Skolereform blev skabt af politikere, der ikke ville lytte
Henrik Jensens betragtninger over den forfejlede ligheds- og inklusionspolitik 21/3 i JP rammer plet – som så ofte før. Såvel begrebet undervisningsdifferentiering inden for klassens rammer, den udelte folkeskole og ikke mindst inklusionsbestraebelserne bygger på nogle, der er fuldstaendig ude af trit med virkeligheden.
Et krast eksempel på, hvor galt det kan gå, viste DR1 i efteråret 2021 fra en 6. kl. på Høng Skole. Her havde klasselaereren besluttet at vise, hvordan hans timer i klassen forløb, hvilket var dristigt gjort. Alt var kaos og opløsning. Eleverne opførte sig fuldstaendig uhaemmet, løb rundt og råbte op, brugte ukvemsord mod laereren, en enkelt forsøgte at sove på gulvet. En pige forsøgte at fremlaegge sin opgave for klassen, men måtte opgive på grund af larm og spektakel. Ledelsen hørte man intet til. Udsendelsen hed med rette ”Smertensbørn”.
I denne sammenhaeng må man sige, at der var tale om svigt hele vejen igennem: Fra politisk hold – jf. den seneste, fatale skolereform – fra kommunalt hold, fra skolens side og fra foraeldrenes side. Det er vel ikke svaert at forestille sig den enkelte laerers vilkår og vanskeligheder i en klasse med 28 elever med vidt forskellige evner, heraf måske tre med psykiske problemer og fem fremmedsprogede indvandrere.
Tanken om at undervise alle børn samlet uanset deres forudsaetninger er fuldstaendig hen i vejret. Som Henrik Jensen påpeger, troede man i mange år, at svage elever nok blev dygtigere og staerkere ved at gå sammen med elever, der havde disse egenskaber. Det var selvsagt noget vås. Det samme må siges om en vidtgående inklusion af børn med forskelligartede vanskeligheder.
Det har vist sig, at der hverken er tilstraekkelig tid , laererressourcer eller -uddannelse til at klare denne opgave. Det er synd for alle parter.
Et trylleord har vaeret ”undervisningsdifferentiering”, men en sådan er umulig at praktisere i tilstraekkeligt omfang inden for klassens rammer.
ved denne
Hvad skal man gøre elendighed ?
Under min seneste ansaettelse som skoleinspektør ved Ulvkaerskolen i Hirtshals gjorde en dygtig og entusiastisk laerergruppe et forsøg. Det er nok 25 år siden. Det gik ud på at ophaeve årgangsbegrebet og klasseinddelingen allerede fra børnehaveklassen.
De første tre årgange dannede et hold på 60-70 elever, der alle mødtes til morgensamling dagligt, men derefter opdeltes i hold alt efter deres evner og forudsaetninger.
Det betød, at der kunne sidde 24 elever på et hold og fem på et andet, der skulle laere at laese eller regne. Til andre tider kunne alle måske vaere sammen, og man sluttede hver dag med en faellessamling. Alt i nøje samklang med foraeldrene.
Der var således tale om en undervisningsdifferentiering, der virkede i praksis, og en deling af eleverne, der ikke virkede deklasserende som gamle dages deling i ”bogligt og praktisk begavede” (hvilket dybest set også var noget sludder).
Tanken var, at differentieringen skulle fortsaette op i de højere klasser, men ressourcemangel satte en stopper for denne udvikling, der kostede ekstra laerertimer og byggede på idealistiske laererkraefter.
Jeg tror desvaerre, at netop idealismen er på retur i vore dage, godt hjulpet af politikere, der ikke lyttede tilstraekkeligt til skolens folk, men gennemførte en reform, der forstaerkede skolens vanskeligheder, tog megen arbejdsglaede fra mange laerere samtidig med en arbejdstidsaftale, der var uden forståelse for laererarbejdets saerlige vilkår.
Tidl. laerer, skoleinspektør, forvaltningschef, Hjørring
En anden vanskelighed i dagens skole er mange foraeldres forestilling om, at deres barn er unikt også i skolen og bør behandles derefter. Det er en misforståelse. I skolen skal det enkelte barn laere at kunne indgå i et faellesskab og følgelig vaere et nummer i raekken. Det kraever dets respekt for både små og store medmennesker, hvilket ikke alle foraeldre har opdaget.