Regeringen har sejlet mere på natmørkt hav end under solbeskinnet himmel
Tidligere hed det sig, at en ny regering kunne regne med at vaere fredet af presse og vaelgere de første 100 dage af sin regeringstid. Men laeser man op på mediernes og skiftende oppositioners anmeldelser af de seneste fire-fem regeringer af blandet farve, har de naermest vaeret enslydende: Efter 100 dage er de alle blevet anklaget for at vaere handlingslammede, upopulaere og uden retning. Denne gang er anmeldelserne tilføjet anklagen om magtarrogance.
Det behøver man ikke tage så tungt som nyfødt regering. Alligevel må man sige, at SVM-regeringen nok slår rekorden i fødselsvanskeligheder. Den har sejlet mere på natmørkt hav end under solbeskinnet himmel. Her på kanten af hverdagen efter de 100 dage har regeringen med stor forsinkelse praesenteret finansloven for 2023. Om blot få måneder skal en tilsvarende for 2024 praesenteres. Begge vil vaere forsigtige, graensende til det stramme, trods staerke finanser.
Statsminister Mette Frederiksen lagde en daemper på forventningerne allerede i sidste uge, da hun på KL’s årsmøde praesenterede fem store, indenrigspolitiske udfordringer – kald det bare enorme problemer – der skal håndteres: En aldrende befolkning, mangel på arbejdskraft, et voksende bureaukrati, en svaekket faellesskabsfølelse samt graenseløse forventninger til velfaerdssamfundets generøsitet.
Det vil ikke vaere udtryk for magtarrogance, men populisme af vaerste karakter, hvis regeringen ikke øjeblikkeligt tager fat på at finde løsninger. Også løsninger, der vil møde modstand og traede på ømme taeer. Bededagsmiseren vil til gengaeld hurtigt glide i baggrunden. Forleden var jeg til et aftenmøde, og min sidekvinde bemaerkede henkastet over kaffen, at det dér med bededag havde hun allerede vaennet sig til. Vaelgernes hukommelse er kort, og tilpasningsevnen stor.
Hvad så med regeringspartiernes formkurve? Her i weekenden holder Moderaterne årsmøde. Der har vaeret bøvl, men de vil vaere svaert tilfredse. Af de tre regeringspartier har Moderaterne fået faerrest høvl i meningsmålingerne, og Løkke, Frandsen og Engel-Schmidt styrer internt med sikker hånd.
Frederiksen har også fortsat greb om sit parti, trods enkelte formasteliges unoder. Men det er ikke nyt, at Bjarne Laustsen taler uden filter, denne gang i en forsinket bededagbøvs, men han bankes altid på plads og ender som en lukket limfjordsøsters.
Venstre har det vaerst. Formanden er sygemeldt, og de borgerlige logebrødre føler sig forrådt. Men Troels Lund Poulsen er ikke blot ejer af en traktor, han ER selv en traktor. Og nu har partiet allieret sig med en erfaren vaerkfører ved at traekke den dygtige naestformand, Stephanie Lose, ind i regeringen for en periode.
Så mens mange finder det tunge skyts frem i kritikken af SVM-regeringen her ved det skarpe hjørne, vil jeg tillade mig at forvente meget af en handlekraftig flertalsregering med staerke og erfarne politikere som Frederiksen og Løkke ved roret. Det er langt at foretraekke fremfor en regering baseret på venstre- eller højrefløjens reaktionaere mandater, der altid er på autopilot.
Kan regeringspartierne styre egne tropper i de kommende år, er der lys forude. Det er på kanten mellem himmel og hav, at solen viser sig. Ryd op og stil krav, så vi som samfund både holder hånden under de svageste og belønner det ekstraordinaere. Det er dét fundament, et moderne velfaerdssamfund skal bygge på.
Kan regeringspartierne styre egne tropper i de kommende år, er der lys forude. Det er på kanten mellem himmel og hav, at solen viser sig.
Tidl. minister