De gode historier var ikke kun indenfor. Udenfor opførte blå blok også lidt af et teater
Vaek er de dage, hvor de fleste blå partier vaernede om det danske frisind. I dag har de overtaget tankesaettet fra de mest radikale dele af den amerikanske antiwokebevaegelse.
Frederiksberg Bibliotek har holdt et børnearrangement. To maend optrådte som Disney-prinsesser, pustede saebebobler og sang børnesange.
Arrangementets udgangspunkt var børnebøger af René Toft Simonsen om fire foraeldreløse børn, der finder omsorg hos Miss Nelly, en mand i dametøj på Frederiksberg, men må frygte, at “kommunetrolden” kommer og tager dem. Bøgerne laegger sig op ad bøger som ”Pippi” og ”Mary Poppins”.
Er der en woke dagsorden bag Simonsens valg af netop en mand i dametøj? Måske. Bogen tematiserer dog ikke sex, seksualitet eller kønsskifte. Børnene på biblioteket kunne se et drag-show »i børnehøjde«, blive sminket »fint, skørt eller farligt« og synge sange. Der var inviteret til at »fejre mangfoldigheden«, til at børnene kunne gå på opdagelse i Miss Nellys klaedeskab og tegne deres »(selvvalgte) familie«. Var arrangementet politisk, fordi det ville fejre “mangfoldighed”? Måske.
Men det i sig selv gør det det ikke mere politisk end hundredvis af andre arrangementer om mangfoldighed, der er blevet afholdt af offentlige institutioner.
Mette Thiesen, DF, samler imidlertid den kritik, der er kommet fra DF, Nye Borgerlige og Liberal Alliance i et interview med KøbenhavnLIV.
Hun indikerer, at arrangementet fører direkte til kønsdysfori og seksualisering af børn: Biblioteket har »en woke dagsorden«, »man spaender børnene for en politisk vogn«, og »flere og flere voksne mener, at de skal presse en dagsorden om kønsforvirring ned over hovedet på børn«. »Såkaldt ansvarlige voksne dyrker og fremmer en usikkerhed hos børnene. Børn i dag konfronteres med, at der er mange køn, selvom der kun er to – og nogle mener, at børn skal kunne skifte køn,« siger Thiesen. Arrangementet gik også ud på, at børn »seksualiseres ved at blive klaedt udfordrende og have makeup på«, ifølge Thiesen.
Men børnene skulle ikke klaedes ud som drags, og som udgangspunkt handler dragshows ikke om hverken porno, sex, transkønnethed eller nøgenhed. De ligner teater og kabaret. Sådan var det også før woke- og antiwokebevaegelsen.
I podcasten ”Den Blå Time” hos mediet Kontrast laegger Henrik Dahl fra LA endnu et betydningslag til arrangementet. Han mener, at der er tale om politisk aktivisme og en formentlig »skjult dagsorden, som ligger i forlaengelse af Normstormerne«.
Derfor må man »ud fra et forsigtighedsprincip« sige, at arrangementet »ligner grooming« – den proces, hvor en kraenker opbygger en relation til et barn for at få barnet til at indgå i aktiviteter, der skal tilfredsstille kraenkeren.
Til gengaeld underbygger Dahl sin påstand med, at der findes et faenomen, der hedder rapid onset gender dysphoria (ROGD) – et pludseligt udbrud af kønsforvirring, som fører til et ønske om kønsskifte, og som gør, at der i dag findes »mange klinikker, der uddeler stop-hormoner og laver forandrende kirurgi«.
Et eksempel på sådan en klinik er Tavistock, siger Dahl, og henviser til en, ganske rigtigt, voldsom skandale i det britiske sundhedsvaesen, som gik hårdt ud over børn.
I Danmark har vi dog kun én sådan klinik, og den er ikke at sammenligne med Tavistock.
Det er Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, som er underlagt Sundhedsstyrelsens vejledning, og som har en ganske samvittighedsfuld overlaege og ditto praksis, i hvilken man vedkender sig, at vi mangler forskning og erfaringer på området, ligesom landene omkring os. Man gør det bedste, man kan, med det, man har. At unge mennesker bliver påvirket af andre og af sociale medier, kan der naeppe herske tvivl om. Men ROGD er en anden snak.
Det er en tese fremsat af forsker Lisa Littman i en undersøgelse, hvis metoder er blevet staerkt kritiserede.
Littman mente, at den stigning, man så i antallet af børn, der søgte behandling for kønsdysfori, kunne skyldes “social smitte” fra transpersoner, typisk gennem sociale medier. De største sundhedsorganisationer i USA har undsagt ROGD, og større studier med bedre metoder og empiri har set på, om de kunne bekraefte hendes tese uden held.
Sidst, men ikke mindst mener Dahl, at der i den danske biblioteksverden er bibliotekarer, som arbejder i »lidt hemmelige« udvalg »sådan lidt under radaren«, og at man ikke rigtigt vil »sige, hvad det drejer sig om«. Det viser, »at de her aktivister« – altså bibliotekarer – »har noget at skjule«.
Det er imidlertid så som så med hemmelighedskraemmeriet. Dahl henviser til nylige artikler fra landsdaekkende dagblade, som beskriver, at der ganske rigtigt er tre kurser for bibliotekarer, som henter tankegods fra de radikale dele af amerikanske kønsstudier. De ligger inden for det af kulturministeren fastsatte kursusspor “Kultur for alle”.
Kurserne er arrangeret af en bibliotekar, der har en fuldt offentlig kønsaktivistisk dagsorden.
Ligeledes er der et netvaerk af 94 bibliotekarer på tvaers af 44 kommuner, som bl.a. arbejder for “regnbuehylder”, og anonyme bibliotekarer har udtalt til pressen, at de føler sig pressede til at imødekomme en wokedagsorden.
Så ja, der er tilsyneladende bibliotekarer, som gerne vil understøtte eller fremme et fokus på LGBT-rettigheder. Synderligt hemmeligt er det imidlertid ikke, og endnu har det ikke ført til et krav om censur af bestemte bøger eller fremme af kønsdysfori hos børn.
Alligevel istemmer Dahls kollega i Liberal Alliance Katrine Daugaard, idet hun også hopper direkte til en debat om kønsdyfori og tilføjer, at arrangementet skriver sig ind i en graenseløst »seksualiserende adfaerd«. som »graenser til overgreb«.
Og også hun har en diagnose klar. Hun mener, at der kan vaere tale om “Münchausen by proxy” – det, ligeledes kontroversielle, faenomen, at en foraelder fremprovokerer symptomer eller skader hos sit barn mhp. selv at få psykologisk tilfredsstillelse og opmaerksomhed.
Hvorfor skulle det vaere mere sandsynligt, at bibliotekarer og to maend i prinsessekjole har en skjult dagsorden om at groome børn, seksualisere dem og skabe generel kaos og mistrivsel?
Arrangementet på Frederiksberg ligger i fin tråd med den frederiksbergske tradition for kabaret og prideparade.
Men med til historien hører, at den ene af de to dragqueens fra arrangementet er dansk repraesentant for den amerikanske Drag Queen Story Hour, en organisation, der arbejder for mangfoldighed og social forandring.
Han har til BibForum i september 2020 udtalt: »Vi optraeder udklaedte, ligesom andre danske børneentertainere. Lig Hr. Skaeg og Onkel Reje handler det om underholdning. Og for os selvfølgelig også om laering i tråd med DQSH’s visioner.« Og: »Bøgerne, vi laeser, er udvalgt af børnebibliotekarerne, der fik idéen til at bringe konceptet til Danmark.«
Det havde vaeret interessant, hvis arrangementet på Frederiksberg havde igangsat en diskussion om bibliotekernes rolle mellem formidling af litteratur, aktuel kultur og tendenser på den ene side og politisk aktivisme på den anden. I stedet druknes debatten i en debat om woke og antiwoke, som fuldstaendigt forvraenger virkeligheden.
Et af ofrene er den danske ligestillingsdebat, som engang havde en stor midterbane, vi kunne mødes på for at diskutere det danske frisind og dets graenser. Den er for tiden blevet vaek i en metadebat om woke- og antiwoke, hvor alle kneb nu synes at gaelde. Et andet offer er de børn, der nu skal tillaegges de voksnes vaerdikamp – de samme børn, der, med deres foraeldre i hånden, har kunnet se prideparade og seksuelle minoriteter i det offentlige rum i årtier.
Tilbage står et konkret arrangement på et bibliotek på Frederiksberg med to maend i kjole, saebebobler og glade børn. Var det udtryk for en politisk aktivisme for offentlige skattekroner? Den debat burde vi tage, men på et sagligt grundlag.