Det liberale demokrati er blevet til karneval

Med ideologiernes forsvinden gik vi fra aske til ild, fra ideologi til imagologi.

Det forlyder, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er blevet beaeret med titlen som aeresdoktor ved det teologiske fakultet på Helsinkis universitet, muligvis i erkendelse af, at klimareligionen er blevet vor tids kristendom. Det er anden gang, det sker. Første gang blev aerestitlen tildelt hende af universitetet i Mons i Belgien. Ikke nok med, at verden vil bedrages, som man siger. Nae, verden bedrager også dig – i hvert fald hvis man med verden hentyder til de kloge, betroede og toneangivende. Dem kan du nemlig ikke laengere regne med.

For disse betydningsfulde, omend utilregnelige typer er historien mere slut end nogensinde: Den er stendød. De ”store sandheder” synes for de rettroende så højt haevet over såvel videnskabelig som politisk diskussion, at de idioter, der endnu ikke har set lyset, tydeligvis er populistiske tabere med en fobi for alt, hvad der er nyt, progressivt og globalt nødvendigt.

Over for de store sandheder står de små mennesker, dvs. sådan nogle som du og jeg. Vi står i vejen for fremskridtet og det, der må gøres. Lige nu. For ellers.

Det kan synes overraskende, at europaeiske universiteter går med på denne form for afpresning. Universitetet

blev trods alt opfundet i Europa og var i århundreder knyttet til kirken, teologien og uddannelsen af praester og klerikale embedsmaend. Det var også på universiteterne, at nye fakulteter blev grundlagt efterfulgt af nye fag, discipliner og metoder, hvilket medførte en kreativ kamp på idéer og deres indflydelse i det civile samfund. Immanuel Kant døbte striden »fakulteternes kamp«, og den var ikke for børn. Men vi har meget at takke den for, idet den gjorde dissens til en naturlig del af det offentlige liv.

I princippet var universitetet en fri institution, som ikke skulle underlaegges ét perspektiv eller hensyn. Den slags luksus er forbi. Af drevne bureaukrater og politikere er vore universiteter blevet omdannet til organisationer. Sidstnaevnte adskiller sig fra institutioner, derved at de tjener bestemte interesser og formål, dvs. at de er instrumentelle, bøjelige og underlagt styring, ofte helt ned i detaljen. Institutioners mål er mere abstrakte og kan således ikke måles og vejes på samme måde som organisationer.

De frie institutioner blev langsomt gjort til statens tandhjul. Tag en snak med en lektor efter et par øl, så får du sandheden at vide, men ikke før. Takket vaere en lang og kroget udvikling har mange af Europas haederkronede universiteter udspillet deres rolle som autonome og intellektuelle republikker, aedt op af politisk korrekthed og professionelt medløberi. Der er absolut ingen grund til at tage dem alvorligt som andet end en karrierevej med dertil knyttede pensionsordninger.

I nyere tid skulle universiteterne med 68’ernes march gennem institutionerne afsløre den borgerlige ideologi og bane vejen for det klasseløse samfund. Det floppede totalt. Da kommunismen forsvandt som dug for solen for 30 år siden, sadlede rektorer, dekaner og styrelser om for at blive symbolproducenter og laegge postmoderne afstand til virkeligheden og omfavne den nye politiske korrekthed. Hvis alt alligevel er konstruktioner, må videnskaben hjaelpe med til at konstruere en bedre verden. Universiteterne blev politikernes arme og ben. Velkommen til FN’s 17 verdensmål og imagologi.

Udtrykket kommer fra den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera, som var stor engang. I romanen ”Udødeligheden” fra 1992, som er en blanding mellem fiktion og essayistik, skuede han ganske profetisk, hvad der var på vej i de sejrssikre liberale demokratier: pludselige billeder, stemninger og følelser, ej sammenhaengende ideologier.

Mens ideologier kan sammenlignes med vaeldige hjul og gear, der saetter krige, revolutioner eller reformer i bevaegelse og praeger en hel epoke med sin tidsånd, minder imagologi om skiftende tøjmode eller forskydninger. Små skridt på stedet, først den ene vej, så den anden. Når en mening eller analyse opfattes som kontroversiel, skyldes det sjaeldent, at den er skør eller forkert, men at den i et øjeblik er blevet et »ulykkestal, et antiideal, på den imagologiske roulette«, der påvirker vores opførsel, politiske synspunkter og aestetik »lige så vaeldigt, som ideologiernes systemer i sin tid formåede at beherske os«.

Mens ideologier kan sammenlignes med vaeldige hjul og gear, der saetter krige, revolutioner eller reformer i bevaegelse og praeger en hel epoke med sin tidsånd, minder imagologi om skiftende tøjmode eller forskydninger.

Imagologi tjener isaer imagologernes private karrierer og placering i det sociale hierarki. Imagologi laver ikke om på hierarkiet. Kundera opsummerer forskellen således: »Ideologien tilhører historien, mens imagologiens herredømme begynder, hvor historien ender.«

Det er derfor ikke tilfaeldigt, at imagologiens fremkomst falder sammen med kommunismens forsvinden. Det liberale demokrati stod til at indfri det hele, men blev i stedet til karneval hver dag.

Vi gik fra aske til ild. Fra ideologi til imagologi.