Vi er blevet for blufaerdige til at vise religiøse behov

Vi kraenger ikke vores inderste følelser ud. Vi tier med dem.

Man kan egentlig undre sig, men forskningsresultatet trak overskrifter: 80 pct. af danskerne har et stort åndeligt behov.

Mere end 100.000 danskere blev i 2021 inviteret til at deltage i den største spørgeskemaundersøgelse, der til dato er lavet i verden på området.

Resultatet af studiet, der skulle afdaekke danskernes åndelige behov, er tilsyneladende kommet bag på både medieverdenen og forskerne bag undersøgelsen. Blandt andet har professor Niels Christian Hvidt udtalt, at danskerne ikke taler meget »om deres overbevisninger og personlige vaerdier og har også en lav grad af religiøs praksis. Men som undersøgelsen viser, har vi i Danmark praecis de samme behov for indre fred, mening, tro og håb, som man ser i mere religiøse lande«.

Jeg mener, at det er vaerd at opholde sig ved og foruroliges over, at vi i vores samfund takket vaere årtiers tab af kristendom og dannelse er kommet på så lang afstand af forståelsen af at vaere en underfuld skabning både af støv og ånd, at det kan komme som en overraskelse, at størstedelen af danskerne faktisk erkender deres åndelige behov.

Og som det fremgår af undersøgelsen, har de åndelige behov mange forskellige udtryk. Blandt andet at hvile et sted, der giver dig fred og ro. At blive forsikret om, at ens liv har vaeret meningsfuldt og vaerdifuldt. At bede for sig selv. At nogen beder for én. At vende sig mod en højere magt. At deltage i en åndelig/religiøs ceremoni.

Det kan jo alt sammen naeppe forundre en praest, der i det daglige arbejde maerker folkets stilfaerdige loyalitet mod deres kirke. For danskerne er et religiøst blufaerdigt folk. Det ligger ikke til os at kraenge vores inderste følelser ud – vi tier i stedet. Det er ikke, fordi de religiøse behov, følelser og laengsler ikke er der. Det er bare blufaerdighed. Og blufaerdighed betyder kun, at følelsen er så meget dybere – fordi den ikke er noget, man har på laeberne.

For nok dominerer videnskaben vor tids stemme og vor tids menneskesyn, men undersøgelsen taler lige ind i det skisma, der eksisterer mellem det i et eller andet omfang accepterede sekulaere-ateistiske syn på vores kultur og så den virkelighed, hvori mennesker lever og oplever deres liv.

I bestselleren ”Europas undergang” reflekterer den engelske journalist og forfatter Douglas Murray netop over det forhold. Murray citerer Richard Dawkins for, at han i indledningen til romanen ”Den blinde urmager” erklaerer menneskets eksistentielle mysterium eller (med et grundtvigsk udtryk) skabelsesgåde for opklaret takket vaere Darwin, hvorpå Murray indvender: »Selvom Dawkins kan mene, at vort mysterium er blevet opklaret – og skønt videnskaben så afgjort har opklaret en del af det – føler de fleste af os os stadig ikke opklarede. Vi lever ikke vore liv og oplever ikke vor eksistens som opklarede vaesener. Tvaertimod oplever vi stadig os selv, som vore forfaedre gjorde det, som splittede og modstridende vaesener, sårbare overfor sider af os selv og overfor den verden, vi ikke kan forstå.«

Og det er lige praecis den sandhed om menneskets vilkår som falden skabning, som vores tid har glemt, fortraengt eller ganske enkelt aldrig har fået forkyndt, fordi »europaeisk kristendom«, som Murray bemaerker, »har mistet viljen til at missionere eller endog tro på deres eget budskab«. Netop derfor kan den mageløse opdagelse af menneskets åndelige behov og laengsel vaekke så stor opsigt. Men det er i dét spaendingsfelt, at vi lever vores liv: i en bevidsthed om faldet og i en åndelig laengsel efter forløsning. Og en fortraengning af kristendommens evige uforanderlige sandhed om os fører rigtigt nok til Europas undergang – og menneskets.

Blufaerdighed betyder kun, at følelsen er så meget dybere – fordi den ikke er noget, man har på laeberne.