Sund fornuft skal kunne saelges til vaelgerne i et demokrati

Selv om praesident Macron har ret i, at pensionsreformen er nødvendig, mangler han stadig at overbevise de vrede franskmaend om det.

Macron venter i disse dage på, at befolkningen bliver klogere. At folk bliver aeldre og aeldre, ved han fra de statistikker, der er udgangspunktet for hans upopulaere reformer.

Revolutionen raser i Frankrig. Men vi maerker ikke meget til det her i Cannes. Vi er i et smørhul. De fleste i byen er private forretningsdrivende, og deres ansatte strejker ikke. Tvaertimod frygter de for deres overlevelse i den uoverskuelige økonomiske situation. Vores borgmester har sammen med politimesteren besluttet, at renovationsarbejderne ikke må strejke. Deres arbejde kategoriseres som livsnødvendigt for samfundet. Så vores gader bliver renset lige så regelmaessigt, som før verden gik af lave i protestbølgen imod praesidenten.

Men vores store nabobyer, Nice og Marseilles, er praeget af uro og strejker. Jeg har en bekendt her i Cannes, hvis far er elevatorreparatør i Marseilles. Han demonstrerer dagligt. Samme bekendtes kone er politibetjent med kontorarbejde her i Cannes. Hun demonstrerer også dagligt, men i Nice.

Der har dog vaeret et par optog gennem min gade, Rue d’Antibes, hovedgaden i Cannes, i de seneste uger. De var arrangeret af fagforeningerne og var fredelige. Demonstranterne viftede med røde vimpler og sang den gamle italienske partisansang fra Anden Verdensindrømmelser krig ”Bella Ciao”. Jeg kender den smukke partisansang fra min egen revolutionaere ungdom og sang med ude fra altanen i solen.

Da jeg var ung, demonstrerede jeg ustandseligt i min fritid, det var i de tidlige 1960’ere. Min omgangskreds bestod i høj grad af ligesindede demonstranter i Aarhus, København og Hamborg. For vi demonstrerede også syd for graensen. Og isaer i Hamborg, fordi vi der kunne købe vores udklaedning til demonstrationerne i amerikanske overskudslagre. Så iført brugte amerikanske militaere parkacoats og secondhand ørkenstøvler marcherede vi skulder ved skulder i store optog imod krig og for fred på jorden. Vi så intet modsaetningsforhold mellem vores krigeriske amerikanske påklaedning og vores pacifistiske budskab. Revolutionaer intensitet havde totalt svaekket vores i øvrigt højtudviklede kritiske syn på stort set alt.

Frankrig gennemlever en stor bølge af vrede nu, som praesidenten ikke i skrivende stund har kunnet bremse. Macron er utroligt veluddannet plus dannet. Klassens dygtigste dreng. Ovenikøbet gift med laererinden. De demografiske udregninger, der begrunder hans lovgivning om højere pensionsalder, passer uden tvivl ned til mindste komma. For mange gamle, for få unge. Hvem skal betale gildet? Altså højere pensionsalder er en nødvendighed. Han har evigt ret.

Men sund fornuft skal kunne saelges til vaelgerne i et demokrati. Macron kommer sjaeldent med

om egne fejl. Men han har dog indrømmet, at formidable evner ikke har rakt til at overbevise flertallet om, at pensionsreformen faktisk er nødvendig. Så derfor har vi balladen.

Indvendingerne imod ham og hans lovgivning er uendelige. Fagforeningsfolk, tilhaengere af Marine Le Pen, den samlede venstrefløj, irriterede borgerlige plus enorme skarer af unge, de siger allesammen nej til ham. De saetter ild til affaldsbunker, de spaerrer tog på skinner og veje ind til lufthavne og raffinaderier. Macron har selv afkoblet parlamentarismen ved at gennemføre reformerne via dekret, fordi han var bange for at komme i mindretal. Hans regering skrabede kun meget knapt igennem mistillidsafstemninger.

Jeg ved ikke, hvor laenge kampen varer. Det er muligt, at moderate kraefter kan skilles ud fra rabiate kraefter i fagbevaegelsen, så der kommer huller i fronten. Det er muligt, at voldelige kraefter blandt de demonstrerende går så vidt, at flertallet af demonstranter efterhånden falder af den revolutionaere kaerre. Det er muligt, at det store flertal med tiden mister den sympati for demonstranterne, som meningsmålinger viser, at flertallet helt klart naerer nu.

I mellemtiden sidder jeg her som gammel dame i det fredelige Cannes på min altan i solen og følger med fra verdenshistoriens sidelinje. Og husker et citat af den engelske romantiske digter William Wordsworth. I hans berømte digt om den store franske revolution i 1789 og om dulgt revolutionaer laengsel står der:

“Bliss was it in that dawn to be alive./ But to be young was very heaven.”

(Det var skønt at vaere i live i det daggry, men at vaere ung var Himlen! )

Wordsworth var 19 i 1789. Og revolutionaer. Hans revolutionaere begejstring holdt ikke, ligesom mange forelskelser heller ikke holder. Men det var en oplevelse, så laenge det varede, husker han. Som aeldre og klogere. Macron venter i disse dage på, at befolkningen bliver klogere. At folk bliver aeldre og aeldre, ved han fra de statistikker, der er udgangspunktet for hans upopulaere reformer.

Fagforeningsfolk, tilhaengere af Marine Le Pen, den samlede venstrefløj, irriterede borgerlige plus enorme skarer af unge, de siger allesammen nej til ham.

TV 2-korrespondent, JP-klummeskribent