem tilbage? Men hun holdt bare op med at svare.«
Lilya er blot ét af tusindvis af ukrainske børn, der er blevet bortført og bragt til enten det russisk-besatte Krim eller Rusland, herunder Sibirien flere tusind kilometer vaek, siden Putins invasion af Ukraine for 13 måneder siden.
»Statsorganiseret kidnapning«
Ifølge en opgørelse fra USA’s justitsministerium har Rusland placeret mindst 6.000 ukrainske børn i dels 43 lejre eller institutioner på Krim eller Rusland og dels privat ved russiske familier, der har fået lov at adoptere dem.
Antallet af ulovligt deporterede ukrainske børn er ifølge Ukraine langt højere – nemlig 16.000 – og det ukrainske udenrigsministerium har angrebet Rusland for at vaere engageret i »statsorganiseret kidnapning af børn«.
Uagtet det praecise antal deporterede børn fremhaevede Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag for nylig denne praksis, da den udstedte en arrestordre på praesident Vladimir Putin.
Domstolen har ud over de mange ukrainske børn, der på forskellig vis er blevet lokket og snuppet fra foraeldre, identificeret hundredvis, som er taget fra børnehjem og andre institutioner for børn i Ukraine.
Ifølge Karim Khan, domstolens chefanklager, er deportationerne foretaget med det mål permanent at fjerne børnene fra deres eget land, og dette er et brud på Genèvekonventionerne og udgør derfor en krigsforbrydelse.
En bestemmelse i FN’s konvention om børns rettigheder forbyder »ulovlig transfer og ikke-returnering af børn til udlandet«, og FN’s konvention om folkedrab forbyder »tvungen overførsel af børn fra en gruppe til en anden«.
Deportationerne er som et ekko af et af de mest grusomme kapitler af Ruslands historie, hvor Joseph Stalin brugte deportationer til russificering og at konsolidere Kremls kontrol.
Fra 1936 til 1952 blev mindst 3 mio. men
Det mest kostbare i alle samfund er den naeste generation – og når forbrydelser rammer eller påvirker de mest sårbare, så må loven traede til for dem. KARIM KHAN, CHEFANKLAGER VED DEN INTERNATIONALE STRAFFEDOMSTOL
nesker ifølge FN’s flygtningeagentur presset ud af deres hjem langs Sovjetunionens vestlige graenser og tvangsflyttet flere tusinde kilometer til blandt andet Sibirien.
»Jeg har aldrig set noget lignende«
Nu ser verden altså en slags gentagelse. Men altså med massedeportationer af børn.
»Jeg har aldrig set noget lignende,« siger chefanklageren Karim Khan til The Times.
»Islamisk Stat snuppede Yazidi-piger for at gøre dem til sexslaver og drenge for at traene dem til at blive krigere, og Pol Pot tvang familier i byerne ud på landet. Men det her er anderledes. Det mest kostbare i alle samfund er den naeste generation – og når forbrydelser rammer eller påvirker de mest sårbare, så må loven traede til for dem.«
Kritikere af Putins styre har peget på, at Ruslands primaere mål er at gennemføre »politisk genopdragelse« af børnene. Dels i private russiske familier og dels i de russiske lejre, hvor børnene udsaettes for akademisk, kulturel og patriotisk russisk propaganda. Blandt andet må de kun tale russisk, og i lejrene pålaegges de at synge den russiske nationalsang.
Der har også forlydt ubekraeftede historier om mindreårige piger, der er blevet voldtaget i lejrene, og børn, der er blevet slået, når de ikke adlyder.
Ganske ekstraordinaert har Moskva ikke forsøgt at skjule deportationerne.
Men den russiske fortaelling om deportationerne er også fundamentalt anderledes end den vestlige.
I den russiske fortaelling er der tale om, at Rusland har reddet børnene fra Ukraine fra børnehjem, og at det russiske styre i modsaetning til det ukrainske udviser dybfølt og humanitaer medmenneskelighed. Rusland haevder, at ingen af disse børn har foraeldre eller vaerger til at passe dem. Billedet kompliceres af, at mange børn i Ukraines såkaldte børnehjem slet ikke er foraeldreløse.
Undersøgelser har vist, at russiske embedsmaend ikke blot har deporteret de ukrainske børn til Rusland eller russisk-kontrollerede områder uden samtykke. De har løjet for dem, bildt dem ind, at de ikke var eftersøgt af deres foraeldre, givet dem russisk statsborgerskab og brugt dem til propaganda.
Taget ved ”checkpoint”
Kreml har tilbagevendende brugt deporterede børn som en del af deres kampagne for at styrke opbakningen til Putins »saerlige militaere operation« mod Ukraine.
Eksempelvis strømmede prorussiske nyhedsmedier til, da russiske soldater efter et russisk bombardement af Mariupol sidste år stoppede en flok børn fra et børnehjem på flugt ved et ”checkpoint”.
Medierne fulgte, hvordan børnene blev transporteret laengere ind i Rusland, og det hele blev praesenteret som en russisk redningsaktion.
Da Putin talte om Ruslands kamp for »historiske landområder« under en statsorganiseret koncert for at markere årsdagen for den russiske invasion af Ukraine for en måned siden, kom en masse af de »befriede« og »reddede« børn fra Mariupol også på scenen sammen med en russisk soldat.
Soldaten, Yuri Gagarin, hvis kaldenavn er Engel, blev praesenteret som en redningsmand for 367 børn fra Mariupol. Flere af børnene på scenen takkede ham i det velorkestrerede propagandastunt.
»Tak, onkel Yura, for at redde mig, min søster og hundredtusindvis af børn fra Mariupol,« sagde den 15-årige Anya Naumenko ifølge mediet Istories.
”Onkel Yura”, altså Yuri Gagarin, svarede fra scenen: »Donbas’ børn, Mariupols børn – de er vores børn, og vi, den russiske haer, er forpligtet til at beskytte disse mennesker og disse børn.«
Kremlkommissaeren har Ukraine-børn
Da Den Internationale Straffedomstol for nylig satte Putins navn på den berygtede liste af despoter og diktatorer, der har begået nogle af de vaerste forbrydelser mod menneskeheden, føjede den samtidig Maria Lvova-Belova, Kremls kommissaer for børns rettigheder, til listen.
Hun er det offentlige ansigt for deportationsprogrammet og har med stolthed praesenteret sig som en frelser af de ukrainske børn.
Efter hendes arrestordre har hun også sagt, at hun vil »fortsaette arbejdet«. Personligt har hun ifølge Sky News 22 børn, hvoraf mange af dem er »adopteret« fra Ukraine.
I en video fra februar, hvor Vladimir Putin og Maria Lvova-Belova drøftede de deporterede ukrainske børn, kan man også se Putin anerkende sin børnekommissaers adoption.
»Har du adopteret et barn fra Mariupol?« spørger han hende først i videoen.
»Det har jeg, takket vaere dig, Vladimir Vladimirovich,« svarer hun ydmygt.
»Fik du en baby?« lyder Putins opfølgende spørgsmål.
»Nej, han er 15 år. Nu ved jeg, hvad det vil sige at vaere mor til et Donbas-barn,« svarer hun og tilføjer: »Det er kompliceret, men vi elsker hinanden meget højt.«
»Det er det helt afgørende,« konkluderer Putin.
For den ukrainske mor Tatiana Vlaiko fra Kherson var det til gengaeld hendes livs vaerste mareridt, da hendes 11-årige Lilya ikke kom tilbage fra skolelejren på Krim.
I de første par uger var det lykkedes Tatiana Vlaiko at komme igennem til hende over telefonen nogle få gange. Datteren havde først fortalt om gode oplevelser. Om at have set delfiner og at have vaeret til koncerter.
Men derefter fik Tatiana Vlaiko at vide, at hendes datter var blevet flyttet til en anden lejr og så pludselig en anden. Og så var det, at der pludselig bare var radiotavshed, og at end ikke laereren svarede på opkald.
Vidner har fortalt, at russiske embedsmaend har truet foraeldre med, at hvis ukrainerne når frem til området, så kommer de sammen med amerikanske lejesoldater, som vil slå og voldtage børnene. Og foraeldre har fået at vide, at hvis de ikke selv hentede deres børn, ville de blive bortadopteret.
En rejse på over 8.000 km
Gennem organisationen Save Ukraine, der hjaelper ukrainske foraeldre med at finde deres forsvundne børn, kom Tatiana Vlaiko sammen med 15 andre foraeldre med på en frygtindgydende tur til Krim for at finde datteren.
Men på grund af krigen kunne de ikke rejse den direkte vej til Krim få timer vaek. I stedet måtte de først rejse hele vejen vestpå til Polen, dernaest med bus ind gennem Belarus, hvor de på aggressiv vis blev undersøgt ved graensen, og ned gennem Rusland til Krim. Da foraeldrene endelig kom til lejren på Krim, fik de til deres overraskelse lov at komme ind.
»Da jeg så Lilya løbe mod mig, graed vi begge,« siger Tatiana Vlaiko til The Times.
Foraeldre fik lov til at tage deres børn med hjem. Men på tilbagerejsen gennem Rusland, fik de ikke lov til at rejse ind i Belarus, men måtte rejse endnu laengere nordpå til Letland og derfra ned gennem Litauen og Polen og tilbage derfra ind i Ukraine. En rejse på over 8.000 kilometer som tog 15 dage.
Men Tatiana Vlaiko er trods alt blandt de få heldige, der har fået sit barn tilbage.
»Det føltes som om, at jeg bar rundt på tre saekke med sten, som faldt af mig på et sekund.«