Selv ikke et tykt lag sminke kan sløre, at EM og VM minder stadigt mere om staevner for bredden
Med udsigt til endnu en langgaber er det på tide at gentaenke hele kvalifikationssystemet til fodboldens store mesterskaber.
Italien-England torsdag, Frankrig-Holland fredag.
I skyggen af Danmarks halvfesne møder med Finland og Kasakhstan har ugen budt på et par laekkerbiskner for den neutrale fodboldfan, men med al deres pragt og historiske tyngde har kampene desvaerre også ledt tankerne hen på det modsatte, det knapt så fascinerende.
Helt som forventet blev indledningen på kvalifikationen til herrernes EM 2024 nemlig endnu en understregning af, at international fodbold på landsholdsplan konsekvent går i den forkerte retning og efterhånden ligner et breddestaevne.
Hovedproblemet er naturligvis den oppumpede turneringsstruktur, hvor de øverste ledere – blandt andet for at sikre deres eget genvalg – finder plads til stadigt flere lande. EM om halvandet år bliver den tredje udgave med 24 deltagere, VM 2026 bliver det første med 48 deltagere, og vi har for laengst passeret det punkt, hvor udvidelserne gav sportslig mening.
For det første skal alt for mange hold videre fra kvalifikationsturneringen.
For det andet skal alt for mange hold videre fra det indledende gruppespil af selve slutrunden.
I begge tilfaelde er resultatet et kedeligt forspil uden reel nerve, men lad os hér koncentrere os om førstnaevnte grundet timingen.
Ud fra et rent nationalistisk udgangspunkt kan man selvfølgelig kun glaede sig over, at Danmark (nummer 18 i verden) er havnet i pulje med Finland (nummer 56), Slovakiet (54), Nordirland (59), Kasakhstan (115) og San Marino (211), men helt aerligt – ingen kan med god ret haevde, at to af disse seks nationer fortjener at ende som deltagere ved et EM, som burde vaere reserveret til de staerkeste.
Og hvad med gruppe E, der består af Polen, Tjekkiet, Albanien, Faerøerne og Moldova?
Eller J, der rummer Portugal, Bosnien-Herzegovina, Island, Slovakiet, Luxembourg og Liechtenstein?
Hvilke to nationer må og skal bare med til et EM fra hver af de parringer?
Visse vil falde over Island og påpege, at et af højdepunkterne ved EM 2016 var islaendingenes sejr over England i ottendedelsfinalen, hvor de rigtignok tryllebandt alle med den inspirerende fightervilje og den stammelignende forbindelse til tilhaengerne med de ikoniske ”huh”-tilråb. Sympatien bør dog ikke skygge for det faktum, at overraskelserne er blevet faerre og faerre – udstillet af et kig på skaebnen for de to topseedede i hver kvalifikationspulje.
11 af de 18 røg med til EM 2016, mens det tal var steget til 18 af 20 til EM 2020, hvor Tyrkiet snød Island i gruppe H, og Finland endte højere end
Bosnien i gruppe J – altså ikke de store sensationer, men blot en udstilling af problemet med at lukke de naestbedste ind i det fine selskab.
Og lad mig hér understrege, at jeg skam har meget sympati for bredden.
Så mange søndage som muligt tromler jeg rundt på det lokale stadion til en times hyggebold, hvor alle er velkomne uanset teknik, kondital eller alder, og det er jo netop hele forskellen. Dér griner vi af os selv og hinanden, når vi igen har overvurderet egne evner, men vi laver altid jaevnbyrdige hold for at mindske følgevirkningen, hvilket ikke er tilfaeldet på allerhøjeste niveau.
Ingen udvikler sig ved konstant at vaere overmatchet, stå langt tilbage på banen og kun holde sig oppe på håbet om den ene omstilling eller dødbold, der kan give et mål og en sensation. Derfor burde hele systemet gentaenkes med forbillede i tennis, hvor de naestbedste kaemper om lov til at møde de bedste i de allerstørste turneringer.
Hele systemet burde gentaenkes med forbillede i tennis, hvor de naestbedste kaemper om lov til at møde de bedste i de allerstørste turneringer.
Rammerne findes faktisk allerede med Nations League, hvor landene er inddelt i puljer efter niveau, så det er langtfra umuligt at indføre – hvorfor ikke indføre en ”forkvalifikation”, så kun de bedste af de tredjebedste får lov at spille mod de bedste?
Jeg er dog ikke naiv nok til for alvor at tro på et kursskifte. Penge og magt betyder mere end fornuft, så det er naeppe et tilfaelde, at fem af åbningskampene i denne kvalifikationsturnering bød på møder mellem de to øverstseedede mod blot to til EM 2016.
Det gaelder jo om at sminke, hvor sminkes kan, og skabe en illusion om, at vi har gang i noget ekstraordinaert.