Vi maend er altså ikke sarte

Kaere Sophie Løhde. Foranlediget af dit laeserbrev i JP bliver jeg nødt til at modgå dit postulat om overbehandling af prostatakraeftpatienter. For nogle år siden gik jeg til min praktiserende laege med nattetisseproblemer. Han sagde, at »alle maend i din alder har forstørret prostata«. Punktum.

Tre år senere fik jeg problemer med at føre højre ben fremad, og en MR-scanning viste kraeft i hoften samt i to ryghvirvler. Udredningen gik heldigvis hurtigt. På Skejby fortalte de mig, at med den udbredelse havde jeg haft sygdommen i mange år, samt at jeg har meget »begraenset holdbarhed«. Jeg fik hurtigt kemokur samt antihormonbehandling osv.

Da jeg er ret glad for livet, er jeg selvsagt traet af, at min davaerende laege ikke var så kvik, at han også tog en blodprøve. Man vil ikke gøre maendene unødig nervøse, men vi er ikke mere sarte end kvinder, der får foretaget brystkraeftscreening. Mange af dem gøres også unødigt nervøse, mens de venter på svaret.

Der er i dag screeningsprogrammer for tarmkraeft og brystkraeft, og i dag har prostatakraeft overhalet brystkraeft som den naesthyppigste kraeftdødsårsag i Danmark.

Det skyldes formentlig, at man fanger mange brystkraeftpatienter i tide.

Derfor er det en gåde for mig, at vi maend ikke må få den samme chance.

Det kan da godt vaere, at man ville overbehandle 100 personer pr. år ved screening, men hvis man så samtidig ville spare 300 dødsfald, så ville det jo på min regnemaskine vaere et positivt regnskab.

Til ”morgenmad” dagligt får jeg bl.a. ni tabletter, hvoraf nogle efter sigende er nogle hundedyre livsforlaengende piller, så det offentlige ville have sparet meget manpower og rigtig mange penge, hvis min kraeft var blevet opdaget via et screeningsprogram, eller hvis min davaerende laege havde taenkt sig godt om.

Jeg spiller med stor glaede motionsfodbold i den lokale afdeling af FC Prostata, hvor vi alle er i samme båd, og hovedparten er blevet behandlet eller har fået fjernet prostata. Vi er mellem 59 og 81 år, og der er flere, der på den måde har levet med det i 15-20 år.

Vi har naesten alle bivirkninger at døje med, men jeg ville selvsagt gerne have vaeret i den anden gruppe og på den måde (måske) have fået 10-20 år mere – når man nu er glad for livet.