Er vi sikre på, at der er for mange ansatte i offentlig administration?
Vi er alt for upraecise, når vi diskuterer størrelse og nødvendigheden af opgaver i det offentlige. Fint nok at saette det under lup, men flere fakta og klare politiske bud er påkraevet.
”Ih, hvor er det kommunalt” – en revyvise tilbage fra 1952 indikerede, at alt ikke var effektivt i kommunerne.
Det er nu også mere end 50 år siden, at Mogens Glistrup talte om papirnussere, og lige siden har der vaeret konstante og løbende diskussioner om, hvorvidt den offentlige administration er blevet for stor, herunder om de ”kolde” haender skulle reduceres i antal for at få flere ”varme” haender.
Der har vaeret og er konstant diskussioner om kontrol, måling og vejning og den tid, som dette tager tid fra kerneopgaven inden for velfaerdsstaten, såvel som hvordan det påvirker arbejdstilfredshed hos de ansatte. Senest er der et ønske om, at kommunerne og staten i de kommende år skal skaere ned på administrationen med et bestemt milliardbeløb.
Der har siden den første moderniseringsredegørelse i 1982 også vaeret et jaevnligt tilbagevendende fokus på, at for mange og for stive regler forhindrer en god og velfungerende offentlig sektor. Konstante forsøg og kampagner fra regeringer – uanset om det er en rød eller blå – er gået på at nedbringe bureaukratiet og gøre tingene mere enkle. Frikommuneforsøg, velfaerdsaftaler m.v. er eksempler på dette samt kampagner med, at kommunerne har kunnet indsende forslag til at gøre ”regeljunglen” mindre.
Der er naeppe nogen, som går ind for administration for administrationens egen skyld, og som ikke gerne vil fjerne overflødigt bureaukrati. Om end der har vaeret teorier, som har argumenteret for, at der er en egeninteresse for ledere for at kunne have et større ansvar og fra dem, som var afhaengig af arbejde inden for deres område, at der blev skabt flere stillinger.
Det er da også rigtigt, at der de seneste godt 10 år er kommet flere ansatte inden for den offentlige administration.
Det er isaer inden for det, der betegnes som generelle offentlige tjenester og lovpligtig socialsikring. Men stigningen har vaeret mindre, hvis det omregnes til fuldtidsansatte, men ja, stadig en stigning.
En del af den haenger sammen med, at det har vaeret nødvendigt af hensyn til skattekontrollen at ansaette flere mennesker efter først at have skåret ned på antallet af ansatte. Det kan i en parentes bemaerkes, at de ansatte generelt har tjent deres penge hjem gennem en bedre og mere effektiv skattekontrol og dermed flere indtaegter og sikring af, at alle borgere betaler den skat, de skal.
Argumenter for at nedbringe antallet i den offentlige administration har udover vaeksten vaeret, at dermed kunne arbejdsudbuddet til virksomheder, som mangler arbejdskraft, øges, og manglen på velfaerdsmedarbejdere ville vaere mindre, end det er nu. Det, selvom der ikke er nogen garanti for, at det lige praecist er disse typer af arbejdskraft, der mangler.
Det centrale problem ved diskussionerne er, at de finder sted, uden at det er praecist undersøgt, hvorfor vi har en raekke af reglerne, og om der er brug for disse ikke blot af hensyn til dem, der ansaettes i stillingerne, men også af en raekke gode, samfundsmaessige årsager.
Det gaelder eksempelvis borgernes retssikkerhed, idet det på en raekke områder vil vaere nødvendigt med skriftlighed i forvaltningen for at kunne tage stilling til, at den offentlige velfaerdsindsats har vaeret, som den skulle, saerligt af hensyn til borgerne. Hvis der ikke er skriftlighed, vil det vaere vanskeligt for en borger at sandsynliggøre manglende indsats.
Dokumentation af indsatser er også nødvendig for at kunne undersøge og analysere, om indsatserne er effektive, eller der er mulighed for at pege på, at det kan gøres bedre. Uden dokumentation kan det vaere vanskeligt at optimere ressourcerne i den offentlige sektor. Eller om der gennemføres den ønskede politik. Kommunerne har eksempelvis skullet udforme en vaerdighedspolitik, efter at staten afsatte 1 mia. kr. til mere vaerdig aeldreomsorg, for at det kunne sikres, at kommunerne gjorde noget.
Kontrol er ofte et negativt ladet ord i den offentlige debat. Men hvis der ikke var ansatte til at kontrollere inden for en raekke områder, så ville der uden tvivl også vaere flere problemer og manglende overholdelse af reglerne inden for en lang raekke og meget forskellige områder.
Derfor kan man måske omvendt stille spørgsmålet: Hvor skal der ikke vaere kontrol eller mindre, end der er i dag? Er det på: fødevareområdet, arbejdsmiljø, fartkontrol, skatteområdet, finanstilsyn eller inden for politiet for blot at naevne nogle få eksempler. Eller hvad med Ankestyrelsen, som bidrager til, at borgerne kan klage over en kommunes afgørelse inden for eksempelvis handicapområdet.
Endvidere var der i 2021 og 2022 brug for mere administration for at sikre en effektiv indsats mod covid-19.
Skal der ikke vaere personaleafdelinger, som sikrer, at ansaettelse og afskedigelser foregår efter reglerne? Skal der ikke vaere økonomistyring, som sikrer korrekt og bedst mulig anvendelse af de offentlige ressourcer – og er det ikke godt med en rigsrevision, som følger op og kan komme med kritik af forkert anvendelse af de offentlige ressourcer? Skal vi ikke laengere have ligestillingsredegørelser eller en raekke andre data for at kunne følge samfundsudviklingen?
Problemet i den offentlige diskussion er, at det er upraecist, hvor der menes, at der kan vaere mindre kontrol og faerre regler og dermed mindre administration, og at forslag om aendringer ikke altid er analyseret, herunder om der er gode grunde til at have dokumentation for, hvad der i praksis foregår. Det er en del af demokratiet, at flertal kan traeffe afgørelser om aendringer i den offentlige sektors størrelse og indretning, men det ville vaere at foretraekke, at det bliver med konkrete forslag, hvor man har analyseret fordele og ulemper ved at foretage aendringer i de nuvaerende strukturer og indretninger end ved blot at argumentere for at skaere et bestemt milliardbeløb vaek.
Derfor blot mekanisk at skaere i kommunernes bloktilskud, for at de kan få faerre til at administrere, er naeppe en gennemtaenkt løsning og virker som en ny form for grønthøster i den offentlige sektor. Det på trods af, at grønthøster ikke er en god måde at styre på, da det kan komme til at virke tilfaeldigt, hvad der bliver virkningen af en besparelse.
Det gaelder endvidere, at hvis der skal vaere mindre administration, må det analyseres og gøres klart, hvad man politisk er klar til ikke at kunne få viden om, opgaver, der ikke bliver løst, og risikoen for, at nogle offentlige afgørelser ikke er baseret på viden. Men hvis ting kan gøres billigere, bedre og mere effektivt, skal det gøres.
Professor i samfundsvidenskab, Roskilde Universitet