Slå nu de blå pjalter sammen

Cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur, Risskov

Det er velkendt, at den borgerlige krise kan koges ned til et manglende faellesprojekt, og diagnosen stilles af liberalister såvel som konservative. Problemet med diagnosen er, at den sjaeldent ledsages af et konstruktivt bud på dette faellesprojekt. Der hersker en gensidig fjendtliggørelse, og senest kunne vi laese Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard fra DF beskrive liberalismen som en vej til mistrivsel. Denne type indlaeg smerter mig som liberalkonservativ som et barn, der ser sine foraeldre skaendes på vej mod en skilsmisse. Jeg vil ikke alene forkaste forestillingen, at liberalismen og konservatismen er uforenelige, men også vove den selvhøjtidelige påstand, at liberalkonservatismen kan tilbyde et ideologisk grundlag, som kan vaere fundamentet for et fornuftigt, borgerligt projekt.

Konservativ dogmatisme og liberal relativisme er ikke uforenelige i et borgerligt samfund med lige udgangspunkt, så laenge det lige udgangspunkt tilbydes individet frem for grupperingen. Et godt eksempel er den danske religionsfrihed uden religionslighed. Alle borgere får lige udgangspunkt for at dyrke deres respektive religion, men de religiøse institutioner (grupperinger) ligestilles ikke, da kristendommen i Danmark har en retmaessig plads over andre religioner.

Kulturpolitikken kunne nyde godt af samme tilgang: For nu går skaenderiet på, hvorvidt al kunst og kultur bør ligestilles i støtte, eller om staten skal agere kritiker, så højkultur af nationalistisk karakter tilgodeses. Med et kompromis efter religionsmodellen kan staten ligestille borgernes udgangspunkt for at dyrke deres respektive kulturer, men fordele støtten varieret hos kulturinstitutionerne efter en dogmatisk accept af, at noget kultur har saerlig vaerdi. Det vil kraeve at fratage støtten fra kunstnere for at flytte den over i institutionerne, der kan bruge den til projekter. På den måde tillader et stempel ikke nogen at leve af at tisse ud fra Rundetårn, men lader kunstnere indgå i konkurrencesamfundet som alle andre.

Det er blot ét af mange eksempler på en mulig forening af konservatismen og liberalismen i et borgerligt projekt mellem dogmatisme og relativisme. Det kan selvsagt ikke applikeres til al politik, men kan tjene som alternativ til tidens ideologisk skyttegravskrig på højrefløjen, der for ofte ender med at handle om skattelettelser og indvandrerpolitik, og ender i et dårligt kompromis, hvor ingen parter ser sig tilfredse, og borgerne ikke kan se maerkbare forskelle.