DAGBOG FRA UKRAINE
I nat var der helt stille. Så brød det løs med meget kraftig vind; en storm. Først fra vest og siden drejede den i nord. Det er et meget foruroligende tegn, for artilleristerne må hele tiden korrigere. Det fik jeg bekraeftet, da de unge mordere hen mod aften kom ned til brønden. Deres øjne var helt udslukte, og de kiggede dumt frem for sig. Skraekken havde ikke efterladt ret meget. Fortvivlelse og en fornemmelse af undergang.
De spurgte, om vi ofte har den slags vind. Jeg svarede dem, at det kan vare en hel måned. De var chokerede, fortalte bare, at vores fyre udsletter mål med stor traefsikkerhed. Og i dag havde de i overvejende grad udslettet stalinorgler. For os civile var det meget skraemmende. På kollektivbruget braendte den stald, der er naermest kontoret, på gården braender det flere steder, og ude på vejen har de sandelig også ramt noget. Igen er tre eller fire bygninger beskadiget. Man siger, at der ikke var civile dér. Vinden er også skraemmende, fordi man som regel ikke kan høre de udgående salver fra den anden side, og eksplosionerne kommer derfor som ud af intet.
Rygterne om, at aggressoren så småt traekker styrker tilbage, er blevet bekraeftet. De logerende i Ljudmillas kaelder gav os resten af feltrationerne og sukkeret og sagde, at de flytter.
Jeg var glad, graed endda hysterisk, taenkte, at alt nu var ovre. Men nej, de samler bare de patruljerende infanterister. Efter rygterne at dømme skal de tilbage til Belarus, så til Belgorod og Kharkiv (i det østlige Ukraine, red.) Skarpskytterne, soldaterne fra luftforsvaret og artilleristerne blev, selvom dem er der ikke så mange af. De henter allerede mindre vand, og de, der plejer at komme, er vaek. Skarpskytterne foreslog selv, at de ville give os det agitationsmateriale, som de modtager, når de er faerdige med at laese det. Men i går sagde de, at de bruger det til at rulle cigaretter af og lod forstå, at det er det rene og skaere løgn.
Gorbaniv-familien sorterede feltrationer, vi bagte pandekager, spiste til aften og gik i seng.
Krigsdagbogen er oversat og redigeret af Jyllands-Postens korrespondent Poul Funder Larsen. De første dele blev bragt i Jyllands-Posten den
8. , 11. , 15., 19. , 22. og 24. marts. Dagbogen kan også laeses på jp.dk.
Mens hans naboer forsvandt, blev likvideret eller flygtede fra de fremrykkende russiske tropper, satte Anatolij Boiko sig til at skrive. Fra den ukrainske landsby Andriivka skildrede han krigens gang fra sit helt personlige perspektiv. Et år efter bringer Jyllands-Posten frem til 6. april den 54-årige fotografs unikke, rørende og personlige dagbog fra krigens første uger.